Lærerledigheden er faldet med 37 procent
fra april 2012 til april 2014.
Ledighedskurven knækket
37 procent er lærernes ledighed faldet med, viser nye tal fra Lærernes A-kasse. Langt de fleste af dem, der er kommet ud af arbejdsløshedskøen, har fået faste stillinger. Endnu flere lærere kan få job i det kommende skoleår. Mange kommuner søger nemlig nye lærere.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
April 2012 var 2.908 lærere arbejdsløse.
April 2014 var 1.838 lærere arbejdsløse. Det er et fald på 37 procent, og nu er 1.070 færre lærere ledige.
Faldet skyldes, at de ledige lærere får fuldtidsstillinger, viser en ny analyse fra Lærernes A-kasse. Flere end 70 procent af de lærere, som afmeldte sig jobcenteret fra januar 2013 og frem til i dag, er således nu i fuldtidsjob som lærer. Og det er ikke bare midlertidige job, det er faste stillinger. Desuden har seks procent af de ledige lærere fået deltidsjob.
Så lærernes ledighedskurve er knækket, konkluderer a-kassen.
»Jeg er rigtig glad for, at hovedparten af de ledige lærere nu kommer i reelle lærerjob. Så er spørgsmålet bare, om det er, fordi der er kommet flere job, eller det er, fordi andre lærere vælger at forlade faget. Jeg tror, at det er en kombination af begge ting. Og det er selvfølgelig trist, hvis flere forlader deres lærerjob«, siger formand for Lærernes A-kasse Gordon Ørskov Madsen, der også er formand for overenskomstudvalget i Danmarks Lærerforening.
Nyuddannede lærere får også job
Antallet af nyuddannede uden job er også faldet de seneste år, nemlig med 31 procent sammenlignet med april sidste år. Især andelen af langtidsledige dimittender er faldet.
»Jeg er meget tilfreds med, at dimittendledigheden er faldende. Det er vigtigt, at vi får de nyuddannede ud på arbejdsmarkedet, både så de får en god start på det fag, som de brænder så meget for, og for at vi ikke mister dem til andre brancher«, siger Gordon Ørskov Madsen.
»Jeg tror, vi får brug for alle de lærere, der bliver uddannet i de her år«, tilføjer han.
Endnu flere lærere kommer i arbejde efter sommerferien
Endnu flere lærere vil efter al forventning komme ud af arbejdsløsheden i løbet af de næste måneder. Mange kommuner søger nemlig lærere i stort tal. Grunden er, at eleverne fra august skal have flere timer. Samtidig går mange lærere på pension.
Eksempelvis har Herning Kommune opslået omkring 70 lærerstillinger på nuværende tidspunkt.
»Det er væsentligt flere end sidste skoleår«, siger Bo Meldgaard, der er leder af Center for Børn og Læring i Herning Kommune.
»Årsagen er helt sikkert, at skolereformen giver eleverne længere undervisningstid. Derudover har nogle lærere sagt op, fordi de går på pension«, tilføjer han.
Flere vil formentlig stå på pensionstoget gennem efteråret, så tallet bliver nok højere end 70, siger Bo Meldgaard.
Ikke alle kommuner slår dog lærerstillinger op. I Halsnæs Kommune er den gode nyhed således, at der ikke skal fyres lærere. 20 medarbejdere går på pension eller skifter job, og nogle lærere skal flytte skole - så går regnestykket op, oplyser kommunen.
Men at kommunernes jagt på nye lærere er en tendens, antyder de mange flere stillingsopslag i fagbladet Folkeskolen og på folkeskolen.dk:
Fra januar til maj 2013 var der i alt 309 stillingsopslag. Fra januar til maj 2014 var der 444 stillingsopslag. Altså et hop på 135 stillingsopslag fra sidste år til i år. En stigning på næsten 50 procent.
En opgørelse på lærerjob.dk bekræfter tendensen: Der er i øjeblikket mindst 49 ledige lærerjob i Region Hovedstaden, mindst 24 i Region Sjælland og mindst 21 i Region Midtjylland.