Hun er en ung entusiastisk lærer. En af dem, folkeskolen så kraftigt efterspørger.

Efter at være færdiguddannet i 2006 får hun straks arbejde, men efter et år med et voldsomt skema med mange forskellige fag og meget udfordrende elever blev det for meget.

»Jeg kan slet ikke huske noget positivt fra det år«, fortæller Cecilie Middelboe-Jakobsen.

To uger før sommerferien gik det helt galt. Da hun kom ind til den værste af klasserne, og gulvet sejlede i vand, kunne hun ikke mere. Hun gik til skolelederen, og de sidste to uger slap hun for dén klasse. En vikar tog over, men efter en uge sagde hun fra.

»Hvorfor gjorde jeg ikke dét?« spørger Cecilie Middelboe-Jakobsen i dag.

»Jeg fandt mig i for meget. Jeg var så fast besluttet på, at jeg skulle gennemføre det første år, at jeg slet ikke overvejede at stoppe«.

Samtaler hos psykolog

Efter den dårlige oplevelse tog hun ud at rejse et halvt år, kom tilbage og prøvede at arbejde på en ny skole.

»Det gik slet ikke. Jeg var død-nervøs for at begynde, havde præstationsangst og kunne ikke sove om natten. Jeg tænkte på den første skole. Jeg frygtede for at gå på arbejde. Jeg tror slet ikke, at jeg havde fået bearbejdet det«.

Tillidsrepræsentanten henviste til rådgivningen for lærere med psykiske arbejdsmiljøproblemer i DLF. Her fik hun fem samtaler med en psykolog, men syntes ikke, at det hjalp.

»Jeg kunne ikke kende mig selv. Jeg sov ikke og var nervøs for at gå på arbejde. Jeg søgte forklaringer på, hvorfor jeg havde det sådan, men jeg oplevede ikke, at psykologen forstod mig. Så jeg meldte mig syg efter nogle måneder og mærkede hurtigt, at jeg aldrig ville komme tilbage til dette arbejde. Jeg sagde op«.

»Jeg følte mig totalt udbrændt, og hvis jeg ikke har motivationen, så dur det ikke«.

Hun søgte nogle lærerstillinger og var åben om, at hun havde haft en meget dårlig start.

»Bagefter fik jeg hjertebanken, da nogen sagde, at de ville ansætte mig. Jeg sagde nej. Jeg kunne ikke«.

Mit skema værre end andres

Da Cecilie i august 2006 fik et barselsvikariat på Strandvejsskolen på Østerbro i København, havde hun et skema med 1. klasse i idræt, 2. klasse i specialidræt, 4. klasse i matematik, natur/teknik og historie, 6. klasse i matematik og natur/teknik, 7. klasse i idræt, geografi og biologi, 8. klasse i idræt og 9. klasse i idræt.

»Jeg søgte bevidst et barselsvikariat for at prøve lærerjobbet af, men jeg tror, at mit skema var værre end de andre læreres. Der var ingen mentorordning. Især i 6.- og 7.-klasserne var der store problemer - både fagligt og socialt. Indbyrdes talte eleverne grimt til hinanden, og de mødte mig med at fortælle, at de sagtens kunne få mig til at græde, for det havde de fået andre lærere til. Jeg var heller ikke forberedt på de tøsemagtkampe, der var i nogle klasser«.

Hun måtte hurtigt gå til skolelederen, fordi eleverne blev sure over, at deres mobiler og tasker var låst inde i gymnastiksalen. Det var almindeligt på skolen, men en elev skreg hende op i hovedet og ville have sine ting.

»Jeg blev ude af den, gik til lederen og fik så en anden lærer med i idrætstimerne i 7. klasse de næste to gange«.

På skolen var det almindeligt kendt, at det var en streng klasse. Det viste sig desuden, at deres klasselærer var sygemeldt i længere tid. Skolens AKT-lærer (adfærd, kontakt, trivsel) ville sætte gang i et forløb for 7.-klassen, men det blev aldrig til noget.

Se film eller spil rundbold

»Skolelederen fortalte mig, at der var store sociale problemer i klassen, og at jeg måtte se alle de film med klassen, som jeg havde lyst til. Jeg kunne også spille rundbold med eleverne. Men det var jo ikke derfor, jeg var blevet lærer. Flere elever sad fast på bænken foran skolelederens kontor, og jeg fik at vide, at jeg kunne sende dem hjem, hvis det var for galt. Men jeg går ikke ind for at sende elever uden for døren eller hjem. Jeg prøvede det, selv om jeg synes, det er forkert. Jeg prøvede alt. Jeg var streng, jeg lokkede. Intet hjalp«.

Cecilie Middelboe-Jakobsen mener, at teamarbejde kunne have hjulpet her. Hun manglede at få talt de enkelte elever igennem med kollegerne.

Hun karakteriserer 7.-klasse-eleverne som »os mod skolen«, mens det i 6. klasse var »alle mod alle«.

»Det gik egentlig udmærket i 4.-klassen, men 6.- og 7.-klasserne slog mig ud«.

De andre lærere gjorde tingene på hver deres måde i de to klasser, men Cecilie havde slet ikke overskud til at tale om problemerne, når hun var på skolen. Hun savnede, at skolelederen efter et par måneder havde indkaldt hende til møde og spurgt, hvordan det gik. Cecilie henvendte sig flere gange til lederen for at tale om klasserne. Her blev hun støttet i, at der var store problemer i de to klasser.

»Jeg har sagt til skolelederen, at jeg ikke håber, man giver sådan et skema til andre nye lærere«.

»Skolelederen sagde, at hun aldrig ville sende praktikanter ind i de to klasser, men hvorfor så sende en nyuddannet lærer derind?« spørger Cecilie.

Hun fortæller, at hun altid kunne gå til lederen, det var bare ikke altid, det hjalp noget.

Savnede supervision

Cecilie havde en elev med Asperger i en af klasserne. Hun syntes ikke, at han skulle deltage i en test, klassen skulle have. Men det blev hans mor vred over. Drengen havde et særligt skema og sad jævnligt og slog hovedet ned i bordet.

»Jeg havde ikke hørt om Asperger før. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre. Så jeg kunne godt have brugt et kort kursus i, hvordan jeg skulle arbejde med ham«.

»Jeg følte mig i det hele taget meget alene med problemerne trods søde kolleger. Jeg savnede supervision og teamarbejde. Det, der skræmmer mig, er, om jeg får det sådan igen«.

Hun er ikke længere medlem af DLF, men hun ønsker stadig at arbejde som lærer.

Lige nu arbejder Cecilie i skolefritidsordningen på Dyssegårdskolen i Gentofte.

»Jeg valgte skolen fra af nød. Jeg kunne rigtig godt tænke mig at være lærer, at lave et forløb med eleverne. Jeg har ikke opgivet, men samtidig tør jeg ikke. Jeg er bange for at få angsten igen«.

»Men jeg synes, det er en skam - for mig og for samfundet - at jeg har taget en læreruddannelse uden at bruge den«.