Nærmest lykkelig

Troels Lyndelse flygtede fra folkeskolen i 1986 - nu er han lykkeligt tilbage

Offentliggjort

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I1986 flygtede Troels Lyndelse fra en til-værelse som lærer i folkeskolen, han var led og ked af skolens ry og udvikling. Godt 12 år efter vendte han tilbage, ikke til en nedslidt skole, men til kolleger og elever, der har givet ham en boblende glæde ved at gå på arbejde.

'Denne oplevelse vil jeg gerne dele med mine kolleger - til støtte og opmuntring for de mange, der blev tilbage og ikke alene holdt skuden flydende, men også har taget en tørn med at få lagt en ny og bedre kurs', skrev han tilFolkeskolen, som drog til Bjæverskov ved Køge for at møde Skovboskolens nye lærer.

Han løber rundt mellem klasselokale, medieværksted og skolebibliotek som konsulent for eleverne i sin 7. klasse. I grupper er de i gang med at gøre deres bidrag til en hjemmeside om Bjæverskovs historie færdig med billeder, de selv har taget med digitalkamera, søjlediagrammer baseret på telefoninterview og tekster på dansk og engelsk.

Bøgerne væk

'Troels, hallo, vi har altså ikke gemt alle billederne på diskette', 'Troels', 'Troels', 'Troels' lyder det. Deadline trænger sig på. Maria M., Maria H. og Pernille fortæller, at det var forfriskende, da Troels dukkede op efter nytår og startede med at foreslå, at hans to fag, engelsk og geografi, blev slået sammen, og at bøgerne foreløbig blev lagt helt væk:

'Han taler kun engelsk til os og bruger mange lange og svære ord. Hvis vi ikke forstår det, så uddyber han på engelsk i stedet for at oversætte. Han er rigtig god, og han snakker meget med os om tingene, så vi selv er med til at bestemme, hvad vi gerne vil lave'.

Siden 1986 har Troels Lyndelse arbejdet i det private erhvervsliv blandt andet med at udarbejde tekniske brugsanvisninger og markedsføringsmateriale på engelsk. Han har tjent godt og været glad for jobbet. Så hvorfor overhovedet vende tilbage?

'Det begyndte faktisk med, at jeg forstuvede højre fod - speeder-foden. Jeg kunne ikke rigtig klare den lange køretur fra Bjæverskov til Hillerød, så jeg prøvede at arbejde hjemme nogle dage om ugen, men så fik jeg bare dårlig samvittighed over for jobbet, og da foden var blevet lidt bedre, blev det vinter med lange køer på motorvejen, så det tog halvanden-to timer, og så blev foden dårlig igen. Samtidig havde jeg gået og luret lidt på Skovboskolen, fordi jeg kendte en del af børnene her i området', fortæller Troels Lyndelse, som flyttede til Bjæverskov fra Albertslund i 1993.

Artikel gav sidste skub

Men det var en artikel på forsiden af den lokale avis Dagbladet, der satte ham i gang. Der stod, at Skovboskolen havde søgt en ny lærer, men ikke fået en eneste ansøgning. Han ringede til inspektør Knud Erik Larsen, kom ud og blev vist rundt på skolen og havde en god snak med inspektør og viceinspektør. Deres pædagogiske synspunkter faldt godt sammen med hans, og han fik en aftale med Knud Erik Larsen om en halv times samtale med ham hver måned som hjælp til at finde tilbage i lærerjobbet.

Og selvom han med kun fire års anciennitet som folkeskolelærer gik betragteligt ned i løn, så kunne han berolige sin bankrådgiver med, at der er store penge at spare på transporten. Faktisk regner han med at sælge familiens ene bil, og så ender der med at blive overskud på jobskiftet.

'Mit skema er sat sammen af et barselsvikariat og et sygdomsvikariat. Jeg har fået en 1. klasse i dansk, 7. klasse i engelsk og geografi, og så indgår jeg i en tolærerordning i en 4. klasse, der er integreret normal- og specialklasse, dem har jeg i natur/teknik og kristendom. Og så er jeg begyndt at have nogle timer i en 0. klasse, som jeg skal have i dansk næste år', fortæller Troels Lyndelse og synes egentlig ikke, det var så vanskeligt at skulle i gang igen med at lære små børn at læse:

'Som en gammel cirkushest, der lugter savsmuld, er det åbenbart også med en gammel lærer, der lugter kridtstøv. Jeg kom utrolig hurtigt ind i det. Jeg måtte sådan lige 'sætte mig lidt' på 1.-klassen i starten, de skulle lige vide, at det var mig, der kørte det. Men vi har aftalt, at vi er i gang med en bjergbestigning, og det er hårdt, men oppe på toppen venter sommerferien, og så kommer deres egen lærer tilbage. Og nu snakker vi meget om, hvor langt vi er nået, og hvordan vi synes, det går undervejs'.

Troels Lyndelse synes, at alle hans klasser fungerer utrolig godt:

'Jeg havde ikke været på arbejde mere end et par dage, før jeg gik fløjtende og nynnende omkring'.

For ham har den såkaldte nye børnekarakter først og fremmest været en positiv oplevelse. Selvom 7. klasse er spredt rundt om på skolen, hvor der er computere til rådighed, føler han, at de arbejder seriøst:

'Jeg ved da godt, at de ikke arbejder koncentreret hele tiden, og at nogle af dem ikke kan lade mobiltelefonen blive i tasken. Men deharselvdisciplin, og de får produceret noget, og det er det vigtigste, synes jeg. I dag kunne de slet ikke vente med at komme i gang, fordi de vidste, at de skulle være færdige i morgen'.

En anden ånd

'Jeg ved ikke, om Skovboskolen er som hele folkeskolen, men den er i hvert fald utrolig velfungerende. Der er en helt anden samarbejdsform end dengang i 1980'erne. Der er featureuger og tværfaglige temaer, og lærerne arbejder i team. Ånden på lærerværelset er en anden, man holder møder og aftaler tingene. Featureugen for nylig var en meget positiv oplevelse for mig - vi var fire lærere om 40-50 elever, og jeg syntes, det var fantastisk, hvad man kunne få op at stå på fem timer om dagen i fire dage og præsentere for forældrene den sidste aften. Den dag jeg var til samtale, var der erhvervsuge på skolen. Dengang jeg selv kom ud i det private erhvervsliv, anede jeg ikke, hvordan det fungerede overhovedet - det gør lærerne i dag. Jeg kan se, hvordan skolen har åbnet sig over for samfundet'.

Troels Lyndelse nyder også, at nutidens tekniske hjælpemidler er til stede på skolen - digitalkamera, scanner, telefoner, pc'er, videoudstyr. At alting ikke længere hentes i en bog.

'For hvis jeg har et kritikpunkt, så er det undervisningsmaterialerne. Det hele er tygget for børnene og bliver serveret som mos. Det er sikkert smaddersjovt at lave, men ikke at arbejde med. Det er for tilrettelagt, for 'overpædagogisk', eleverne skal bare skrive på den stiplede linje forneden'.

Troels Lyndelse indrømmer, at han har været nødt til at vælge nogle emner i sin undervisning, som han rent privat havde interesseret sig for tidligere, fordi han simpelthen ikke har haft tid til at forberede undervisningsemner til alle de klasser, han har overtaget. Så i natur/teknik har han lavet akvarier med 4. klasse, og til 7. klasse foreslog han emnet Bjæverskovs historie. Da han og hans kone købte en gammel gård, blev han interesseret i områdets historie og var på landsarkivet og studere den lille bys fortid. Egentlig havde han tænkt sig, at eleverne skulle lave plancher, men så kom han i tanke om, at det ikke lige var udtryksformen i 1999, og da han også har snuset til hjemmeside-produktion i sit tidligere job, lå den idé lige for.