Opgaverne voksede. Han magtede dem ikke længere. Udførte sit arbejde dårligt, og oveni kom så hele strukturændringen med kommunesammenlægningerne. Han brød sammen en onsdag morgen efter endnu en nat næsten uden søvn.

Det er et år siden nu, og han er tilbage på jobbet som pædagogisk konsulent i Svendborg Kommune. Det vil sige: i et andet job, i en ny struktur og uden de ledelsesbeføjelser, han tidligere havde. Men han er tilbage, har det meget bedre, har droppet sin hjemmearbejdsplads og fortæller med glæde, at han har fået sin fritid tilbage.

Arne Larsen-Ledet har arbejdet i Svendborg Kommune i 29 år. Først som lærer og skolekonsulent og fra 1993 som pædagogisk administrativ konsulent. Her var han også stedfortræder for skolechefen. Involveret i forhandlinger med lærerkredsen og i arbejdet med at slå tre kommuner sammen til én.

»Set i bakspejlet var opgaverne eskaleret over fire til fem år, og jeg havde ikke lyttet til de mange signaler fra min krop om, at det var for meget«, fortæller han.

Til sidst sad han på kontoret og stirrede ind i computerskærmen uden at få arbejdet fra hånden, og så sad han til gengæld derhjemme om aftenen - og noget af natten - for at indhente alt det, han ikke havde nået.

»Jeg kunne se, at det arbejde, jeg udførte, havde en dårlig kvalitet. Det var sløset og overfladisk, reelt nåede jeg ikke opgaverne, alt blev gjort i sidste øjeblik, og resultatet var dårligt. Sådan var det faktisk i hele 2005«.

»Bagefter har kollegerne sagt, at de godt kunne se det komme. Jeg blev mere og mere firkantet, efterhånden som jeg følte mig presset - og vred. Men selv om de havde sagt noget til mig, ville jeg ikke have taget imod det. Jeg er jo en mand«, smiler han.

Jeg har lært meget om mig selv

Da han var gået ned med en depression, talte han med sin chef. Han gik til læge, der anbefalede en psykolog, men Arne Larsen-Ledet mente ikke, at en psykolog kunne hjælpe. Derfor gik han med sin depression i to måneder, før han fik taget sig sammen og ringede til DLF's rådgivningstjeneste.

»Og så var der tre ugers ventetid bare på en samtale. Sådan er det jo. Det er bare svært, når man nu endelig har taget sig sammen«.

»Men det var en god samtale, og jeg fik en psykolog i Odense. Fordi jeg har arbejdet sammen med alle psykologerne i Svendborg, besluttede vi, at det skulle være et andet sted. Jeg går der endnu, og jeg har stor glæde af det. En psykolog kunne godt hjælpe mig. Jeg har lært så meget om mig selv det seneste år, som jeg aldrig havde troet, at jeg skulle lære. En psykolog finder sagens kerne, selv om man har paraderne oppe i starten«, siger han.

Hjemmearbejdsplads fjernet

Hos lægen fik han antidepressiv medicin, som han stadig tager. Og hos psykologen fortalte han hurtigt, at han havde planer om at begynde at arbejde lidt igen i et roligt tempo og med nogle hjemmearbejdsdage.

»Psykologen spurgte mig, hvornår jeg så troede, at jeg ville arbejde. Ja, nok ikke om morgenen, men engang hen på dagen, svarede jeg. Men så sagde hun, at jeg ikke måtte røre den hjemmearbejdsplads, før jeg var fuldt raskmeldt«.

»Det gav mig noget at tænke over, og så ringede jeg til arbejdet og bad dem om at fjerne min hjemmearbejdsplads. Det gik jo ikke. Jeg har haft den i rigtig mange år, men jeg kunne ikke administrere det. En hjemmearbejdsplads er i høj grad til arbejdsgiverens fordel. Det er altså vigtigt at holde fri, når man har fri. Vide, at når man forlader jobbet, så kan man ikke gøre mere før i morgen«.

Han fortæller, at han altid tænkte, at han lige kunne se lidt på et par opgaver om aftenen. Men aften blev ofte til meget sent, fordi han lige skulle lave mad, spise, tale med familien, se lidt tv - og så var klokken 23. Derefter arbejdede han et par timer og var så for træt til at sove.

Ventetid på reform

Oven i at den normale arbejdsmængde voksede, kom arbejdet med kommunalreformen.

Arne Larsen-Ledet fortæller, at kommunens medarbejdere var ivrige efter at komme i gang med arbejdet med reformen, da den var vedtaget, men de måtte hele tiden vente på, at et led højere oppe i hierarkiet skulle gøre sit arbejde færdigt. Det blev til meget ventetid, samtidig med at man vidste, at der lå en stor opgave forude. Det gav grobund for stress.

Først i juni 2005 kunne det kommunale niveau begynde på arbejdet med reformen. Svendborg, Egebjerg og Gudme skal slås sammen til én kommune med cirka 60.000 indbyggere, og fra hver af de tre kommuner mødte to personer op til møde i sammenlægningsgruppen.

»Vi seks personer kendte ikke hinanden. Vi stod over for hinanden som den store kommune og de små. Det var ikke et let job, vi havde, og der var slet ikke sat tid af til, at vi lærte hinanden at kende. Det hele emmede af modstand. Og så havde vi en første deadline i slutningen af august med en sommerferie imellem«, siger Arne Larsen-Ledet.

»Arbejdet foregik uden kompensation. Vi havde stadig vores andre funktioner, så vi skulle selv prioritere noget ned for at nå det hele. Det var svært«.

Samtidig manglede han den tydelighed hos ledelsen, som han tidligere havde kendt. Det blev svært for ham at se, hvor man var på vej hen, og det stressede også.

Han oplevede, at »han havde knoklet sig ud af indflydelsen«. Det viste sig for eksempel ved, at han altid tidligere var den, der skrev dagsorden til det månedlige skoleledermøde. Det havde han gjort i 13 år, og han kunne lide dette arbejde, men på grund af arbejdet med kommunalreformen modtog han en dagsorden, som en anden havde skrevet.

»Jeg reagerede voldsomt. Hvorfor skulle jeg ikke skrive den? Jeg følte, at jeg mistede indflydelse. Andre havde skrevet dagsordenen - sikkert for at hjælpe mig, men det blev dråben, der flød over. Jeg følte mig desavoueret, og det blev en tid med mange frustrationer«.

Vigtigt at være åben

Den dag han brød sammen, besluttede han, at hans sygdom ikke skulle skjules.

»Personalechefen ringede og spurgte mig, hvad han skulle sige, hvis nogen spurgte. Jeg sagde, at alle måtte fortælle, at jeg havde det ad helvede til. Også mine gamle forældre fik det at vide, og senere sendte jeg selv en mail til dem, jeg kendte. Det var svært. Men det var vigtigt. I længden er det vigtigt at være åben«.

Arne Larsen-Ledet har fået mail fra mange - for eksempel fra skolelederne. Det holdt hårdt at svare, men han gjorde det, og det er han glad for.

Nu hvor han er tilbage, oplever han, at sygdommen er gået ud over hans korttidshukommelse og evne til koncentration.

»Jeg har det også svært med konflikter, og jeg er da væltet et par gange, siden jeg er kommet tilbage. Der skal ikke så meget modstand til. Jeg kan godt holde en tale til en indvielse af en skole, men jeg er endnu ikke i stand til at holde en tale til én af mine børn«.

Nyt arbejdsområde

»I sommer kunne jeg slet ikke se mig selv arbejde i den nye struktur. Men det kan jeg nu. Jeg skal arbejde i Gudme, og jeg har slet ingen ledelsesfunktioner mere. Jeg skal arbejde i distriktsteam med daginstitutioner og skoler, og det bliver rigtig spændende«.

Arne Larsen-Ledet besluttede, at han ikke ville arbejde mere med kommunesammenlægningen, da han kom tilbage på arbejdet i februar i år. Han har også mistet sit tætte samarbejde med skolechefen.

»Det er underligt at miste indflydelse - og svært. Jeg havde en god sparring med skolechefen. Ligesom jeg tidligere havde meget travlt. Så travlt har jeg ikke mere«.

Han taler også om tiden fra 1. januar næste år, hvor strukturreformen træder i kraft.

»Det bliver en utryg og usikker periode, hvor alle skal tale sig ind på hinanden. Det er svært at finde ud af, hvor niveauet skal ligge. Men jeg er glad for fremover blot at have det daglige arbejde. Jeg er 54 år, og det gør ikke noget, at jeg ikke skal have så travlt. Jeg vil også noget andet end arbejde«.

Han har altid godt kunnet lide at være engageret foreningsmæssigt, og det bruger han nu sin genvundne fritid til. Ligesom han har oprettet et lille firma til at sælge ud af sin store musiksamling. Og købe lidt også.

»Jeg forstår, når man taler om at være et helt menneske. Sådan har jeg det nu. Jeg glæder mig også over igen at kunne være en flink kollega, der har tid til at hjælpe, i stedet for at være travl, irriteret og snerre ad andre. Jeg har fået arbejdsglæden og energien tilbage«.

»Jeg forstår, når man taler om at være et helt menneske. Sådan har jeg det nu. Jeg glæder mig også over igen at kunne være en flink kollega, der har tid til at hjælpe, i stedet for at være travl, irriteret og snerre ad andre. Jeg har fået arbejdsglæden og energien tilbage«