Så få ledige lærere er der på Sjælland - find din egen region på Lærernes A-kasses oversigt her https://www.dlfa.dk/Om-os/Ledighedstal-og-statistik/Ledige-kommunefordelt/Region-Sjalland/
Kilde: Lærernes A-kasse
Lærermangel: Laveste ledighed i fem år
Lærernes ledighed er lige nu den laveste i fem år. Antallet af fuldtidsledige er i juni 825. Det er så lavt, at det kan være et problem i flere kommuner at skaffe uddannede lærere til de ledige job, fortæller formand for Lærernes A-kasse Gordon Ørskov Madsen.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
En ledighedsprocent på 1,06 er god for dem, der lige nu dimitterer fra landets læreruddannelsessteder, men ikke nødvendigvis god for folkeskolen, påpeger a-kassens formand.
"Ledighedstallet er så lavt, at det faktisk er et problem. Mange kommuner kan ikke skaffe læreruddannede til de ledige stillinger - for eksempel har de svært ved det i Køge, Roskilde, Kalundborg og også i flere kommuner i Nordsjælland. I Odsherred kan man godt skaffe læreruddannede til stillingerne, fordi man har en god lokalaftale. Men mange steder er det ikke længere læreruddannede, der varetager lærerjob, og det er også meget svært at skaffe uddannede lærere til vikarjob", siger Gordon Ørskov Madsen.
"Der bliver en konkurrence blandt kommunerne for at skaffe læreruddannede nok til de ledige stillinger".
Især i kommuner, der ligger et stykke væk fra læreruddannelsesstederne, bliver det svært at skaffe uddannede lærere til stillingerne.
Kalundborg: 42 lærerjob besat af ikke-uddannede - 12 står ubesat
En del stress-sygemeldte
Antallet af personer, der er berørt af ledighed på hel- eller deltid lige nu, er 1.184 lærere.
Alligevel er antallet af tilmeldte lærere hos jobcentrene på over 2.000. Det højere tal skyldes de mange dimittender, der netop bliver færdiguddannede her i juni og tilmelder sig jobcentret.
"Jeg er spændt på at se resultatet i august, når skoleåret starter. Det er ofte svært for ikke-læreruddannede at holde fast i jobbet, så det giver en større gennemstrømning på skolerne, og det er ikke til gavn for nogen. Det er bekymrende for skolens fremtid".
Gordon Ørskov Madsen fortæller, at a-kassen samtidig ser en del stress-sygemeldte lærere. Heriblandt flere der har lægeerklæring på, at de ikke fremover bør arbejde som lærere.
Danmarkskort: Lærernes sygefravær steget markant i 77 kommuner
A-kassens formand fortæller, at der i perioden 2009-2014 er sket et fald i antallet af lærerstillinger på 12 procent - hvilket svarer til over 6.500 stillinger, mens børnetallet i samme periode kun er faldet 4 procent.
"Samtidig ser vi en søgning væk fra folkeskolerne - det gælder både for elever og lærere. Der er mange steder lange ventelister for elever til privatskoler, og der er også et bekymrende stort antal lærere, der søger til friskoleområdet for at få bedre arbejdsvilkår. Det er nogle tegn, der skal tages meget alvorligt".
Læs mere
Se ledighedsstatistik fra Lærernes a-kasse