Sidste uges lønstigninger til lærerne og 50 millioner ekstra til skolevæsenet er 'en god start', men langt fra nok, siger formanden for Oklahomas lærere Alicia Priest.

Amerikanske lærere marcherer for løn og resurser til skolen

I går mandag lod titusindvis af lærere fra staterne Kentucky og Oklahoma elever være elever og marcherede til staternes regeringsbygninger med krav om højere løn og flere resurser til skolevæsenet. Det sker efter, at lærerne i West Virginia i sidste måned strejkede sig til mere i løn.

Offentliggjort

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I sidste uge underskrev Oklahomas guvernør Mary Fallin en lov, der hæver læreres årsløn med godt 6000 dollars og tilfører 50 millioner til uddannelsessystemet. Men det er ikke nok i et skolevæsen, hvor mange lærere og elever må klare sig med 20 år gamle bøger, siger formand for Oklahomas lærerforening Alicia Priest til CCN. Sammen med titusindvis af kolleger deltog hun i marcher til regeringsbygningen i Oklahoma City i går mandag. Og skolerne i Oklahoma City holder også lukket i dag. Staten har landets tredjelaveste lærerlønninger, og de netop vedtagne lønstigninger er de første i 10 år, og de 50 millioner ekstra til skolevæsenet giver ikke en gang en bog per elev:

"Vi er blevet beskåret med 28 procent i midler til uddannelse de seneste 10 år, og vores skoler kan ikke opretholde forsyningen af materialer, bøger - ikke engang kopipapir", siger Alicia Priest og fortæller, at skolerne max kan tage 30 kopier per uge.

En lærer, Sarah Drake, fortæller til CNN's reporter, at nogle af de lokale skoler er gået over til fire-dages-uge for dels at spare strøm til lys i skolebygningerne, dels give lærerne bedre mulighed for at tjene penge ved siden af.

Også i Kentucky var lærerne på gaden i går blandt andet i protest mod en pludselig forringelse af lærernes pensionsforhold og for flere resurser til undervisningsmidler og it.

Læs mere

CNN.com