Tillykke med eksamensbeviset. Nu er du lærer. Herfra er det skiftevis forberedelse og undervisning, indtil du går på pension – eller beslutter dig for at forlade folkeskolen. Heldigvis giver uddannelsen uformelle kompetencer, der åbner mange døre, du kan tage ud af klasseværelset, hvis bare du tænker lidt kreativt.

Hårdt trukket op er ovenstående for mange indtrykket af karrieremulighederne i folkeskolen. Men spørger man lærerne selv, vil de allerhelst blive bedre til det, der sker inden for klasseværelsets fire vægge.

Det viser en rundspørge i Folkeskolens Lærerpanel, hvor 386 ud af 1.404 har svaret. Adspurgt om, hvor Lærerpanelet helst kunne tænke sig at udvikle sig, svarer 45,3 procent af lærerne, at de gerne vil have pædagogisk eller fagfaglig efteruddannelse. Og spørger man lærerne, om de er tilfredse med deres karrieremuligheder, falder svarene tilfreds, middel og ikke tilfreds i tre lige store grupper.

Martin Bayer er mangeårig forsker i læreres karriereveje ved Roskilde Universitet og Københavns Professionshøjskole. Siden december har han været selvstændig forsker og konsulent. Han er ikke i tvivl: Karrierebegrebet for folkeskolelærere er blevet for snævert.

“Man skal passe på, at karriere ikke bliver lig de kommunale karrieremuligheder, hvor man kan blive leder eller konsulent. Det er vigtigt at understøtte, at en karriere som folkeskolelærer kan være alt muligt andet end det”, siger han.

Og her opfordrer han særligt til, at den fagfaglige udvikling som folkeskolelærer bliver anerkendt som et karrierespor.

“Men det er en karriere, som arbejdsgiver hverken forventer eller understøtter, at lærerne gennemgår i løbet af deres lærerliv”, siger han og peger på, at heller ikke lærerne selv anser det for en karriere at blive bedre til at undervise.

“Mange lærere tænker, at de ikke er blevet lærere for at gøre karriere, og at det er noget, der hører til i det private erhvervsliv. Det er, som om karriere i folkeskolen er lig med at komme ud af klasseværelset. Vi skal have meget mere fokus på, hvordan man kan gøre karriere som underviser. Sammenlignet med andre lande er Danmark enormt dårlig til at honorere de lærere, der bliver ved med at være motiverede for at undervise og gerne vil blive bedre til det”.

At efterslæbet er stort i den danske folkeskole, når det kommer til den faglige efteruddannelse, er dokumenteret i talrige undersøgelser. I den seneste Pirls-undersøgelse fra 2016 svarede 43 procent af dansklærerne, at de ikke havde brugt tid på efteruddannelse og professionel udvikling relateret til læseundervisning inden for de seneste to år.

I Talis-undersøgelsen fra 2018 var Danmark et af bare otte lande, hvor færre end tre fjerdedele af lærerne mente, at efteruddannelse havde en positiv effekt på deres lærergerning. Og en analyse fra Danmarks Evalueringsinstitut viser, at kun 13 procent af underviserne i kommunale folkeskoler årligt har deltaget i efteruddannelse i perioden 2014/15 til 2018/19.

Kigger man på den internationale forskning, er der en klar sammenhæng mellem elevernes resultater i internationale undersøgelser og formaliseret mulighed for efteruddannelse for lærerne, understreger Martin Bayer:

“Så når halvdelen af lærerne gerne vil udvikle sig fagligt og pædagogisk, er det jo en gave til arbejdsgiveren, børnene og forældrene. Det, lærerne siger, er jo, at de gerne vil gøre karriere ved at udvikle sig fagligt. Hvorfor får de ikke lov til det?”

Faglig kamp og utilstrækkelig forskning

Martin Bayer har flere bud på forklaringer. Dels er efteruddannelsen til lærere blevet gjort til et overenskomstspørgsmål, hvor Danmarks Lærerforening (DLF) og de kommunale arbejdsgivere er uenige om, hvem der skal betale for efteruddannelsen.

Dels har den danske forskningsverden, som Martin Bayer selv er en del af, været for dårlig til at beskrive, hvordan danske lærere udvikler sig fagligt over tid, mener han.

“Der har ikke været nok interesse i en dansk kontekst for, hvilke mønstre lærere udvikler sig efter, og hvordan den udvikling kan understøttes af efteruddannelse”, siger han og tilføjer:

“Man bruger typisk billedet, at lærerne starter med nogenlunde samme udvikling, men så forgrener de sig ud som i en gigantisk trækrone. Hver lærer har sin unikke udvikling og karriere. Det tror jeg ikke passer. Jeg tror, at der er nogle fælles mønstre, som man udvikler sin professionelle identitet efter. Vi ved bare ikke nok om det”.

Det betyder, at kommunerne som skoleejere reelt mangler viden om, hvad der rykker noget i forhold til undervisningen. Økonomien er stram, og så bliver udviklingsprojekter prioriteret over den løbende faglige efteruddannelse.

“Man vil medvirke til, at skolen løser samfundsproblemer, ved at udvikle lærerne, men det bliver ofte med lidt tilfældige ad hoc-løsninger, der styres af, hvad man nu lige får fondsmidler til. Man overser i uhyggelig grad, at lærernes linjefag og anciennitet i sig selv ikke betyder så meget for elevernes udbytte af undervisningen. Der er den løbende faglige opkvalificering langt vigtigere”, siger Martin Bayer.

Fagforeningen vil vise behovet med egne kurser

I Danmarks Lærerforening er formanden for undervisningsudvalget, Regitze Flannov, ikke overrasket over Lærerpanelets svar i rundspørgen. De bekræfter hende i, at foreningen har taget det rigtige valg ved selv at udbyde faglige efteruddannelseskurser med en bevilling fra A.P. Møller Fonden i ryggen.

“De få efteruddannelsesmidler, der er i kommunerne, har i mange år primært været brugt på konceptkurser, mens man har nedprioriteret den fagfaglige opdatering. Det er ikke godt nok”, siger hun.

En ny medlemsundersøgelse fra Lærerforeningen viser, at færre lærere end tidligere overvejer at forlade folkeskolen. Men tallet er stadig 54 procent – altså over halvdelen. I 2015 var tallet 68 procent. Efteruddannelse er en afgørende faktor for fastholdelse af lærerne, mener Regitze Flannov.

“Som lærer identificerer man sig ikke kun med sit fag, men det er en vigtig identifikationsmarkør. Man har brug for at følge med og hele tiden udvikle sig i sit fag for at vedblive at være motiveret for at være lærer”, siger hun. Martin Bayer er enig:

“Efteruddannelse er ikke det eneste punkt i forhold til fastholdelse, men det er ét punkt – og langt vigtigere end højere løn”, siger han.

Regitze Flannov understreger, at der for Danmark Lærerforening ikke er en modstrid imellem at udbyde efteruddannelse og at sikre lærerne gode løn- og arbejdsvilkår. Tværtimod.

“En veluddannet lærerstab har bedre mulighed for at komme igennem med ambitionerne om at få mere frihed og professionelt råderum”, siger hun.

Men hun understreger, at det ikke betyder, at Danmarks Lærerforening mener, at efteruddannelsesopgaven ikke bør være arbejdsgivernes:

“Vi går også ind på banen for at sætte fokus på, hvor stor efterspørgsel og hvor stort behov der er. På den måde kan vi forhåbentlig anskueliggøre over for dem, der skal finansiere skolen, at de bør finde midlerne til at drifte et kontinuerligt udbud af fagfaglig efteruddannelse”.

For dårlige til at give opfordringer

I Folkeskolens rundspørge svarer 29,8 procent, at de har overvejet at blive skoleleder. 75,7 procent af dem svarer, at det ønske er opstået hos dem selv. En tredjedel har fået opfordringer fra kolleger, mens 27 procent er blevet opfordret af deres skoleleder.

Det mener Martin Bayer er et godt eksempel på, at man i folkeskolen i alt for høj grad er overladt til sig selv, når det kommer til karriereudvikling og at finde ud af, om man har talent for at gå i en given retning.

I de åbne besvarelser i undersøgelsen kan lærerne selv sætte ord på, hvorfor de overvejer at blive ledere. Én skriver, at det er blevet bragt på banen til en medarbejderudviklingssamtale. En anden at det har været drømmejobbet fra barnsben. Flere skriver, at ønsket har fortaget sig, efter at de enten ved erfaring som mellemleder eller gennem research har fundet ud af, hvor mange administrative opgaver lederjobbet reelt indebærer.

Og så svarer en respondent, at vedkommende efter 18 år som lærer kun har fået enkelte endagskurser som faglig opdatering og er bange for at gå i stå i sin udvikling: “Jeg vil ikke stagnere og ’bare’ levere den samme undervisning”, lyder det i besvarelsen.

Netop stagnation kan forskningen sige noget om, understreger Martin Bayer. Der er ikke foretaget undersøgelser i Danmark, men den internationale forskning peger på, at det sker, hvis man ikke har fået efteruddannelse i syv år, fortæller han:

“Og det er på godt og ondt. Alting skal ikke være nyt hele tiden, og for nogle er det forbundet med tryghed at ’stivne’ ovre i det brune hjørne. Men hvis ikke der sker noget inden for syv år, der får folk til at prøve noget andet, så er der altså stor sandsynlighed for at havne der. Så man skal helst inden da understøttes med efter- og videreuddannelse, hvis man ikke af egen drift søger forandringen”