På 4kløverskolen i Frørup ved Nyborg hænger en række plancher på lærerværelset. De har overskrifter som »vilkår«, »mig selv«, »ledelsen« og »gode historier«. På hver planche har lærere og pædagoger sat en række små sedler. De er et led i afdelingens antistresskursus.

»Det handler om at tale hinanden op, om omsorg og trivsel. Om at prøve at udelukke dét, vi ikke kan gøre noget ved«, som en af lærerne forklarer. Og der er brug for kurset. Afdelingen har været hårdt ramt af sygdom i dette skoleår. Lærer Susanne Andersen, som Folkeskolen har besøgt et par gange tidligere, har været én af de sygemeldte.

»Jeg har altid tænkt, at jeg var et tolerant menneske, men alligevel kunne jeg ikke acceptere, at jeg selv kunne gå ned med stress«, siger hun.

»Lige nu har jeg det bedre, end jeg har haft længe. Også bedre end da lov 409 begyndte. Jeg har fået arbejdsglæden tilbage. Nu glæder jeg mig til, at jeg skal på arbejde om morgenen - og til at jeg skal hjem igen«.

Susanne Andersen fortæller, at det har været en proces at lære at sige nej. Ikke at skulle have sine fingre med i alt muligt og at sige nej til arbejdsopgaver. Det har været svært.

»Kerneopgaven med ungerne har jeg fundet igen. At tegne den udvikling med børnene er det vigtige i lærerjobbet. Jeg elsker mit arbejde. Men du så mig ikke i november og december. Dengang var jeg parat til at tage ind til nærmeste Netto og søge et arbejde dér«.

»Jeg er lærer - uanset vilkårene« 

Ikke god til at bede om hjælp

Susanne Andersen understreger, at det ikke er lov 409, der er skyld i, at hun gik ned med stress. Men det var lov 409, der blev udløseren for sygdommen.

I begyndelsen af december havde hun fået omlagt sit skema. Hun var blevet frataget AKT-arbejdet (adfærd, kontakt, trivsel), posten som it-vejleder og familieklassen. Til gengæld havde hun fået et par timer i fordybelsescafeen, så hun mente, at alt var i orden.

»Men det var hverken forebyggende eller helbredende. Det var kun et plaster på såret. Jeg har ikke været god til at række hånden ud og bede om hjælp«.

Hun fortæller, at hun dengang græd i bilen til og fra arbejde, og at hun sov dårligt om natten. Hun talte flere gange med den daglige leder uden at formå at gøre forståeligt, hvor dårligt hun egentlig havde det. For hun forstod det ikke selv.

»Onsdag den 10. december ringede jeg til min leder. Jeg hostede, havde ondt i brystet, og mit blodtryk var helt vanvittigt. Min læge sagde, at jeg ikke ville komme på arbejde på denne side af jul, men jeg ringede til lederen og sagde, at jeg ikke kom torsdag og fredag. Min klasse skulle gå Luciaoptog fredag, og det var ellers mit ansvar. Det var rædsomt«.

Det endte med en sygemelding til efter jul. Så døde hendes far.

»Alle sagde til mig, at jeg skulle vente længere med at gå på arbejde. Men jeg var jo ikke syg, mente jeg. Jeg har det dårligt med at trille tommelfingre hjemme, og jeg var bange for at gå en tur og møde nogle af forældrene«.

Opfattes som nederlag

Aftalen blev, at hun skulle begynde på arbejdet i uge 4. De første to dage med vikaren og derefter alene.

»Onsdag på vej til arbejde løb tårerne ned ad mine kinder. Jeg ville ringe til skolen, men besluttede at tage derover og tale med lederen. For ellers ville jeg ikke komme hen på skolen igen, tænkte jeg«.

Hele vejen i forløbet har Susanne Andersen gået til psykolog. Kredsen var også med til en samtale på skolen. Det var guld værd.

»Endelig lukker jeg 4kløverskolen ned. Så sov jeg, og sov - og så sov jeg lidt mere«, fortæller hun med et smil.

Hun var sygemeldt fra december til vinterferien. Så startede hun langsomt op.

Hun har haft mange samtaler med lederen. Det har været vigtigt for hende at fortælle, at hun ikke kan høre dét, som skolelederen egentlig siger. Forventning bliver hørt som et krav. At gå fra, hvis det ikke fungerer en dag, vil hun opfatte som et nederlag. Derfor ændrer de på måden.

»Hvor har jeg spændt ben for mig selv mange gange. Men da jeg hører, at min vikar kan være med i alle mine undervisningstimer, så tænker jeg: 'De vil mig! De tror på, at jeg kan komme tilbage'«.

De aftaler, at hun ikke har sine to ugentlige tysktimer, da hun begynder på arbejdet igen. Dem tager vikaren. Men hvis hun har en god dag, så går hun med. Det fungerer godt.

Arbejdede en dag i påsken

Susanne Andersen har sine lange undervisningsdage mandag og fredag. De tre andre ugedage har hun nogle gode blokke til forberedelse. Og så har de en lokal aftale på skolen, så alle lærere må flekse fem timer om ugen.

»Efter seks undervisningstimer mandag kan jeg ikke forberede mig en time. Jeg kan ikke fordybe mig på det tidspunkt. Jeg kan holde et møde, og ellers flekser jeg. Så kan jeg møde klokken 7 tirsdag eller onsdag i stedet«, siger hun.

»Her i påsken gjorde jeg noget, jeg ville have forsvoret. Jeg arbejdede en dag. Jeg udarbejdede elevplaner - og det gav mig en velsignet ro. Nu er jeg så i gang med at arbejde de timer af i fleksen«.

»Jeg har været igennem en erkendelsesproces: Ja, jeg er lærer, og jeg er god til det. Så skal jeg lære at skære andet fra«.

Susanne Andersen er stadig arbejdsmiljørepræsentant og skal på kursus dagen efter. Hun er glad for, at kurset »Sæt stress til vægs« begyndte på hendes første arbejdsdag efter sygemeldingen.

»Jeg synes, vi er gode til at spørge til hinanden, og kurset er godt. Jeg tror ikke, at man bliver rask efter at have været stressramt, men man kan lære at navigere i det kaos, der er omkring en. Jeg er blevet lydfølsom, og min hukommelse og koncentration er ramt«, fortæller hun.

Medarbejderne på skolen havde i første omgang skrevet en del på planchen med »vilkår«. Men kursuslederen sagde, at det ikke var vilkår. En del af det var ledelsens ansvar.

Et tilbagevendende problem på skolen er, at netadgangen ikke fungerer. Som i dag, hvor ingen ved, hvor personalemødet skal holdes, fordi de ikke kan komme på nettet. Susanne Andersen ved heller ikke, hvem der skal være vikar for hende, når hun skal på kursus. Det står alt sammen på intra.

4kløverskolen: Lærerne må nu flekse op til fem timer om ugen 

Vi gør børn fortræd

Denne eftermiddag har hun valghold i billedkunst. Der er 11 piger fra 4.-6. klasse. De tegner, maler, fniser og taler om den lejrskole, de skal på om halvandet år. På vej fra billedkunstlokalet stikker hun lige hovedet ind i klasseværelset og sikrer sig, at duksene er i gang med at rydde op. Siger farvel til eleverne.

Susanne Andersen stemte nej til Overenskomst 15 - for ellers kunne hun ikke se sig selv i øjnene.

»Jeg vil nødigt lyde højtravende, men man er altså i gang med at gøre folkeskolen fortræd. Den bløder, fordi man hele tiden skubber ansvaret nedad. Jeg ser både lærere, der kæmper for at overleve i systemet, og lærere, der stortrives. Mit ønske er, at der bør være loft over antallet af undervisningstimer og så et minimum på forberedelsestiden«.

Men man gør også nogle elever fortræd i skolen, mener hun. Mange af de inkluderede elever trives slet ikke.

»I inklusionens navn gør vi nogle børn fortræd. Jeg skal navigere i et system, der gør nogle børn ondt. Det er ubehageligt. Der er så mange børn, der slet ikke burde være her, men burde have et andet og bedre tilbud«, siger Susanne Andersen.

»Jeg forbereder mig ikke, jeg klargør undervisningen«