Bente Sorgenfrey er "godt gammeldags vred"
Nana Reimers
Lærernes hovedorganisation stopper samarbejde med regeringen
FTF's formand Bente Sorgenfrey er vred på statsministeren, fordi hun mener, at han har brudt samarbejdsfladen med fagbevægelsen ved ikke at tage organisationernes forslag med i sine overvejelser. FTF vil derfor ikke længere samarbejde med regeringen.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Regeringen indbød i august arbejdsmarkedets parter til en trepartsdrøftelse om udfordringerne med at skaffe mere arbejdskraft. Lærernes hovedorganisation FTF mener, at man er mødt op med en positiv tilgang og har bidraget med flere forslag til at forøge arbejdskraftudbuddet. Men formand Bente Sorgenfrey mener ikke, at regeringen har været lydhør.
"Vores oplevelse er, at regeringen på intet tidspunkt i forløbet har taget initiativ til reelle drøftelser med arbejdsmarkedets organisationer, hverken om regeringens egne forslag eller de forslag, som vi undervejs har fremsendt".
Socialdemokraterne røg ud af regeringens forhandlinger om dagpengeretten, og regeringen har nu aftalt med Dansk Folkeparti, at de kommunale jobcentre fremover også skal tage sig af a-kassernes medlemmer og ikke kun kontanthjælpsmodtagerne.
Det er Bente Sorgenfrey "godt gammeldags vred over".
"Vi står helt uforstående over for, at regeringen med det smallest mulige flertal bag sig og uden nogen form for offentlig diskussion eller drøftelse med arbejdsmarkedets parter har besluttet at indføre et enstrenget kommunalt beskæftigelsessystem... Vi mener, at beslutningen hviler på et usagligt grundlag", lyder det i et brev fra FTF-formanden til statsministeren i dag.
Bente Sorgenfrey ser derfor ikke nogen grund til at fortsætte drøftelserne med regeringen, med mindre den pludselig viser sig ''reelt interesseret i seriøse trepartsforhandlinger".
Læs mere
Bente Sorgenfreys brev til Anders FoghRasmussen