John Sabalic er glad for at være lærer, så glad, at han gerne bruger fritid på at tænke over, hvordan undervisningen skal tilrettelægges, og på at finde inspiration til nye undervisningsforløb.

Men glæden er blandet med malurt.

Når han griber telefonen for at tale med en kollega eller med nogle forældre, eller hvis han sidder og forbereder sig hjemme og søger oplysninger på nettet, ligger det hele tiden i baghovedet, hvem der skal betale.

»Forleden aften drøftede jeg undervisning med en kollega. Bagefter fandt jeg ud af, at samtalen havde kosten 44 kroner, fordi kollegaen kun havde mobiltelefon. Hvem der betaler? Det gør jeg. Der er ingen andre til det, selvom det havde været en oplagt udgift for min arbejdsgiver. Resultatet er, at jeg sidder tilbage med en følelse af, at det mest er for min egen skyld, når jeg udfører mit job, sådan som jeg synes, det bør udføres«, siger John Sabalic, der er ansat på Rønde Skole i Syddjurs Kommune.

I forbindelse med undervisningen i dansk downloader han små videoklip fra nettet. Det foregår tit hjemmefra om aftenen eller i weekenden.

»Det er en del af min og mange andre læreres almindelige forberedelse, alligevel skal vi selv betale for opkoblingen til nettet. Fordi jeg selv skal betale, har jeg valgt en forholdsvis langsom forbindelse, hvilket får det til at tage lang tid. Når jeg venter på, at computeren får downloadet, tænker jeg på, hvor dejligt det ville være, hvis min skole gav mig en bedre opkobling«.

Min lyst bliver hæmmet

Ny teknologi sætter grænser og giver nye udfordringer. Det er en kendt sag, men var det arbejdsgiveren, der havde leveret hjemmecomputeren, kunne John Sabalic slippe for en del af problemerne.

»Som det er i dag, føler jeg ikke, at jeg som lærer har de bedste betingelser. Det er ærgerligt, og det hæmmer min lyst til at gøre det optimale for at være på forkant med jobbet«.

Hvis det er overladt til den enkelte kommune, sker der ikke noget, fordi mange ikke har råd til at investere mere, end de gør.

»Man risikerer, at der bliver skabt et a- og et b-hold, fordi der trods alt er en del kommuner, der har penge til at følge med den teknologiske udvikling. Resultatet kan blive, at kommunerne begynder at konkurrere indbyrdes om, hvem der kan tilbyde lærerne hvilke arbejdsredskaber«.

Det er ikke kun af hensyn til dem, der er lærere i dag, at arbejdsforholdene burde forbedres. Hvis unge skal få lyst til at blive lærere, og hvis læreruddannelsen skal rekruttere de bedste til jobbet, nytter det ikke noget, at fagets udøvere føler sig andenrangs behandlet.

En uforstående skoleleder, forvaltningschef eller undervisningsminister kunne indvende, at lærerne bare kan forberede sig på skolen. Her er der telefonadgang, computere og skrivebordsplads.

»Fint nok, men det passer ikke med virkelighedens verden«, siger John Sabalic.

»Som lærer skal du være fleksibel, og det forventes, at du forbereder dig, selvom det bliver om aftenen eller i weekenden. Da er du altså ikke på skolen. Det nytter heller ikke noget at ville have en samtale med Peters mor og far klokken 15.00, når først de kommer hjem klokken 18.00«.