Man kan altid diskutere, hvorvidt lønnen i sig selv er et motivationsredskab, siger arbejdsmarkedsforsker Dorthe Pedersen

Det er synd, at sygeplejerskerne begravede Florence Nightingale. De skulle have pakket hende pænt ind og foræret hende til lærerne, siger arbejdsmarkedsforsker Dorthe Pedersen, adjunkt på Handelshøjskolen i København.

Hun hentyder til de lokale folkeskolepuljer, som første gang blev indført ved overenskomstforhandlingerne i 1987. Lærerne brugte ikke pengene på at få mere i løn.

- De kunne ikke lide at forfordele nogen, for det ville bare skabe misundelse. I stedet valgte lærerne - ud fra et kvalitetskrav til deres egen indsats - at bruge pengene på at lave læseplansarbejde. Det er i virkeligheden opgaver, som arbejdsgiverne skal betale for at få udført.

- Det er hele problemstillingen i forhold til ny løn. Lærerne bryder sig ikke om, at nogle skal have mere end andre. Men hvis man overhovedet vil acceptere, at lønnen skal aftales lokalt, så kan man få en mere meningsfuld løn ud af det. En løn, som hænger direkte sammen med de arbejdsopgaver, man har, konkluderer Dorthe Pedersen.

Ingen regler i lommen

Med ny løn bliver det politiske rum flyttet fra Folketinget, og det centrale aftalesystem rykkes ud i kommunerne og ud på de enkelte virksomheder.

- Tillidsrepræsentanterne skal ikke længere blot være med til at tolke reglerne. De skal være med til at formulere politikken, og Lærerforeningen skal vænne sig til, at den ikke længere indgår overenskomster med både livrem og seler.

- Med ny løn kan tillidsrepræsentanterne ikke bare hive aftalerne op af lommen og i paragrafferne læse, hvor meget den enkelte skal have i løn. Den lokale forankring kræver en lokal handlefrihed, og det skal man ikke være bange for. Så meget differentieret løn kommer der heller ikke ud af det, vurderer Dorthe Pedersen.

Hun erkender, at den kommunale økonomi ikke er gearet til egentlig løndifferentiering for en så stor og homogen gruppe som folkeskolens lærere.

- Man kan altid diskutere, hvorvidt lønnen i sig selv er et motivationsredskab. Men kommunerne har ikke råd til at gå ud i skarp konkurrence og tilbyde meget højere lønninger for at skabe et bredere rekrutteringsgrundlag eller for at fastholde arbejdskraften.

Lokal skolepolitik

Alligevel mener Dorthe Pedersen, at hvis Lærerforeningen ikke hopper på løntoget, risikerer lærerne lønmæssigt at sakke agterud i forhold til sammenlignelige grupper. Og hvis lærerne vælger at sige ja, så er en af forudsætningerne for at få del i lønkronerne, at man arbejder for at få temaet 'kvalitet i folkeskolen' defineret i den lokale skolepolitik.

- Hvis kommunerne ikke har formuleret en skolepolitik, så har man ikke noget at hænge deres ansvar op på. Hvis politikerne kun sidder og skruer op og ned for varmen - altså laver rammestyring, føler de ikke noget ansvar for at skulle leve op til en bestemt kvalitet i folkeskolen.

- Der skal eksistere et lokalt værdigrundlag, så der er en mening i og gode argumenter for at dele nogle af forhandlingskronerne ud til lærerne.

Det stiller ifølge Dorthe Pedersen også store krav til den enkelte skoles leder, som på grund af administrative opgaver ofte ikke har tid til at være primus motor i den faglige udvikling.

- Lederne har svært ved at komme op i helikopteren og formulere de overordnede idéer og visioner. Og det er nødvendigt, hvis man skal have en lokalt forankret løn- og personalepolitik. Det strategiske niveau skal helt ud på skoleplanet.

Kreative misforståelser

Ellers forudser Dorthe Pedersen, at ny løn kommer til at lide samme skæbne som lokallønnen.

- Dengang lavede man en rammeaftale med masser af gode intentioner. Men lokalt på arbejdspladserne opstod det, jeg kalder kreative misforståelser. Det vil sige, at man udfyldte aftalen i en helt anden ånd, end det var tænkt.

- I stedet for virksomhedsbaseret løn blev det alles kamp mod alle. Faggrupperne interesserede sig for at få deres forholdsmæssige andel af puljen, og så var det ligegyldigt, om det var velbegrundet eller ej.

- Lærerne er vant til at tænke fordelingspolitisk. Med ny løn skal de tænke virksomhedspolitisk, hvor det afgørende er, hvad der er godt for virksomheden.

Spydspids-strategi

Uanset hvor god en lokal skolepolitik der formuleres, vil det ifølge Dorthe Pedersen være svært at give så stor en gruppe som lærerne et stort lønløft. Men ved at de ansatte og deres organisationer på kort sigt accepterer lønforskelle inden for deres egen faggruppe, er det muligt at føre en såkaldt spydspids-strategi.

- Det er en lidt bagstræberisk strategi, men hvis man kan argumentere for, at for eksempel klasselærerne har en særlig funktion og derfor skal have noget mere i løn, så kan man derefter argumentere for, at de andre også skal stige i løn. På den måde kan man trip-trap-træsko få løftet hele gruppen. Men det kræver, at man accepterer en intern lønforskel i gruppen.

Offensiv indsats

Dorthe Pedersen giver udtryk for, at lærerne er gået lidt i baglås, fordi der gennem de sidste år har været meget fokus på folkeskolen og lærerrollen. I forhold til lønspørgsmålet mener hun, at den vigtigste strategi går ud på, at lærerne skaber sig en ny identitet.

- Nogle af de andre organisationer har været gode til at styrke deres faggruppes identitet blandt andet på baggrund af resultater fra videnskabelige rapporter, som de har brugt offensivt.

- Jeg kan ikke forstå, hvorfor lærerne ikke er mere offensive. Hvorfor ikke sige: Det er os, der har forstand på skolen. Lad os bruge vores viden frem for at sidde og klynke over alle de andre, som tillader sig at tænke på vores vegne.

sus

Små skridt

I de fleste andre lande ville en omlægning af løndannelsen i den offentlige sektor ske ved en lovreform, mens der i Danmark er en tradition for, at forandringer på det offentlige arbejdsmarked sker med små skridt. Når det handler om offentlig løndannelse i Danmark, er centrale reformer efterhånden et ukendt begreb.

Sidste gang, Danmark gennemførte en reform af det offentlige lønsystem, var med tjenestemandsreformen i 1969.

Lærerne er vant til at tænke fordelingspolitisk. Med ny løn skal de tænke virksomhedspolitisk, hvor det afgørende er, hvad der er godt for virksomheden