Færre elever må holde sig for ørene, fordi der er larm i klassen, viser den nye Pisa-undersøgelse.
Foto: iStock
Pisa: Færre elever klager over uro i klassen
Betydeligt færre danske skoleelever oplever over støj og uro i timerne, viser den nye Pisa-undersøgelse. I dag er det kun hver tredje elev, som oplever problemer. I 2003 var det mange flere.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
"I 2003 klagede 43 procent af eleverne over uro og støj. Det er faldet til 33 procent. Så der er sket noget", siger formanden for det danske Pisa-konsortium Niels Egelund på pressemødet i dag, hvor Pisa 2012 blev offentliggjort.
Sidste gang Pisa målte elevernes opfattelse af undervisningsmiljøet var i 2003. Selv om det ser ud til, at der er sket en forbedring, er der stadig noget at hente. Undersøgelsen viser nemlig, at miljøet og disciplinen i klassen har væsentlig betydning for elevernes resultater i matematik.
"Hvis eleverne siger, at de ikke hører efter, hvad lærerne siger, så giver det et fald på 14 Pisa-point, som dog kun er 12, når vi korrigerer for social baggrund", siger Niels Egelund.
Undersøgelsen viser, at elever, der kun nogle gange oplever støj og uro i matematiktimerne, opnår gennemsnitligt højere matematikscore, når man sammenligner med elever, der oplever problemer i de fleste matematiktimer.
23 procent af eleverne svarer i Pisa 2012, at læreren må vente i lang tid, før eleverne falder til ro. Det er også betydeligt færre end i 2003.