»Så skal læreren også lige huske skoletasken«.

Lærer på Skolen ved Sundet Cathrine Dick er i gang med morgenritualerne hjemme i rækkehuset på Amager inden første skoledag efter lockouten.

»Henter du blomsterne i skuret?« spørger hun datteren, som kommer med to store buketter med blå og gule blomster.

»Det er lockoutbuketter til tillidsmændene. De har gjort en kæmpeindsats. Blomsterhandleren ville slet ikke binde buketter i de farver. Men det er jo det gule lockoutbanner, vi alle har gået rundt med. Lockout har været hele vores liv de sidste fire uge«, siger hun, mens hun presser buketterne på plads i den flettede cykelkurv.

"Jeg er nervøs for, hvad vi kommer tilbage til"

Hun har slet ikke forberedt sig til dagen i dag. Og det er mærkeligt og uvant for Cathrine Dick.

»Jeg forventer, at det bliver en lang dag i dag. Jeg tror, at eleverne har brug for at snakke. Vi skal have på plads, hvad det er for et forløb, vi har været igennem. Men jeg har ikke planlagt noget, og det at møde uforberedt er ikke en rar følelse. Men jeg ved ikke, hvad jeg skal ind til«, siger Cathrine Dick og forklarer, at i dag gælder det om at få styr på, hvad de mangler, hvad der skal springes over, og hvor der virkelig skal sættes ind.

Hun smider en havesaks i tasken - hun skal lige nå at have syrengrene med til klassen.

Glad for at konflikten slutter

Uden for murene

Cathrine Dick ville egentlig gerne have fulgt regeringens pressemøde om torsdagen på tv, så hun kunne høre, hvilke tanker der lå bag indgrebet. Men det kunne hun ikke. Hun havde en aftale i banken klokken 10. Der skulle justeres på kassekreditten, så hun kan klare lockoutens konsekvenser uden at låne af DLF.

»Bagefter tog jeg ind til Christiansborg til demonstration, selv om jeg kom alt for tidligt. Men jeg havde brug for at være sammen med de andre. Jeg ville ikke være alene«.

Hun er glad for, at regeringen greb ind, men hun mener, at regeringsindgrebet hælder for meget til KL's side.

»Jeg synes, det begyndte at blive ubehageligt. Både mine børn og de elever, jeg mødte, begyndte at kede sig. Jeg kunne ikke rigtig længere se nødvendigheden af ikke at komme på arbejde. Vi lærere havde fortalt, hvad vi mente. Men vi følte ikke, at vi blev mødt af modparten. Så kom indgrebet, og man må sige, at den danske model har spillet fallit. Jeg har meget svært ved at se, hvor lærerne er blevet hørt i det indgreb«, siger Cathrine Dick.

Velkommen

Første skoledag var planlagt til mindste detalje for lærerne

Hun svinger cyklen ind foran skolen. En journalist fra Danmarks Radio står ude foran og fortæller, at flaget er hejst. Eleverne myldrer forbi hende. Ved døren står den tjenestemandsansatte lærer, Inge Birthe Rosenkvist, og byder velkommen med kaffebord. Hun beundrer blomsterne og skænker kaffe op. I aulaen har de elever, der har været i skole, lavet to-tre meter høje papfigurer af to tjenestemandsansatte lærere. Mellem sig holder figurerne et kæmpe banner, hvor der står »Velkommen«.

Pædagogisk leder Anette Vistesen giver Cathrine Dick et stort knus.

»Hvor er det dejligt at se dig indenfor«, siger hun og henviser til de mange kolde morgener under lockouten, hvor hun tog en kop kaffe med de lockoutede lærere uden for skolens mure.

Gensynsglæde på Bindslev Skole

»Det er dejligt at være tilbage«, siger Cathrine og sender brede smil og vink til elever, forældre og kolleger hele vejen op til klasseværelset, hvor 6.x står tæt pakket og venter.

Elev: Jeg følte det som en krig

Hun låser døren op. Alle myldrer ind.

»Jeg kan ikke huske, hvor jeg skal sidde«, siger en elev. Bordene bliver skubbet væk, og alle sætter sig i rundkreds. Hver enkelt elev får god tid til at fortælle. Om oplevelser og tanker og om de spørgsmål, som lockouten har udløst.

»Hver gang jeg så tv, var der noget om skolen. Jeg følte det som en krig, der var i gang, som vi ikke kunne komme ud af. Hvor det gik ud over børnene«, siger en dreng.

Skolepatruljen har været særlig hårdt ramt. Hver morgen i lockouten er de mødt op ved fodgængerovergangen.

»En dag var der kun fire, der gik over«, siger en pige.

»Vi er stået tidligt op hver dag, og så gået hjem. Og så kommer vi ikke engang i Tivoli, som vi blev lovet, for turen var i sidste uge«, siger en anden.

»Jeg har savnet jer rigtig meget. Jeg har tænkt meget på jer. Jeg synes, vi blev revet væk fra hverdagen, og det har været en rigtig mærkelig følelse«, siger Cathrine Dick og svarer på mange spørgsmål om afleveringer, der er aflyst, og afleveringer, der trods lockout skal lande på lærerens bord.

Klassens ur går en time forkert. Ingen har stillet det, da det blev sommertid i påskeferien op til lockouten.