Lisbeth Kappelgaard ønskede med sin ph.d. at gøre noget ved stress. At flytte fokus fra, hvad der stresser lærerne, til hvordan det er muligt at få øje på, at noget stresser. Og så at kunne gøre noget ved det i opløbet. Derfor sagde hun ja til at prøve en måler, som en kollega havde udviklet til at give biofeedback.

»Jeg havde egentlig ikke lyst til at blive 'kvantificeret', men jeg sagde ja til at deltage en uge, hvor jeg fik målt hudens fugt på forskellige tidspunkter af dagen og hjerterytmen. Jeg blev 'prikket på skulderen' flere gange om dagen, og så skulle jeg beskrive, hvad jeg lavede lige nu. Det resulterede i, at jeg fik mig selv som lagkagediagram og søjlediagram dag for dag«, fortæller hun.

Resultaterne viste, hvad der gav hende energi, og hvilke opgaver der drænede hende for energi. Sammen med en forskerkollega udviklede hun på måleudstyr og spørgeskema og prøvede det på en gruppe af lærere. Tilbagemeldingerne var positive. Testpersonerne kunne optage lyd og tage billeder, så ideen var, at man bagefter kunne gå ind til skolelederen med et lydklip fra matematik i 2. klasse og afspille det som medforklaring på sit arbejdspres med støjende elever og udfordringer med at trænge igennem med undervisningen. Så ville man kunne aflæse hjerterytme og hudfugtighed på dét tidspunkt.

Stress er tabu blandt lærere

Pas på individualiseringsfælde

»Det gav anledning til nogle etiske overvejelser. Sådan et måleudstyr skal bringes frem i en kærlig hensigt om, at man vil bringe udfordringerne ind i et fælles forum. Problemet er jo, at nogle kan hyre og fyre, så det skal kun kunne bruges, når man er enige om, at man ønsker at se på, hvad der giver arbejdsglæde, og hvad der dræner i arbejdsdagen. Det skal ses som et kollektivt redskab. Der er potentiale, men det er meget personligt«, siger Lisbeth Kappelgaard.

»Ingen fortælling har forret. Det kan være nyttigt at se på, både hvordan en person oplever noget, og hvordan kroppen reagerer i forhold til mulige stressorer. Det kan give en ny indsigt og dermed være et supplement i arbejdet mod stress, men det kan ikke stå alene«, understreger hun.

»Vi må endelig ikke ende i en individualiseret fælde, hvor stressaben sidder på den enkeltes skulder«.

Lisbeth Kappelgaard fortæller, at testpersonerne var positivt indstillet over for metoden. Men hun undrede sig over, at ingen stillede spørgsmål til teknologien og dens kunnen.

Stress i kopirummet

»Der var ingen spørgsmål og ingen skepsis. Der var et par stykker, der fandt teknikken bøvlet og ikke ville deltage, men nogle var næsten kede af at skulle af med måleren igen«.

Der var også nogle, der blev overraskede over, at deres krop ikke reagerede, når de ellers oplevede at stå i en presset situation. De talte om, at så var det måske alligevel ikke så presset en oplevelse, som de ellers mente.

»Hvis vi ikke kan måle, kortlægge eller forstå de menneskelige reaktioner, mister de da deres værdi, eller erklæres de som ikke gyldige?« spørger hun i afhandlingen.

Hvis sådan en metode skal bruges, er det meget vigtigt, at man på forhånd definerer, hvad formålet med undersøgelsen er, og hvem der ejer data, fremhæver hun.

Læs Lisbeth Kappelgaards ph.d.:

http://www.kdm.aau.dk/forskning/nyheder-forskning/vis/ph.d.-afhandling-ved-lisbeth-kappelgaard--hvordan-har-jeg-det-i-dag--.cid295642.