Det er ikke mere end to dage siden, at lærerne fik det første kig på de mange data fra Program for læringsledelse, da forvaltning og ledelse på et tre timer langt møde løftede sløret for skolens resultater. Til eftermiddag er årgangs­teamene igen samlet for at kigge nærmere på data fra deres årgang. Og selvom ledelsen kun har givet hvert team et udpluk af resultaterne, er det ikke data, lærerne på Absalons Skole mangler.

»Jeg har fire årgange, og jeg har 12 spørgeskemaer per årgang. Det vil sige, at jeg har 48 spørgeskemaer liggende i min indbakke, som jeg på en eller anden måde skal forholde mig til«, fortæller Flemming Vielsted, som har ni forskellige klasser i engelsk og fransk. Her til eftermiddag diskuterer han svarene fra eleverne i skolens tre 5.-klasser sammen med to af årgangens øvrige lærere.

Lærerkredsen: Der mangler ejerskab

Foran sig har de papirer med en lang række kategorier såsom faglig trivsel, social trivsel, feedback, støtte og interesse fra læreren. Ud fra hver kategori er tre søljer, som hver repræsenterer en af de tre klasser. De laveste søjler er placeret i et rødt felt, de bedste når op i et grønt område, resten er placeret midt­imellem. Søjlernes højde er bestemt af elevernes svar på fire spørgsmål.

På Absalons Skole har ledelsen givet lærerne til opgave at udvælge ét indsatsområde fra papirerne med de mange søjler. Og så skal de udfylde en handleplan over, hvad de vil gøre ved problemet.

»Vi har valgt den kategori, der hedder 'Læringskultur i klassen'. For her bonner to af klasserne lavest ud, mens den tredje klasse faktisk ligger rigtigt højt«, fortæller Karina Petersen, som er klasselærer for en af årgangens klasser, imens hun peger på det eneste område på papiret med kun to søjler. En er oppe i den grønne farve, den anden når ikke ud af det røde felt. Den tredje klasse har ingen søjle. Scoren er for lav til en sølje.

»Det sjove er, at vi faktisk allerede havde tænkt, at vi skulle arbejde med det her i nogle af klasserne, fordi vi ikke synes, at vi var i mål med det. Som lærer underbygger det jo bare, at eleverne mener det samme«, fortæller den tredje lærer i teamet Jo Abildgaard.

Skoleleder: Den rigtige vej at gå

Det giver mening med ét fokus

Selvom ledelsen kun har givet dem adgang til et udsnit af dataene fra de tre klasser, er der alt for mange søjler til, at de tre lærere kan forholde sig til dem.

»Det er et kæmpe materiale, vi har fået. Der er virkelig meget, man skal sætte sig ind i«, siger Flemming Vielsted og viser, hvor mange spørgeskemaer der ligger og venter på iPad'en blot fra 5. årgang. »Men det er virkelig meningsgivende, når vi målrettet skal arbejde med ét felt«, tilføjer han.

På deres iPads kan de se spørgsmålene, eleverne har svaret på. Derfor bliver der scrollet livligt for at se, hvilke spørgsmål der gemmer sig bag de mange søjler.

»Spørgsmålene giver virkelig en ledestjerne for, hvor problemerne er: Er det let at danne grupper? Nej. Så dét skal vi arbejde på. Vi kan lide at hjælpe hinanden? Heller ikke. Hvordan får vi dem så til at kunne lide at hjælpe hinanden? Måske skal vi så stille flere opgaver, hvor de skal hjælpe hinanden«, fortæller Flemming Vielsted

Karina Petersen stemmer i: »Jeg synes også, at når man først kigger på det, så tænker man: Puha. Men det er faktisk rigtigt rart at kunne sige, at det er det her ene punkt, vi arbejder med. Det giver mening«.

"Endnu en fiks ide"

Hurtigt glemt igen

Alle er de enige om, at dataene kan være en hjælp til at udpege problemer og gå i dybden med dem, men der går næppe mange teammøder, før de mange tal er glemt igen.

»Hvis du spørger os om et halvt år, vil vi ikke sidde med det her. Så vil vi have fokus på den næste temauge«, siger Jo Abildgaard.

Flemming Vielsted støtter hurtigt op. »Der er en masse gode intentioner i det her, men lige nu rækker tiden overhovedet ikke til det. Så jeg bliver nødt til at trække på skuldrene og sige: 'Det kan jeg simpelthen ikke nå'«.

For tid er som en by i Rusland, og der er ikke mangler på nye elementer, lærerne skal forholde sig til.

»Der er mange ting i skolen nu, hvor man får sådan nogle ting, og så gør vi det, og vi arbejder med det, og det ville vi sikkert have gjort alligevel. Så du bliver nødt til at lægge det fra dig i det daglige, fordi vi har så travlt med at forberede undervisningen. Vi tager det op til teammøder, fordi vi er søde lærere, men så lægger du det fra dig igen, fordi du simpelthen ikke kan nå alle de nye ting, du skal forholde dig til«, fortæller Flemming Vielsted.

Leder: De, hvor skoen klemmer

Hellere varme hænder end kolde data

Han tror på, at de mange data vil styrke hans og kollegernes autoritet over for forældrene, men han kunne godt finde på andre ting, han hellere så resurserne gå til.

»Resursefordelingen eller prioriteringen er efter min mening voldsomt skæv. To af klasserne er meget hårdt ramt af inklusionselever, som er en kæmpe udfordring, og som vi i næsten et halvt år har arbejdet på at få flere resurser til. Og der sker ikke en pind. Nu bruger vi så alt det krudt på sådan noget her, hvor vi står og ikke har tid til ordentlig forberedelse. Det er rigtigt fornuftigt, det her, men det er godt nok mange resurser, man bruger på det her, når det er et helt andet sted, skoen klemmer. Og det er ude i lokalerne, hvor vi slet ikke har de varme hænder, der skal til«.