"Der er ingen tvivl om, at lærerne er dem, der er mest kritiske over for lokal løn - det er vi helt klar over", siger formand for KL's løn og personaleudvalg.
Lærerne er mest kritiske over for individuel løn
Næsten hver fjerde ansatte på skoleområdet foretrækker lokal løn baseret på egen indsats frem for løn til hele gruppen. Det viser ny undersøgelse. Lærerne er dem, der tøver mest over for ny løn, men KL ønsker flere lokale kroner at forhandle om.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
"Der er ingen tvivl om, at lærerne er dem, der er mest kritiske over for lokal løn - det er vi helt klar over", siger formand for KL's løn og personaleudvalg borgmester i Høje- Taastrup Michael Ziegler.
Analysefirmaet Capacent har for KL udført en spørgeskemaundersøgelse om de kommunalt ansattes holdning til lokal løn. Undersøgelsen viser, at lærerne er dem, der bryder sig mindst om at få forskellig løn for ensartet arbejdet. Og lærerne taler langt sjældnere med deres leder om løn forud for de lokale lønforhandlinger end eksempelvis ansatte på daginstitutionsområdet, døgnområdet og på ældreområdet
"Langt størstedelen af lærerne tænker meget kollektivt, når det kommer til løn. Vi ønsker centrale løndele, og vi ønsker under ingen omstændigheder, at man skal forhandle løn over for sin leder", siger formand for overenskomstudvalget i DLF Gordon Ørskov Madsen.
Påpasselig med særregler over for lærerne
KL har undersøgt de kommunalt ansattes holdning til ny løn op til overenskomstforhandlingerne i 2011. DLF har gennem årene kæmpet for at undgå at lærere kunne få individuelle belønninger. Ved overenskomsten i 2005 lykkes det lærernes forhandlere at få de lokale løndele anbragt i et tillæg, som alle lærere fik. Og ved overenskomstforhandlingerne i 2008 blev de lokale løndele brugt i forbindelse med indførslen af de nye arbejdstidsaftaler. Men lærerne skal ikke forvente særhensyn ved de kommende forhandlinger:
"Man skal være påpasselig med at lave særlige ordninger for lærerne. Der er lærere, der er positivt stemte. Der også en gruppe, der er neutrale. Når man udmønter lokal løn, kan man kigge på om man i nogle situationer kan gøre det mere i gruppevise tillæg. Det kan nok i nogle tilfælde imødegå de synspunkter, lærerne har", mener Michael Ziegler.
Selv om 23 procent af de ansatte på skoleområdet foretrækker lokale aftalte løndele baseret på egen indsats frem for løn til hele gruppen, så vil DLF stadig kæmpe imod lokal løn.
"Vi kan ikke kæmpe både for lokal løndannelse og ikke for lokal løndannelse på samme tid. Derfor går vi efter et lønsystem, som er meget dækkende for, hvad det store flertal i DLF ønsker. Løn må ikke gøres til en konkurrence mellem lærerne. Lærerne er forskellige og der er forskellige måder at løse samme opgaver på. Forskellige metoder kan give lige gode resultater, så vi ønsker ikke, at en metode bliver belønnet frem for en anden", siger Gordon Ørskov Madsen.
KL ønsker flere penge lagt ud
KL vil ved de kommende forhandlinger stille krav om, at der bliver sat flere penge af til lokale lønforhandlinger og til at hele systemet gøres mere fleksibelt. I dag er midlerne, der er sat af til ny løn bundet op på de enkelte organisationer, og organisationerne har en garanti for, at de penge der bliver afsat også bliver udmøntet. Men de sikringer, vil KL gerne af med.
"Jeg ved godt, at det er overordentligt vanskeligt og til en vis grad umuligt at gøre op med. Og det er til en vis grad historisk betinget, fordi da vi indførte lokal løn, var der er del kommuner, der ikke var gearet til det endnu. Og derfor var der nogle lokale organisationer, der sagde, at man ikke udmøntede den lokale løn, og det har ført til mistillid. Derfor er man kommet ned ad et spor, hvor man er nødt til at acceptere nogle restriktioner", siger Michael Ziegler.
Michael Ziegler mener, at lokal løn er vigtig i forhold til rekruttering og fastholdelse af medarbejdere.
"Over tid er det sådan, at medarbejderne generelt over tid bliver mere positive over for det her. Og det tror jeg også lærerne vil blive. Jeg synes, det ville være ærgerligt, hvis man brugte denne her undersøgelse til at sige, nu må vi afskaffe lokal løn. Det tror jeg ikke, der ville være generel opbakning til - heller ikke på lærerområdet".
Men det er Gordon Ørskov Madsen ikke enig med ham i. Han mener, at DLF har medlemmernes opbakning til at kæmpe for at afskaffe lokal løn.
"Kommunerne har haft rigtig god tid til at få lokal løn til at fungere. Vi vil ikke vende tilbage til en udmøntning af lokal løn, som allerede har vist sig uduelig. Debatterne med vores medlemmer fortæller os, at vi skal holde os væk fra lokal løn".