»Emma har både forældre og søskende, der har svært ved læsning, så vi skal være opmærksomme på hende. Hun skal kæmpe meget, støtter sig ikke til indholdet, men hun har meget energi«.

Karakteristikken af Emma kommer fra læsevejleder Bente Okholm. Hun er med til møde i 1.-klasse-teamet, fordi Trekronerskolen har læseuge, og hun har netop haft udvalgte elever til test.

En lille time senere vurderer teamet, hvilke elever der skal sættes ekstra ind over for med læsevejledning og træning. Der er resurser til tre lige nu. Der er to helt oplagte, og Emma bliver den tredje. Derudover er der en stor gruppe på cirka ti elever, der skal arbejde anderledes med læsning end resten. De skal især træne lydene og brug af små bogstaver. De må ikke begynde på læsebogen endnu, da den vil være for svær. Resten af eleverne er i gang med læsebogen.

De fire kvinder i 1.-klasse-teamet sidder med computer, papirer og kalendere foran sig i det lille møderum. På bordet ligger småkager, chips, rosiner og små sprøde gulerødder, som de gnasker i sig undervejs. De er koncentrerede. Teammødet varer i alt to timer, og der er mange emner på dagsordenen.

De fire lærere kender alle elever i de tre 1.-klasser godt. Der er plads til grin og små hurtige fortællinger om en sjov episode, men der er også dagsorden og styring på.

Bente Okholm kommer med sine notater over eleverne, og de fire lærere lytter, spørger og kommenterer.

»Nogle blander de store og små bogstaver, og andre tror, at der er frit valg. Jeg har ikke været insisterende, skal jeg det?« spørger Marie Thorsted.

»Ja, jeg tror, I skal begynde at insistere«, svarer Bente Okholm.

Et par elever har problemer med hukommelsen, når det gælder om at huske ord og bogstaver. Det siger dem ikke rigtig noget. Lærerne taler om, hvorvidt elevernes hjerne endnu ikke er modnet, eller om der kan være tale om større problemer, som de skal have undersøgt.

»Flere af dem er nogle små nullerhoveder. Dem, vi taler om her, er smadderbarnlige. Det er faktisk børnehavebørn«, siger Jette Kock, og de andre giver hende ret.

»Ja, deres hjernemodenhed er nok ikke udviklet, men det kan risikere at følge dem op gennem livet«, fortæller læsevejleder Bente Okholm.

Lærerne taler om, at det er synd for dem, fordi andre i klasserne er fløjet til himmels rent læsemæssigt, og nogle af børnene er alt for gode til at dunke sig selv oven i hovedet med dét, de ikke kan.

Inden Bente forlader mødet, fortæller Jette Kock om det næste skema.

»Det eneste sted, jeg har gjort noget strengt, er, at jeg har sat dig på et lille læsehold onsdag. Vi er kun tre om onsdagen, og jeg kan ikke give Marianne flere timer, hun har allerede for mange«.

»Det indgår ikke i min arbejdsbeskrivelse, men jeg gør det gerne«, siger Bente Okholm med et smil - og så er dét besluttet.

De fire teamlærere småsnakker et øjeblik, inden teamkoordinator Marianne Leck Poulsen skærer igennem:

»Vi skal høre om ugens succes«.

Den handler om Adrian, der har fået meget mere ro på, efter at han sidder alene og tæt på tavlen. Det fungerer. Tilsyneladende både for ham og for alle andre.

De taler om et par af eleverne og griner af den flotte sang, én af dem leverede forleden.

»Jeg har tænkt over dét med, at vi synes, nogle af børnene skal løbe, hvis de har uro i kroppen. Det hjælper ikke. De skal snarere finde roen. Det er dét, vi skal hjælpe dem med«, mener Jette Kock.

Men for nogle hjælper det at løbe en tur, siger en af de andre.

Marie Thorsted fortæller, at hun og Anna en dag prøvede at få eleverne til at massere hinanden på skuldrene. Dér blev virkelig ro. Pludselig kunne de høre urets tikken. Det vil de gøre igen.

»Vi kan også klappe os selv på skuldrene over morgensangen. Det går jo nu. Vi skal ikke længere sige undskyld hele tiden, fordi vi forstyrrer«, siger Marie Thorsted.

De taler om de elever, der ofte kommer for sent. Marie sætter dem til at feje i klassen, mens Marianne sætter dem til at læse. Det griner de lidt over.

Har sundhedsplejersken et oplæg, når hun kommer? Det er næste korte punkt. Eleverne skal til høre- og synsprøve, og forældrene kan deltage, hvis de vil.

I uge 5 holder Jette ferie og har lidt dårlig samvittighed over at skabe problemer.

»Det er helt okay. Men vi glæder os til at se dig ugen efter«, lyder det fra kollegerne.

De diskuterer skemaplanlægning. Marianne har for mange timer, men kan holde fri en torsdag eller to. Så er Marie alene i billedkunst. Det er ikke et problem, forsikrer Marie, der er lidt i underskud med timer. Men det bliver sikkert ændret snart, er holdningen hos de andre.

Elevplaner og skole-hjem-samtaler skal de også have planlagt. Kalenderne er fremme, og de får hurtigt fordelt, hvem der gør hvad sammen og hvornår.

Evaluering af de selvstyrende team er et mere fast punkt på teammødets dagsorden. I dag handler emnet om koordineringen af lokalebooking.

Søjlesalen er ofte et problem. Det er dér, der er computerrum, og det kan være svært at booke sig ind. Samtidig står rummet tit tomt.

»Nogle booker kun en halv time. Vi mangler ekstrarum med computere«, siger Anna Bækdal.

Marianne tager problemet med til teamkoordinatormøde.

»I går var der to, der kyssede hinanden i klassen«, fortæller Marie Thorsted.

»Fordi vi er kærester«, som de to elever sagde.

Lærerne griner. Der er hue-regler i timerne hos Marie, og Jette vil ikke se madpakker i timen, mens det er i orden at spise i Mariannes timer.

»Skal vi nu have kysseregler?«

De snakker om et par af eleverne. Der skal være dialogmøde om en af dem snart, og der er flere bekymringsbørn. Hvad gør man, når en elev i 1. klasse kun sjældent kommer i skole? Hvilken hjælp kan man regne med at få? Er der flere timer til specialundervisning, og kan der gives pædagogstøttetimer?

»Jeg vil sige, at jeg har brug for struktur og strategi for at vide, hvad jeg skal gøre for at få ham til at vokse. Desuden skal hans mor altså stole på, at vi gør det bedste for ham«, siger Anna Bækdal.

Der er gået to timer. Mødet slutter med nogle kommentarer om elevplaner, og hvad de kan bruges til, hvordan man klarer sig, når man er nødt til at tale engelsk med forældre, og det kan være svært at finde de rigtige faglige ord. De griner og laver engelske undersættelser. Men der er også alvoren - hvordan siger man det svære til forældre?

»Vi har talt om det mange gange og et par gange med vores konsulent. Men måske skal vi gøre det igen«. |

Elevernes navne er opdigtede