Overenskomst-forhandlingerne er brudt sammen 

Der var ikke noget at tage fejl af. Ansigterne var klædt i stramme folder, da de kommunalt ansat­tes topforhandler, Anders Bondo, og kommunernes topforhandler, Michael Ziegler, med tunge skridt ned ad trappen nærmede sig den ventende presse i forhallen hos KL. Simultant foran hver deres rullende kamera erklærede de begge, at forhandlingerne om en ny overenskomst for de kommunalt ansatte var brudt sammen. Det var mandag den 26. februar, klokken havde lige passeret halv otte om aftenen, og forhandlerne havde kun brugt en halv time sammen.

OK18: Sammenbrud i statslige forhandlinger 

Blot tre dage tidligere havde de statsansattes topforhandler, Flemming Vinther, også erklæret sammenbrud i de statslige overenskomstforhandlinger. Sikring af den betalte frokostpause, reallønsfremgang og lærernes arbejdstid viste sig at være tre så hårde knuder, at ingen af parterne på det offentlige arbejdsmarked kunne løse dem.

Sammenbruddet i forhandlingerne er et skridt nærmere et gadebillede præget af strejkende lærere, sygeplejersker og djøf'ere, og selv om det langtfra er første gang, Danmark står over for en storkonflikt, er der noget særligt over 2018-udgaven. Det vil højst usædvanligt være tredje gang på bare ti år, at offentligt ansatte trækker i de skriggule demonstrationsveste og nedlægger arbejdet eller lockoutes.

• I 2008 endte overenskomstforhandlingerne med en maratonkonflikt, hvor 75.000 sygeplejersker, social- og sundhedsassistenter og pædagoger strejkede i 70 dage, mens de ventede på et regeringsindgreb, der aldrig kom. Til sidst forhandlede parterne en aftale på plads.

• I 2013 var det 67.000 lærere, der i 25 dage blev forment adgang til deres arbejdsplads - landets folkeskoler - før politikerne greb ind og gjorde en ende på kommunernes lockout med vedtagelsen af lov 409, der regulerede lærernes arbejdstid.

På det private arbejdsmarked skal vi 20 år tilbage for at finde den seneste konflikt, den såkaldte gærkrise, hvor 450.000 privatansatte nedlagde arbejdet. Der er bred enighed om, at stabiliteten på det danske arbejdsmarked hænger sammen med, at ingen af parterne som udgangspunkt har interesse i at gå i konflikt: Under en konflikt mister arbejdsgiverne produktion, mens lønmodtagerne ikke får deres løn. Dermed er der intet økonomisk incitament for at ende i konflikt.

Men sådan er det ikke nødvendigvis på det offentlige område.

Flere forskere og aktører har efter KL's historiske lærerlockout sat spørgsmålstegn ved, om den danske model er sat ud af kraft på det offentlige område, fordi staten har en dobbeltrolle i forhandlingerne: For den statslige arbejdsgiver er både forhandlingspart og har som politikere også retten til på et hvilket som helst tidspunkt at gribe ind i en konflikt. Præcis som det skete i 2013, da Thorning-regeringen gennemførte lærernes arbejdstidslov.

Dermed er der ikke tale om to ligeværdige forhandlingsparter, som ellers er det altoverskyggende udgangspunkt for den danske model.

»På det offentlige område vil der altid være en ubalance i den danske model, fordi man ikke rammer arbejdsgiveren økonomisk, når man strejker. Derfor er der en magtmæssig ubalance«, siger arbejdsmarkedsforsker Nana Wesley Hansen, lektor på Forskningscenter for Arbejdsmarkeds- og Organisationsstudier (Faos) på Sociologisk Institut, Københavns Universitet.

Aftalemodellens logik sættes over styr

Men står den danske model så ved en skillevej?

Spørger man Gordon Ørskov Madsen, formand for overenskomstudvalget i Danmarks Lærerforening (DLF), er der ingen tvivl: »Vi står ved en skillevej, hvor vi som samfund skal vælge mellem, om vi skal fortsætte med at have et forpligtende og gensidigt respektfuldt samarbejde i partssystemet, eller om vi skal gå nye veje«, siger han. »Jeg hører politikerne og de politiske partier rose den danske model i skåltalerne, men lige nu er det reelt kun fagbevægelsen, der kæmper for den«.

De mange kasketter, den statslige arbejdsgiver har, får nu flere til at foreslå ændringer i den danske aftalemodel. Blandt dem er arbejdsmarkedsforsker Laust Høgedahl fra Center for Arbejdsmarkedsforskning (Carma) ved Aalborg Universitet. Han foreslår blandt andet, at der oprettes en mere uafhængig arbejdsgiverorganisering i staten, at forligsmandens mæglingsskitse skal bruges ved lovindgreb, og at opsparede lønkroner skal geninvesteres på det konfliktramte område.

»Den danske model er også en magtmodel, hvor parterne har stærke interessemodsætninger, men hvis den ene part magtmæssigt kan køre modparten over, så sættes modellens funktionalitet ud af spil«, skriver Laust Høgedahl i en forskningsrapport. »Hvis politikerne spekulerer i den tredobbelte rolle, som de besidder som arbejdsgiver, lovgiver og budgetmyndighed, så sættes aftale- og forhandlingsmodellens logik over styr«.

SF vil splitte Moderniseringsstyrelsen i to 

Samme service for færre penge

I det centrale København ligger Moderniseringsstyrelsen, som siden 2011 har haft til formål at »gøre løn og arbejdstid i det offentlige til en væsentlig og integreret del af udgiftspolitikken«. Det var Thorning-regeringen, der oprettede Moderniseringsstyrelsen, og dermed blev offentlige overenskomstforhandlinger, der traditionelt har været adskilt fra den økonomiske politik på Christiansborg, en central del af regeringens udgiftspolitik.

»Overenskomsterne spiller en meget stor rolle, i forhold til hvordan man kan modernisere den offentlige sektor. Man har koblet overenskomsterne sammen med den økonomiske politik i en periode, hvor man er gået fra, at modernisering betød, at vi skulle have bedre service for den samme pose penge, til at vi nu bare skal vedligeholde servicen for færre penge. Der er altså kommet en ny økonomisk dagsorden ind i moderniseringen af den offentlige sektor, hvor man forandrer forhandlingsrummet og måden, man forhandler på«, siger Nana Wesley Hansen fra Faos.

Når der er konflikt på arbejdsmarkedet, træder Forligsinstitutionen ind på scenen for at mægle mellem parterne og forsøge at finde et kompromis. Det er kutyme ved lovindgreb, at politikerne ophæver forligsmandens mæglingsforslag til lov. Dermed sikrer man en balance, der tilgodeser begge parters krav. Det var ikke tilfældet i 2013, hvor forligsmanden opgav at finde et kompromis, og det efterfølgende lovindgreb er blevet kritiseret for at være for ensidigt til arbejdsgivernes fordel.

Moderniseringsstyrelsen er den part, lønmodtagerne forhandler med ved det statslige bord, og samtidig har styrelsen ansvaret for at sikre effektiviseringer af den offentlige sektor.

»I 2013 blev det nogle af de samme embedsmænd, som forhandlede, der også skrev loven. Og da turen gennem Forligsinstitutionen gik papirløst, kunne regeringen lave loven, ligesom den havde lyst«, konkluderer Laust Høgedahl fra Carma.

De kommunale pengetanke sparede 71 millioner kroner om dagen på lærerlockouten i 2013, fordi de ikke skulle udbetale løn til lærerne. De penge mener Laust Høgedahl fremover bør øremærkes til senere brug på det konfliktramte område, så arbejdsgiverne ikke kan spekulere i at spare penge i den offentlige sektor ved at lockoute medarbejderne:

»En regering kan have egne interesser i et regeringsindgreb. Det er Overenskomst 13 et lysende eksempel på. Der var reformplaner, som skulle finansieres via en ændring af lærernes arbejdstid«.

Lokal løndannelse

Innovationsminister Sophie Løhde (Venstre) er politisk chef for Moderniseringsstyrelsen. Hun har ved flere lejligheder sagt, at lønnen på det offentlige område i højere grad end i dag skal aftales decentralt. Op mod halvdelen af løndannelsen skal foregå mellem den enkelte leder og medarbejder frem for som i dag, hvor næsten hele lønnen aftales centralt mellem parterne, mener ministeren.

»Man har ikke tradition for stor lokal løndannelse på det offentlige område, men det er, fordi lønmodtagerne ikke er vilde med det. De offentlige arbejdsgivere vil gerne gå meget længere på det her område«, siger Nana Wesley Hansen.

Det er også oplevelsen i DLF. »Vi oplever fra arbejdsgivernes side, at man helst vil undgå at indgå aftaler i aftalesystemet og i stedet finde ud af det med den enkelte medarbejder, fordi aftalesystemet i deres optik er skyld i, at medarbejderne udgør for stor en omkostning i konkurrencestaten«, siger Gordon Ørskov Madsen.

Direktøren for den liberale tænketank Cepos, Martin Ågerup, mener modsat, at det vil være gavnligt for den offentlige sektor, hvis overenskomstsystemet reformeres, så det belønner medarbejdernes individuelle præstationer.

»Der er stærk dokumentation for, at for eksempel præstations- og resultatløn har positive effekter såsom lavere sygefravær, højere medarbejdertilfredshed og højere produktivitet«, skriver han i en kronik i Politiken.

Lønmodtagerorganisationerne vil gerne holde fast i den danske model, men er klar til at se på ændringer. Formand for hovedorganisationen FTF Bente Sorgenfrey har meldt ud, at hun er åben over for at ændre i den danske model - men først efter de igangværende overenskomstforhandlinger.

»Der er åbenlyst behov for, at parterne sætter sig sammen og drøfter mulige justeringer af den danske model i forhold til det offentlige område«, lyder det fra Bente Sorgenfrey, der repræsenterer 450.000 primært offentligt ansatte såsom lærere, sygeplejersker og pædagoger.

Spørgsmålet er, om parterne vil kunne blive enige om at ændre i den danske model. En ting står helt klart: Overenskomstfornyelsen 2018 vil være en milesten i dansk arbejdsmarkedshistorie. Som Gordon Ørskov formulerer det:

»Det er hele aftalesystemet, hele partssystemet, der er på spil«.

Leder: Åh nej, ikke igen!