Arbejdstilsynet har besøgt 132 grundskoler på et halvt år og givet 42 påbud vedrørende dårligt psykisk arbejdsmiljø for lærerne. Folkeskolen har fået aktindsigt i de mange sider rapporter. Læsningen er ikke for sarte sjæle. Beretningerne lyder som fortællinger fra en verden, man har svært ved at se for sig som en del af den danske folkeskole. Og problemet bliver tilsyneladende større og større.

Hvorfor?

Langt den største del af forklaringen er uendelig trist. Det er inklusionsdagsordenen, som er på banen. Det er beretninger fra en virkelighed, hvor børn lider og slår fra sig i afmagt.

Praksis i mange kommuner er nemlig blevet, at alle børn starter i de små klasser. Det er først, hvis det viser sig helt umuligt at få til at fungere, at der kommer diagnoser, støtte eller andre foranstaltninger i klassen.

Det går ud over nogle børn, som ikke skriver læserbreve og stemmer til folketingsvalg. De kan kun reagere med frustreret afmagt, når det hele brænder sammen for dem, og de skal forsøge at være et sted, hvor der ikke er mulighed for at tage hensyn til deres særlige behov.

Lærerne forstår dem kun alt for godt. Derfor skal der meget til, før de får sat deres eget arbejdsmiljø på dagsordenen. Alt for længe forsøger lærerne at få det til at fungere og presser deres egne grænser for langt, alt for langt, indtil de må give op.

Lige så sympatisk tanken er om at rumme alle i skolen, lige så hamrende usolidarisk er det, hvis der ikke er hjælp at hente. Det går ud over eleven, det går ud over lærerne og de andre elever, og i sidste ende er det med til at lægge en bombe under den fælles folkeskole, hvis forældrene ikke kan sende deres børn i skole uden at risikere vold.

De såkaldte »inklusionsfremmende økonomiske incitamentsstrukturer« forværrer problemerne. De fleste steder skal skolerne selv finde pengene, hvis de vil gøre noget ekstra for en elev, fordi midlerne til specialundervisning er lagt ud på skolerne efter en gennemsnitsbetragtning. Det er jo fint, hvis der er penge nok! Men med den anden hånd udhuler de almindelige nedskæringer midlerne til at drive skole for.

Det kan vi gøre bedre.

Vi må smide modeller ud, som er udtænkt i en tid, hvor det handlede om at spare på specialundervisning. I stedet må kloge mennesker skabe en intelligent styringsmodel, som tager højde for virkeligheden!

For heldigvis er der noget at gøre, hvis skolen står samlet - og der er bare en nogenlunde økonomi. Det er helt afgørende, at det aldrig nogensinde må være den enkelte lærers problem.