Konstante forhandlinger og meningsudvekslinger er et vilkår for teamarbejde. Fordi lærerne er forskellige og indtager forskellige roller. Derfor kan man ikke forvente, at en organisationsændring til selvstyrende team går gnidningsløst.

Det er nogle af konklusionerne i den afhandling, som lærer og cand.pæd. Karina Rhiger har skrevet. Hun arbejder som lærer på Bakkeskolen i Hørning ved Århus og har taget kandidatuddannelsen i pædagogisk psykologi. Hun har selv prøvet at arbejde i team i fire-fem år og har til afhandlingen fulgt et andet team og dets arbejde på en skole i en større jysk by.

»Identiteten som lærer er på spil i teamsamarbejdet. Allerede når man har været lærer i nogle år, har man opbygget en læreridentitet, og det kan give konflikter, når man skal arbejde tæt sammen i et team med nogle, der har andre læreridentiteter. Man har en fortælling om sig selv som lærer, og den følger med én«, forklarer Karina Rhiger.

Derfor er det vigtigt, at lærerne får tid og uddannelse til at udvikle teamarbejdet. Det er i høj grad ledelsen, der skal skabe rammerne for, at et godt teamsamarbejde kommer til at fungere, mener Karina Rhiger.

Hun har valgt emnet til sin afhandling, fordi hun selv har arbejdet i team i de år, hun har været lærer, og fordi hun har både gode og mindre gode erfaringer med teamarbejdet. Desuden har hun læst om den mulige sammenhæng mellem psykisk arbejdsmiljø og teamarbejde.

»Organisationsændringer, som overgang til teamsamarbejde jo er, kan være en træg proces. Der var en kultur i folkeskolen, før teamarbejdet kom ind i skolen, og det betyder, at lærerne ser sig selv med de identiteter, der hørte til den kultur. I det team, jeg fulgte, kom teamtanken så småt ind nogle år efter folkeskoleloven fra 1993. For fem år siden fik de så selvstyrende team som et pilotprojekt«, fortæller Karina Rhiger.

Teamet skal klare vikardækning ved planlagt fravær, og de kan bytte rundt og rokere på skemaet. De må hver have seks timers undervisning uden for teamet.

»I teamarbejde gælder forskellige vilkår, alt efter om man har ønsket at arbejde i team, aldrig har prøvet andet eller har arbejdet for eksempel som faglærer i 17 år og så skal i teamarbejde«, mener hun.

I afhandlingen skelner hun mellem rollerne som teamkoordinator, klasselærer og faglærer. Hvor teamkoordinatoren har en rolle som tovholder og igangsætter, hvilket kan opfattes som en lederrolle.

»Det betyder, at lærerne ikke længere alle er lige, for der er én, der skal samle trådene og sørge for, at de diskuterer pædagogik. Det kan godt betyde noget for, hvordan lærerne ser på hinanden, og hvordan andre ser på teamkoordinatoren«, siger Karina Rhiger.

»Klasselærerne står mest i kollegernes bevidsthed som dem, der samarbejder. Faglæreren er dén, der tidligere mest blev set som den privatpraktiserende lærer. Derved kan der være forskelle i lærerrollerne«.

Hun fortæller, at den privatpraktiserende lærer ikke længere findes på papiret, men i virkeligheden findes den lærerrolle i nogen udstrækning stadig. Når hun taler om klasselærer kontra faglærer, er det mere lærertyperne, hun tænker på, end på om de reelt er klasselærere eller faglærere.

»Afhandlingen viser, at lærerne meget gerne vil samarbejde, og team betragtes som noget godt. Lærerne synes, det er rart at dele problemerne med nogen, have en kollegial ventil og kunne diskutere klasser og elever«, understreger Karina Rhiger.

Samtidig skal man passe på den personlige relation og på sig selv. Dét giver mulighed for konflikter.

På den skole, hun beskriver, har fagligheden en høj prioritet. Lærerne kan ønske fag og klasser, men hvis det ikke går op, er det ledelsen, der sætter teamene sammen.

»Erfaring og alder betyder noget i teamsamarbejdet. Det betyder noget, om man har været i team fra begyndelsen af sit lærerjob, eller om man har været faglærer og måske har passet sig selv tidligere, eller om man har været vant til at samarbejde«, siger Karina Rhiger.

»Hver lærer har sine erfaringer, og det betyder, at man synes, at noget er bedre end noget andet. Her begynder forhandlingerne«.

Hun skriver om at tage ansvar og om at gøre det på forskellige måder.

»Faglæreren vil meget gerne tale om fagene, og der har ikke været tradition på denne skole for, at faglærerne ser indad eller sætter sig selv på spil. Klasselærerne har samarbejdet mere, og mange af dem har fokus på både det faglige og det personlige. De er parate til at sætte sig selv på spil. Jeg oplever, at faglæreren måske passer på sig selv og afgrænser mere for at bevare fokus på faget. For faglærerne er det okay, at klasselæreren vil udvikle personlighed og kommunikation, mens det for dem tæller mest, at de kan levere en god faglig undervisning«.

»Når de to måder at tage ansvar på som lærer mødes i et teamsamarbejde, og teamet selv skal finde ud af at definere indholdet, så er forhandlingen et vilkår. For hvis en lærer ikke deltager i diskussionerne, kommer de andre i teamet til at sætte betingelserne for noget af lærerens arbejdsliv«, siger Karina Rhiger.

I afhandlingen afspejler det sig for eksempel i forbindelse med supervision på lærerpersonligheden. Det er ikke noget, alle i teamet ønsker, men de sætter ingen hindringer op for dem, der ønsker det.

»Selve kommunikationen i teamet for at finde frem til et fælles indhold er derfor en udfordring. Her er der en potentiel konflikt, så ledelsen har et ansvar for at klæde lærerne på til at kommunikere«, mener Karina Rhiger.

Det kan ske ved at sørge for uddannelse og ved at tilbyde redskaber, så kommunikationen kan sættes i nogle hensigtsmæssige rammer, hvor læreren ikke skal passe så meget på sig selv hele tiden.

»Det handler ikke om, at alle lærere skal gøres ens, men om at se hinandens forskelligheder og bruge dem i samarbejdet. Om at være åben for forskellighederne. Dermed handler det også om, at der skal være tid til pædagogisk udvikling«.

Her betyder teamsamarbejdet blandt andet, at den pædagogiske udvikling er sat på dagsordenen, og det er teamkoordinatorens opgave at sørge for det.

Relationer kan opleves sårbare og forhandlinger ligeså, mener Karina Rhiger. Hun nævner, at der også er en risiko for et dårligt psykisk arbejdsmiljø, hvis en lærer oplever relationer i et team som en belastning.

Karina Rhiger foreslår, at man arbejder ud fra nogle rammer. Der er alt det, der ligger fast fra begyndelsen, og så kommer dét, som teamet selv skal definere. Her begynder forhandlingerne. Men hvis man prøver at indtage forskellige roller, kan man opleve hinanden forskelligt.

»Man kunne beslutte, at lærerne én dag udelukkende var kreative og positive. Fik ideer. Og at de så tog beslutninger en anden dag. Det kan virke bedre og langt mindre sårbart at arbejde på dén måde«, mener hun.

På den skole, hun fulgte, var der teamsamtale med ledelsen én gang om året, og spørgsmålet er, om det er nok. Hun foreslår, at ledelsen er mere med på sidelinjen.

»Ledelsen skal jo ikke slippe tøjlerne, fordi der er selvstyrende team. Lederne skal stadig være med, inspirere og have føling med, hvad der foregår, så ingen går ned«.

Karina Rhiger vil gerne tale for øget professionalisme. At man ser sine kolleger som samarbejdspartnere, men ikke nødvendigvis som venner, og at arbejdet foregår på skolen - i det professionelle miljø. Så er der mindre på spil for den enkelte, mener hun. |