I løbet af gymnasiet er det meningen at alle elever gør sig tanker om, hvilke eller hvilken videregående uddannelse de har tænkt sig at studere så de efter deres sidste studentereksamen kan søge optagelse på den uddannelse de brænder for. Desværre udtrykker en del studerende sig ikke eksplicit for hvilke videregående uddannelser de gerne vil studere på, hvilket i langt de fleste tilfælde skyldes negligeringen af en del professioner, herunder læreruddannelsen.

Allerede som folkeskoleelev, udviklede jeg en interesse for det pædagogiske felt, da jeg på det tidspunkt havde to brødre, som var lærerstuderende. Da jeg senere hen startede på gymnasiet, eksploderede min interesse for læreruddannelsen, som resultat af min udviklede forståelse samt min øgede observering af mine brødres materiale, som de havde på læreruddannelsen. Jeg begyndte derfor at læse filosofiske tekster i min fritid og diskutere dem samt andre pædagogisk relevante emner med mine brødre. Men denne interesse for det pædagogiske felt, mere specifikt, læreruddannelsen, måtte jeg desværre lægge skjul på, da hverken læreruddannelsen eller lærerjobbet var anset som et prestigefyldt område. I stedet hørte jeg konstant det negative, nedladende samt forvrængede syn på læreruddannelsen samt lærerjobbet, hver eneste gang det kom på tale. Det var som om man havde spildt sine gymnasieår og sit liv, hvis man valgte læreruddannelsen og det er blandt andet følgende påstande og antagelser det var baseret på:

- Læreruddannelsen er en uddannelse for individer som ikke har haft mulighed for at komme ind på andre uddannelser

- På læreruddannelsen kan man bestå eksamen uden at dukke op til undervisning eller læse noget

- Lærere er dårligt lønnet og arbejdet kan udføres af enhver, da det blot er børn man har med at gøre

Desværre kan man ved at se på ovenstående påstande hurtigt komme frem til, at det nedladende syn på læreruddannelsen ikke er baseret på andet end fejlantagelser og fejlslutninger.

Der kan være mange årsager til det pædagogiske felts manglende anerkendelse. Personligt mener jeg at man først og fremmest bør se på de faktorer der definerer en respektabel uddannelse samt et prestigefyldt eller respektabelt job. Gør man det, vil man komme frem til, at lønnen er den allerhøjst vægtende faktor. Så kan man stille følgende spørgsmål:

Bør alle job og arbejdsområder i Danmark være højtlønnede for at vi kan løse problemet omkring underkendelsen af flere fag- og arbejdsområder?

Selvfølgelig ikke, men lønnen bør afspejle mængden og sværhedsgraden af det arbejde man udfører og jeg vil hævde at lærernes løn ikke afspejler deres udfordrende samt (i nogle tilfælde) psykisk nedslidende job.

Hvordan lærerstuderende, som mig selv og lærere på folkeskoler kan bekæmpe underkendelsen af dette felt har jeg ikke et decideret bud på. Jeg vil blot stille et spørgsmål til eftertanke:

Hvordan kan man forvente af lærere at skulle danne grundlaget for de næste generationer samt udvikle og danne de næste generationer til at blive intellektuelle, rationelle og autonome individer der aktivt påvirker dette samfund og hele verden for den sags skyld, til at blive et bedre sted at leve, når en klar underkendelse af vigtigheden af deres job finder sted?

At forvente at folkeskolelærere skal udføre deres job til det fulde samt bevare motivationen, uden at forsøge at ændre den nuværende situation lærerne står i mht. underkendelse af deres job, er dadelværdigt og under al kritik.