Gaderne ligger øde hen, da den blonde, danske Betina Hvims  tidligt lørdag morgen går de få hundrede meter fra sit hjem til  arbejdspladsen, den græskkatolske skole i Ramallahs kristne kvarter. Hun er gårdvagt denne uge, så hun møder lidt over syv, men solen skinner, og skolegården er allerede fuld af liv. Overalt ligger kulørte skoletasker smidt på jorden, og en stor gruppe seks- til otteårige piger og drenge leger fangeleg.

Betina underviser skolens 1., 2. og 3. klasse i engelsk og ifølge Betina var det en usikker jobsituation efter et to års vikariat på N. Zahles Skole i København, der førte hende til Vestbredden.

"Jeg besluttede at vende finanskrisen til noget positivt. Jeg ville ikke bare rejse og opleve, men jeg ville hjælpe nogen og synes, at konflikten i Palæstina er et af de største problemer skabt af Vesten," siger den 30-årige lærer. 

En multireligiøs skoleoplevelse

Idet Betina træder ind ad porten, iler en flok drenge fra 2. klasse smilende hen til hende og begynder ivrigt at fortælle på simpelt - men letforståeligt - engelsk om fredagens bedrifter. Børnene har fri fredag og søndag for at tilgodese skolens både kristne og muslimske elever.

Klokken halv syv ringer det ind og børnene stiller sig i rækker, som Betina inspicerer nu er lige. Der spilles op til en kristen fællessang, som alle synger med på med stor indlevelse, hvorefter nogle af eleverne slår korsets tegn. Bagefter går alle ind i klasseværelserne til tonerne af Palæstinas nationalmelodi.

Selvom skolen i princippet tilhører den græskkatolske kirke, kommer børnene både fra kristne og muslimske hjem. Men det er ikke noget man mærker til, fortæller Betina.

"Ahmed er selvfølgelig muslim, og Jack er kristen, men det er ikke noget vi taler om ," siger Betina, som i starten tolkede det som et tabu. Hun diskuterede det med en kollega, der forklarede, at når nu børnene var ligeglade, var der ingen grund til, at de voksne gjorde et stort nummer ud af det.

"Religion er noget, der primært hører til derhjemme, hvor de får deres religiøse oplevelse", fortæller Betina, som alligevel mener, at skolens kristne baggrund kan ses ved en lidt mindre konservativ kultur i forhold til lærernes beklædning, samtaleemnerne på lærerværelset og ved, at der for nyligt blev indført seksualundervisning for de ældre klasser.

At undervise i et konfliktområde

I dagens anden time har Betina 3. klasse. Sammen med den 23-årige palæstinensiske lærer Hiba underviser hun 35-40 børn. Timens tema er verber i datid, og som eksempel fortæller Betina: "Yesterday I went to Jerusalem and ate cheesecake." - "Walla?" - er det rigtigt? -  udbryder flere af børnene.

Ligesom religion er konflikten med Israel også noget, lærerne forsøger ikke at diskutere i klasseværelset, selvom det er umuligt helt at undgå, at det slipper ind, vurderer Betina. Hun er overrasket over, hvor meget børnene i selv de helt små klasser ved om situationen.

"Vi snakker meget om Jerusalem, som er meget 'hypet', fordi børnene ved, at ikke alle kan komme dertil, men at man skal have tilladelse (fra de israelske myndigheder, red.). Jerusalem bliver derfor altid omtalt som noget helt specielt og 'helo', altså smukt," siger hun og fortæller, at hun også overvejer, hvilke eksempler hun bruger.

"For tiden har vi om transport, for eksempel om at køre, flyve og sejle, og af politiske årsager kan jeg ikke få mig selv til fx at sige; 'man kan sejle fra Tel Aviv', når de nu ikke har lov at komme dertil. Så på den måde spiller det vel en rolle", siger Betina som dog fortæller, at hun i hverdagen ofte glemmer, at hun befinder sig i, hvad der i dansk optik omtales som en konfliktzone.

Betina har tidligere undervist i palæstinensiske landsbyer og flygtningelejre. Derfor kan hun se, at livet er lettere for børnene i Ramallah, der er de palæstinensiske områders de facto hovedstad. I modsætning til børn uden for byen konfronteres de sjældent med israelske soldater, tåregas, separationsmuren mellem Israel og Vestbredden eller natlige ransagninger og arrestationer af familiemedlemmer.

I landsbyerne, hvor hun underviste store børn og teenagere, var konflikten en del af børnenes hverdag. Det kunne for eksempel ses i skriveøvelser, hvor 14-årige Samira skrev 'I like math - I don't like the border'. Mange af drengene var også meget aggressive, når de talte om forholdet til Israel, og Betina indførte derfor et tema om konflikten i sin undervisning, hvor hun lærte dem at diskutere politik og konfliktløsning på engelsk.

Temaet mødte generelt stor opbakning, dog med en enkelt undtagelse.

"Der var en landsby hvor jeg ikke måtte bruge ordet 'Vestbredden'. Jeg havde tegnet et kort over Israel og Vestbredden, men fik pænt at vide at 'det snakker vi ikke om," fortæller Betina: "For dem hed det hele Palæstina."

Som vores bedsteforældres skole

Selvom Betina vurderer, at børnene i byen Ramallah er mærkbart stærkere fagligt, er undervisningskulturen stadig gammeldags og konservativ.

"Good morning, miss Betina," siger 2. klasse højt i kor, da Betina træder ind til dagens tredje time. Og hver gang en elev vil sige noget, tiltales Betina som 'miss'.

For Betina har den største omvæltning ikke været at arbejde i et konfliktområde, men at arbejde under forhold, der minder mest om danske undervisningsmetoder i 1950'erne. Hun har derfor tænkt meget over, hvordan hun bedst udnytter sin danske pædagogik.

"Jeg kommer ikke for at lave om på dem, men må acceptere præmissen om, at undervisningsformen primært beror på stavning og læsning samt konstante evalueringer," siger Betina, "Men mit mål er, at barnet rent faktisk tager det til sig og bruger sin nye viden og nye ordforråd. På den måde kan fokus på basiskundskaber styrke eleverne."

Betina har haft særligt fokus på de svage elever, som i klasser med op til 38 elever ofte bliver overset.

"Allerede den første uge opdagede jeg, at flere klarede sig udmærket i for eksempel diktat, fordi de blot skrev af eller lærte udenad. Men rent faktisk kunne de ikke læse og forstå ordene," siger Betina og fortæller, at hun derfor indførte nye undervisningsmetoder, der fokuserede på. at børnene læste og løste opgaverne selv.

"Jeg er faktisk ret stolt af, at der på grund af mig i hvert fald er fem elever mere i hver klasse, som nu kan læse og forstå," siger den ellers så beskedne nordjyde.

Omvendt er hun ikke i tvivl om, at der også er erfaringer, både personlige og professionelle, hun vil tage med sig, når hun vender tilbage til de danske klasselokaler.

"Jeg har lært at være mindre bange for evalueringer og test", siger hun og uddyber: "I Danmark er der meget fokus på at kunne reflektere og evigt og altid tage stilling til alt, men der er også faglige fordele i at fokusere mere på stavning og læsning. Og de ugentlige test afslører, hvilke elever der har brug for hjælp," konkluderer hun.

Skoledagen er forbi på den græskkatolske skole i Ramallah, og som det ringer ud, løber børnene ud i forårssolen, og Betina går hjem gennem de nu travle gader med grønthandlere, bagere og små kebabgrillbarer, der fylder luften med duften af krydderier. 

Lena Odgaard er freelancejournalist i Mellemøsten