Lærere rammes i høj grad af stress, men ofte er de dobbeltramt - for stress er også et tabu i skoleverdenen. Lærere taler ikke om stress. Det er en lidelse, man holder for sig selv så længe som muligt. Mange mener, at stress smitter, hvis man taler om det. At stress nærmest fungerer som en virus.

Det fandt Lisbeth Kappelgaard ud af, da hun skrev ph.d. om lærere og stress. Hun begyndte at researche på emnet i 2010, fordi hun læste en avisartikel om, at mange lærere gik ned med stress. I artiklen var pensionsselskabet Lærernes Pension citeret for, at de så flere og flere lærere, der blev sygemeldt på grund af stress. Samtidig oplevede selskabet, at sygepensionerede med stress var yngre end tidligere.

Lisbeth Kappelgaards nysgerrighed var vakt. Hvad var årsagen til lærernes øgede stress?

Hun er adjunkt ved Institut for Kommunikation og Psykologi på Aalborg Universitet. Hendes ph.d. er et kvalitativt studie, hvor hun har interviewet 15 personer - lærere, skoleledere, skolechefer og stressbehandlere. Al empiri er indsamlet før 2013.

En måler til hjælp mod stress

Undervejs i arbejdet med ph.d.en stiftede hun bekendtskab med et mobilt spørgeskema og udstyr, hvor man kunne måle kropslige reaktioner som hjerterytme og sved, der kan give indikationer om kroppens stressniveau. Hun troede ikke særligt på metoden, men prøvede den selv. Derfor blev selvmonitorering et sideprojekt i hendes arbejde. For den første evne, man mister, når man rammes af stress, er evnen til at mærke efter, hvordan man har det. Hvis en teknologisk løsning kunne hjælpe, så man blev opmærksom på, hvad der stresser i hverdagen, så var meget måske nået? Det måtte i hvert fald undersøges, mente hun.

Overrasket over tabu

»Stress er ofte kun noget, lærere taler om i kopirummet. Det er et tabu for mange at tale højt om stress på arbejdspladsen. Jeg blev ret overrasket over, hvor fortættet det er, at stress er et tabu. Men det var meget tydeligt, når jeg talte med mine kilder. Lærerfaget er ellers kendetegnet ved at have dialog og åbenhed som værdier, men lærerne er dobbeltramt, når stress også er et tabuemne«, siger Lisbeth Kappelgaard.

Hun oplevede at interviewe en tillidsvalgt lærer om stress, og først halvanden time inde i samtalen fortalte vedkommende om sit eget stressforløb. En skoleleder fortalte, at man »jo aldrig er rigtig overrasket over det, når én går ned med stress«. Men lederen havde ikke forsøgt at tage problemet i opløbet.

Undervejs i sit arbejde stødte hun også på fortællinger om, at det eneste, der var blevet sagt til én, der kom tilbage på arbejdet efter sygemelding på grund af stress, netop var i kopirummet. Her spurgte en kollega stille: »Er du så også kommet på kemi?« Altså - får du nu medicin mod din stress - ligesom mig ...

»Lærerfaget har fokus på relationer og åbenhed, men her kniber det tilsyneladende kraftigt. Stress er et emne, man ikke taler meget om. Der er også en holdning med, at stress smitter, og derfor må man ikke tale om det. Det er særlig voldsomt, når lærere samtidig er hårdt spændt for stressmæssigt«.

Hun fortæller, at logikken i, at man ikke skal tale om stress, er, at det ikke er til gavn for nogen at tale om det. Men det betyder, at der ikke bliver mulighed for at gribe ind over for stress, understreger hun.

Leder: Stress i kopirummet

Forandringer i lærerjobbet

Lisbeth Kappelgaard siger, at der ikke er én grund til, at lærere er udsatte for stress. Der er flere grunde. De har oplevet mange forandringer i deres kerneopgaver. Som faggruppe oplever de ofte mistillid og manglende anerkendelse for deres arbejde og faglighed. Der er en ændret forventning i lovgivningen - fra systemet. Der er ændrede organiseringsbetingelser fra at være privatpraktiserende lærer til nu at skulle arbejde i mange team. Desuden er der ændrede forventninger fra omgivelserne - fra forældrene - ligesom barnets rolle har ændret sig gennem tiderne. Barnet er i høj grad blevet et individ med rettigheder. Alt dette har konsekvenser for lærerrollen, understreger hun.

Gennem årene har lærerne også oplevet at miste den autoritet, som de naturligt havde tidligere.

»Der er meget langt fra tiden med Den Blå Betænkning til nutiden med folkeskolereform og målstyring i stedet for indholdsstyring. I Den Blå Betænkning kunne lærerne slå op, hvad de skulle arbejde med i dette fag på et givent klassetrin. Nu er der målstyring, hvor resultaterne af de nationale test bliver sendt ud til byråd og offentlighed. Der er mange mål at styre efter, og didaktikken om, hvordan man når hen til målet, opleves af mange som diffus. Det presser dem«, mener Lisbeth Kappelgaard.

Det er ikke, fordi lærerne har sagt, at de ønsker sig tidligere tider tilbage, men hun oplever, at lærerne er i et paradoks. De beskriver teamarbejdet som en positiv værdi, men samtidig er det belastende og stressende. Fordi de er i mange team, og det er svært at prioritere, hvilke team man skal bruge sin sparsomme forberedelsestid på at gå til møde med. Her efterspørger flere lærere en mere synlig ledelse, der giver nogle retningslinjer for prioritering af opgaver og forvaltning af tid.

»Det er også svært at være i relationer hele tiden - både til kolleger, børn og forældre. Lærerne har underviserrollen og socialarbejderrollen. De bliver målt og vejet på underviserrollen, men det forventes også, at de griber ind, hvis et barn ikke trives. Læreren kan stå derhjemme ved opvasken og tænke: 'Hvordan går det mon nu med Solveig?' Kasketten som socialarbejder fylder meget. Dertil skal læreren også forholde sig til samarbejdet i teamet og de opgaver, der ligger dér«.

Lisbeth Kappelgaard taler om, at det er rart med engagerede forældre, men at lærerne også oplever, at de skal stille deres faglighed til diskussion i relation til forældrene. Det er svært at balancere i og navigere i. Lærerne skal hele tiden finde balancen mellem nærhed og distance og mellem faglighed og det personlige.

Samtidig er tabuet omkring stress endnu en kilde til lærernes oplevede pres.

Luk trolden ud af æsken

»En fortalte mig, at man klarer sig bedst i lærerjobbet, hvis man er god til relationer, men at det ikke er noget, man lærer i uddannelsen«.

Lisbeth Kappelgaard har i sit arbejde med lærere og stress samlet nogle retningslinjer om, hvad der kan forhindre stress i at udvikle sig.

»Nogle lærere efterlyser klare og tydelige rammer for, hvordan de kan forvalte deres arbejdstid. Og at man taler om, hvor mange resurser man bruger på at være underviser og på at være socialarbejder. Man skal turde sætte ord på, hvad problemerne er. Man skal lukke trolden ud af æsken. Spørge hinanden, hvad der slider, og hvordan vi - kollegerne - kan hjælpe«, siger hun.

»Tale om, hvad der fungerer, og hvad der ikke fungerer. Måske er jeg ikke alene om at opleve dette her. Det kan være en vigtig vej til at løse nogle udfordringer i jobbet. Men det er hulens svært at tage stress i opløbet, fordi mange først finder ud af, hvor stressede de er, når de ligger der. Derfor er det vigtigt også at skabe et rum til refleksion. Så man måske kan mærke efter i tide«.

Lisbeth Kappelgaard Ph.D afhandling bog 1

Lisbeth Kappelgaard Ph.D afhandling bog 2