Debat
Tale-høre-pædagoger var også ramt af lockout
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Størstedelen af tale-høre-pædagogerne i Børne- og Ungerådgivningen i Helsingør Kommune var også omfattet af KL's lockout.
Dette medførte, at talepædagogisk vejledning, undervisning og diverse gruppetilbud for børn med sproglige vanskeligheder desværre ikke kunne gennemføres.
For børn med sproglige vanskeligheder betyder det, at de og deres forældre og daginstitution ikke har fået den specialpædagogiske bistand, som de ifølge lovgivningen har krav på.
Sproget er med til at skabe mening for den enkelte i relation til andre og til fællesskabet. Sproget har stor betydning for børns udvikling af intellektuelle, kommunikative og sociale kompetencer og har stor betydning for trivsel, følelsesmæssig udvikling samt læseindlæring og senere uddannelse.
I forbindelse med kommende skolestart kan det have store konsekvenser for det enkelte barn med sproglige vanskeligheder, at barnet og dets netværk ikke har fået den talepædagogiske indsats, de har behov for.