»Det er ikke lærerens ansvar alene, om en time bliver succesfuld. Tegn en cirkel med flere lagkagestykker i. Ét af stykkerne kan læreren bidrage med - vid, klogskab, kompetencer og læringsstrategier. Men så afhænger timen af, om eleverne gider høre efter, om de har fået morgenmad, om deres forældre har været oppe at skændes dagen før, eller der er støtte til inklusionsbørn. Forældrene, ledelsen og politikerne har også et ansvar for, at der er de nødvendige rammer. Det er de andre lagkagestykker, som læreren ikke har indflydelse på.

Den måde at tænke på kan være en hjælp, fortæller psykolog Susanne Kronberg. Hun samarbejder med DLF og rådgiver lærere, som har problemer med det psykiske arbejdsmiljø. Folkeskolen har interviewet hende om såkaldte »copingstrategier«, man kan bruge efter sommerferien.

Oven på forandringer havde læreren brug for et åndehul: "Som tømrer fik jeg ladet batterierne op"

 Men hvilke strategier kan lærerne bruge til at tackle de store forandringer, der venter?

»For mig at se er det rigtig vigtigt, at man går tilbage til sin kerneforståelse af sig selv og sin kerneopgave. Der er superengagerede, fagligt dygtige lærere, som er kreative, og som virkelig brænder for at bidrage til, at børn lærer noget. Det er enormt vigtigt, at man tænker: Hvad er det, jeg bidrager med? - og være stolt af alt det, man egentlig kan. Det er der ikke nogen, der kan tage fra en, ligegyldigt om man underviser i ny reformskole eller gammel skole«, siger Susanne Kronberg. Lærerne skal huske på deres eget bidrag, for det er også en måde at passe på sig selv på - og alt afhænger ikke af læreren.

Drop »typisk«

På teamniveau er Susanne Kronbergs forslag til en copingstrategi, at lærerne skal tale om de konkrete opgaver, og hvis teamet er i tvivl, så skal de kommunikere det skriftligt videre til lederen.

»Gør det skriftligt, for hvis det er ansigt til ansigt, kan det hurtigt blive misforstået. Selvfølgelig kan alt ikke være på skrift, men det kan være en god øvelse at være mere skriftlig. Med en hurtig mail kan man selv se, at man har gjort noget«, siger hun. Samtidig ligger mailen som dokumentation, modsat hvis man bare stikker hovedet ind på kontoret. I det hele taget understreger Susanne Kronberg, at det er meget vigtigt, at lærerne holder øjnene på »bolden« og ikke slår over i »det er jo også typisk« eller »nu er det her sket igen«. Det er en nem løsning at forfalde til, men det løser ikke noget.

»Hvis man på de nye lærerarbejdspladser har fået nogle gamle, dårlige borde, så er det nærliggende at sige: 'Det er typisk, hvad vi får'. Men hvis man vil komme videre, så skal man fokusere på det helt konkrete, der generer. Er bordet ikke højt nok, er stolen dårlig, eller er der for meget larm?« forklarer psykologen.

»En anden copingstrategi er at lade være med at snakke om, at reformen er dårlig, eller Antorini har fejlet. Vi bliver så udmattede af det«. Susanne Kronberg opfordrer til, at man i stedet taler om de konkrete dilemmaer, men samtidig skal læreren også være klar til at sige, at man ikke kan løse det, fordi man ikke kender præmissen endnu.

8-16 er ikke et værn

»Lærerne skal koncentrere sig om at huske - både for deres egen skyld og for skolens skyld: 'Hvad er mit bidrag, og hvordan kan jeg gøre det bedst muligt, inden for den ramme jeg har fået tildelt', så bliver man tilfreds med sig selv, for vi kan godt lide at gøre et godt stykke arbejde«, fortæller psykologen, men hun minder også om, at i alle fag, hvor man har med mennesker at gøre, er det svært at holde arbejdet inden for et afgrænset tidsrum.

Men hvad med dem, der har den strategi, at nu skal ledere og politikere få det, som de vil have det - jeg arbejder på skolen fra klokken 8-16, hverken mere eller mindre?

»Jeg vil godt sætte spørgsmålstegn ved den strategi. Jeg kan godt forstå den, fordi man har følt sig dårligt behandlet. Men den virker som en boomerang tilbage på én selv, fordi indeni er man stadig det menneske, der brænder for de her ting. Når man står med et lille barn, som har et problem, eller man får en ide, når man er ude at løbe, kan man ikke bare sige: Det vil jeg ikke tænke på. Det kan jeg heller ikke som psykolog - sådan er det bare, når vi har med mennesker at gøre. Hvis man begynder at sætte restriktioner der, så mister man lidt sig selv, og man bliver heller ikke tilfreds med det arbejde, man gør. Man bliver sin egen fjende, i stedet for at det er nogle andre, og det er næsten værre«, svarer Susanne Kronberg, men understreger dog, at lærerne ikke skal ringe til forældre om aftenen, for politikerne vil netop gerne »normalisere« lærernes arbejdstid. Lærerne skal huske, at der er en byttehandel. Lærerne får penge for at gå på arbejde og levere en vare, og den vare skal de levere, så de også selv er tilfredse. Det, der ikke fungerer, kan man sende videre til lederen.

Alle starter på ny

»I sidste instans ligger der et valg. Det er lidt tricky at tale om, men når alt kommer til alt, så er det også rigtig bittert at være et sted, hvor man synes, at det er virkelig dårligt. Så kan det være rigtig fint at se, hvorfor man valgte at være lærer, og hvad det er, man brænder for. Det her er måske anledningen til at prøve noget nyt«, siger Susanne Kronberg og fortsætter:

»Men man skal ikke gøre det på trods. Der er forskel på, om man går, fordi man ikke gider og er indebrændt, eller man går, fordi man vælger noget andet til. Det har været en dårlig behandling, lærerne har fået, og det kan man ikke tage fra dem, men man kan godt komme videre«.

Ved alle store forandringer tager man sit liv en lille smule op til revision - det gør man også, hvis man skifter job, får børn, bliver gift, skilt eller mister nogen. Det er fint at få reflekteret over, om man er det rette sted, understreger psykologen. Lige om lidt er det dog sommerferie, og lærerne skal huske, at det hedder ferie af en grund.

»Lærerne skal gå på sommerferie med en følelse af, at de har leveret en kæmpe indsats i år. Til trods for sidste forår har de leveret - de har undervist og gjort, hvad de kunne. De skal gå på sommerferie og sige: 'Der er en masse, jeg ikke aner, hvordan ser ud, og jeg er ikke forberedt, som jeg plejer at være. Men det er der ikke noget at gøre ved, for det kan jo ikke ske før august'. Det er ligesom at starte på et nyt arbejde efter sommerferien. Alle har skiftet job, men de ved ikke hvad det er, før det er i gang. Lærerne skal være friske og udhvilede, og så skal de tage den derfra efter ferien«, lyder det fra Susanne Kronberg.