Ledermangel giver lønbonus

Lederne kan mærke ny løn. Især skolepsykologerne har fået mere i lønposen

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Ledende skolepsykologer kan godt finde de brede smil frem. Siden indførelsen af ny løn for lederne i april 1998 er de steget med næsten 24 procent i løn.

Det er en del mere end de centralt aftalte lønstigninger på ni procent. Lønstigningerne bringer tallene på lønsedlen på højde med forvaltningscheferne i en mindre kommune.

Det viser tal fra databasen for Registrerede Indgåede Aftaler, RIA. RIA-lederløn er det redskab, som DLF har udviklet til at følge lønudviklingen for lederne.

Leo Kragh Jensen er faglig konsulent i DLF. Han er ofte med, når ledernes løn forhandles.

'Der er mangel på ledende skolepsykologer. Derfor bliver det selvfølgelig lettere at forhandle en god løn. Men det handler også om, at skolepsykologerne ved overenskomsten i 1999 fik et autorisationstillæg på 31.000 kroner. Det tillæg har været med til at løfte hele psykologgruppen', siger han.

Men det er ikke kun skolepsykologer, der kan lægge flere af de store sedler i pungen. Også skoleinspektørerne kan mærke en lønstigning på godt 16 procent. Afdelingsledere og skolechefer har fået en stigning på lidt over 20 procent.

'Vi er i en rigtig god forhandlingssituation, fordi der er mangel på ledere, men hvis man fortsat skal rekruttere gode ledere til folkeskolen, skal de have en endnu højere løn. I folkeskolen får en skoleinspektør 30.000 kroner om måneden for at lede 60 medarbejdere. På det private arbejdsmarked får en leder med lige så mange medarbejdere betragteligt mere'.

Når kommunerne vælger at fylde penge i ledernes lommer, kunne man fristes til at tro, at der ville være færre penge at fylde i lærernes.

Men sådan hænger det ikke nødvendigvis sammen. Leo Kragh Jensen mener, at lærerne kommer til at nyde godt af ledernes lønløft.

'Man kan ikke sige, at det generelt går ud over lærerne. Der kan være nogle kommuner, hvor det sker, men på længere sigt kan ledernes høje løn betyde, at der bliver mere luft til lønstigninger til lærerne. Sådan er det kommunale hierarki. Hvis kommunalchefen i en kommune er højt lønnet, så vil det forplante sig gennem systemet', siger Leo Kragh Jensen.

maria

Lederløn

Tallene viser den gennemsnitlige årsløn for:

Skoleinspektører: 350.610 kroner.

Afdelingsledere og skolechefer:

422.527 kroner.

Ledende skolepsykologer:

416.302 kroner.

Kilde: Beretningen til

Danmarks Lærerforenings Kongres