Mentorordning betyder meget

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

65 lærere i aldersgruppen mellem 20 og 30 år søgte sidste år DLF's rådgivning for lærere med psykiske arbejdsmiljøproblemer. Rådgivningen fik i alt 824 henvendelser, og flest handlede om arbejdspres, problemer med ledelse eller med elever.

Hvis man udelukkende ser på gruppen af unge lærere, så viser det sig, at mere end en femtedel af dem, der søgte hjælp i 2007 og 2008, nu har meldt sig ud af DLF. Ligesom Cecilie Middelboe-Jakobsen har gjort. I 2007 var det 21 ud af 98 unge lærere, der meldte sig ud, og i 2008 var tallet 22 af 97. I 2009 var det kun to ud af 65.

I statistikken kan man ikke se, hvorfor de unge lærere har meldt sig ud. Der kan være mange årsager, men en af dem kunne være, at de syntes, lærerjobbet var hårdere, end det burde være.

Socialrådgiver i DLF, Susanne Grove, fortæller, at det vigtigste for de unge lærere er, hvordan de bliver modtaget ude på skolerne.

»De har ambitioner om, at de skal klare jobbet godt, og derfor går det rigtig galt, når de får klasser, der er svære at takle. Det vigtigste for de unge er, at de får de fag, de har linjefag i, at de får velfungerende klasser, og at de kommer i et godt team«, siger Susanne Grove.

»Det nytter ikke, at en skoleledelse bare skal have en fagfordeling til at gå op. Når alt er nyt, er det ekstra voldsomt at skulle sætte sig ind i et fag, man ikke kender. Desuden tager det tid at bygge en lærerautoritet op«.

De unge lærere fortæller hende jævnligt, at de har fået præsenteret en rigtig vanskelig klasse som nogle »søde og livlige børn«.

»Det holder ikke. For det betyder, at de vender det indad, når de oplever problemer med en klasse. Så bliver det dem, der ikke er gode nok som lærere«.

Unge lærere har svært ved at sige fra, forklarer hun. Derfor betyder en mentorordning og supervision meget for nye lærere. Det er et formaliseret tilbud, hvor de får mulighed for at fordybe sig, for at få skilt tingene ad og tale med andre om problemerne. Om hvorfor noget rammer dem hårdere end andet.

hl@dlf.org