En fuldvoksen kalkun led forleden en voldelig død. En rovfugl fik øje på den fra luften, og på trods af de mange kilo lykkedes det den at fragte byttet ud på en mark, hvor kalkunen blev fortæret, til kun skroget var tilbage.

'Sådan må det være gået til. Vi har ganske vist ikke så store rovfugle her i området, men vi bor ved vandet, og der må være kommet en ordentlig krabat forbi. Jeg har hørt, at de kan punktere lungerne med deres kløer, så selv store dyr ikke kan bevæge sig',siger Frank Krøyer.

Episoden med rovfuglen er det mest dramatiske, der er sket i lang tid. Normalt er der stille og fredeligt på den yderste spids af Lundø nordøst for Skive, hvor Mette og Frank Krøyer bor.

Det fredelige vil han gerne have til at brede sig til både den nære og den fjerne omverden. Derfor har han gennem mere end en snes år været engageret i fredsarbejde.

Det burde der for alvor være blevet tid til, da han for tre år siden gik på pension efter at have været lærer i folkeskolen i 40 år, men også på Lundø lider mennesker i den tredje alder af fænomenet mangel på tid.

'Man tror på forhånd, at der er tid til det hele, når man bliver pensionist, men sådan er det slet ikke, så skal man for alvor til at prioritere', siger Frank Krøyer.

Gang i P1

Hestene udenfor tilhører naboen, så de skal ikke passes, men de ni får kræver deres, og det samme gør hund og kat, høns og kalkuner. De sidste må dog lade livet en af de nærmeste dage, så der ikke skal fodres på dem vinteren lang.

En del af de 20 hektar jord, der udgør ejendommen, er lejet ud, men det meste dyrker familien selv. En landmand i nærheden klarer høstarbejdet, så naboskabet kommer til at hænge godt sammen, men Frank Krøyer står selv for jordarbejde, såning og pløjning.

'Det er egentlig ikke så dårligt at gøre det på den måde. Op i traktoren, på med hovedtelefonerne og gang i P1, så kører jeg fure op og fure ned og bliver klogere'.

Barnebarnet på to og et halvt år skal passes en gang imellem. Han har lige været på besøg, så morgenen er gået med at rydde op. Der skal også være tid til at gå på jagt, selvom Frank Krøyer efterhånden ikke kan nænne at trykke på aftrækkeren. Røde Kors i Skive, som han er formand for, kræver også sit. Besøgstjeneste, venskabsprojektet i Vietnam, genbrugsbutik. 60 menneskers indsats skal koordineres og gå op i en højere enhed.

Det var hustruen Mette, der skubbede på for at få Frank til at gå på pension. Hun var stoppet som leder af et plejehjem året før og ønskede, at de skulle kunne foretage sig flere ting sammen, men hun havde ikke taget højde for, at der blev mangel på lærere.

Lærer sprang fra

'Dalgasskolen i Skive, hvor jeg var ansat, havde skaffet en ny lærer, da jeg stoppede, men han sprang fra. Så sagde jeg ja til at fortsætte med min klasse i fysik og kemi. Den førte jeg op til den afsluttende prøve sidste år, og i år har jeg så en ny klasse. Men til sommer skal det være slut. Det er ikke, fordi der er utilfredshed med min indsats. Fra forældremøderne får jeg at vide, at det går godt, men man skal stoppe, mens legen er god, og det er nu'.

Frank Krøyer var glad for, at Mette gav det puf i retning af pensionisttilværelsen. Begejstringen for lærergerningen var nemlig kølnet.

'Arbejdsdagen var med årene blevet for hektisk. Før drejede det sig om undervisning, men efterhånden var der kommet så meget med årsplan og møder, som ikke lige var mig. Sådan tror jeg, mange lærere føler det. En lærer bør være knyttet til sit lokalområde,og der bør være tid til at bruge andet end hovedet. Når man har et sted som vores, kommer man tæt på naturens gang og på livet og døden. Det tror jeg er vigtigt for at være en god lærer'.

Efter uddannelsen på Skive Seminarium i 1959 gik turen til Nørrelandsskolen i Holstebro. Nogle år senere var han med til at opbygge Daugbjerg, Mønsted, Smollerup Fællesskole, der senere kom til at hedde Mønsted Skole, op fra bunden. Så vendte han tilbage til Holstebro for at blive lærer på byens lilleskole, og i 1972 blev han ansat på Dalgasskolen, Skive Seminariums øvelsesskole.

'Jeg har godt kunnet lide at være steder, hvor der var udfordringer, og hvor der var lagt op til eksperimenter. At jeg syntes, at det var på tide at forlade skolen, er ikke udtryk for, at jeg synes, tingene generelt er gået i en gal retning. Faktisk er detlykkedes over al forventning at få folkeskolen til at følge med tiden'.

Aktiv fredsarbejder

I 1986 var Frank Krøyer med til at oprette organisationen 'Fredspædagogisk værksted'.

Det er en mellemfolkelig, pædagogisk forening, der har som formål at fremme menneskerettigheder, fred og demokrati ved at afholde internationale dialogmøder, udgive nyhedsbrevet 'International Teachers' og ved at arrangere udveksling af lærere og elever.

'Min interesse for fredsarbejde blev vakt i slutningen af 1970'erne, hvor supermagterne for alvor havde gang i oprustningen. Der skulle flere og flere atomvåben til, og befolkningerne blev gidsler i et vanvittigt kapløb. Jeg gik og var ængstelig for, hvordan det ville gå, og så besluttede jeg mig for at ville gøre en indsats', fortæller Frank Krøyer.

Familien har netop været med organisationen i Nepal, hvor man boede hos nepalesiske lærere og besøgte skoler. Delegationen besøgte en afsidesliggende skole tæt på Tibet, som man havde finansieret nogle møbler til. Besøget var 'voldsomt spændende'. Det samme var det for tiende gang at have lærere fra en række lande på fælles studietur i Danmark.

'Vi havde dem boende privat, og de er med på skoler tre-fire dage. Så kørte vi til København, og undervejs besøgte vi almindelige skoler og skoler for autister og andre handicappede. I København besøgte vi blandt andet DLF og Christiansborg. De syntes, at det var meget spændende, og der var mange ting, som de kunne tage med hjem. For eksempel har en skoledirektør i Ukraine direkte inspireret af sine oplevelser her indført en målsætning for sin skole, der handler om, at lærere og elever skal have et ligeværdigt forhold. Der er indført elevråd, og der lægges mindre vægt på karakterer og prøver'.

Frank Krøyer citerer Erling Bjøl, når han skal fortælle om visionerne for sit fredsarbejde. Den gamle professor har sagt, at de mest skyldige i krig er præsterne og lærerne.

'I den globaliserede verden er det vigtigere end nogensinde at gøre noget som lærer. Vi bør pædagogisk gøre en indsats for, at samfundet kan klare omstillingen til det multikulturelle. I bund og grund handler det om at lære demokrati. Det er noget, man skal øve sig på i det daglige. Gennem vores arbejde er vi med til i det mindste intellektuelt at fremme forståelsen for, hvor mangfoldige mennesker er. På den måde håber jeg, at vi forebygger vold', siger Frank Krøyer.Jan Kaare er freelancejournalist

Man tror på forhånd, at der er tid til det hele, når man bliver pensionist, men sådan er det slet ikke, så skal man for alvor til at prioritere