En tredjedel af de henvendelser, som DLF's rådgivning for psykisk arbejdsmiljø modtog sidste år, handlede om at få hjælp til at klare en stigende arbejdsbyrde.

»Lærerprofessionen er under pres. For den enkelte lærer vil det føles, som om man ikke gør sit arbejde godt nok. Men der er en hel bunke mekanismer, som spiller ind, som den enkelte lærer ikke direkte har noget at gøre med«, siger socialrådgiver og konsulent i DLF Laila Jensen. Hun rådgiver DLF-medlemmer, der har problemer med det psykiske arbejdsmiljø, og hun har netop afsluttet en masteruddannelse i professionsudvikling ved Københavns Universitet.

I sin masteropgave valgte hun at se på sit daglige arbejde fra en anden vinkel.

Når lærerne henvender sig til rådgivningen, er fokus mest på forældre og elever og meget sjældent på lovgivning og overenskomster. Man forsøger at hjælpe den enkelte til at have det godt på arbejdspladsen. Eksempelvis kan konsulenterne tilbyde medlemmer fem timers psykologhjælp, hvis man skønner, at det vil hjælpe.

»Vi hjælper den enkelte med at komme videre, og det er godt, og det virker. Men man kan også se det, som om vi hjælper den enkelte med at rette sig ind under givne forhold i stedet for at gøre oprør. Arbejdsgiverne kan jo med god grund sige, at de ikke vidste noget om problemerne, når vi bare hjælper den enkelte med at tilpasse sig«, siger Laila Jensen.

Flere opgaver - mindre tid

I masteropgaven belyser hun, hvordan vilkårene for lærernes arbejde har ændret sig siden 60'erne. Udgangspunktet er interview med tre lærere.

»Der er en ung lærer, der er på deltid, men som nærmest arbejder fuld tid for at klare arbejdsopgaven. Hendes helt store dilemma er, at hun har ansvaret for, at det enkelte barn kan læse efter 2. klasse. Det mål, som kommer fra ministeriet, er pludselig hendes personlige problem. Lærerne kunne sikkert godt dele problemerne, hvis de havde tid, men det har de ikke«, siger Laila Jensen.

Lærerne føler, at der kommer nye opgaver ind i skolen, uden at der tages andre ud. En opfattelse, der bakkes op af Arbejdstilsynet om lærernes psykiske arbejdsmiljø fra 2001. Tilsynet støttede lærerne i, at der var behov for efteruddannelse, og at lederne skulle hjælpe lærerne med at prioritere opgaverne.

Kravet om rummelighed er noget, der presser lærerne.

»Selvfølgelig skal vi da rumme Down's syndrom, Damp-børn og Asperger-børn. Selvfølgelig kan vi, hvis vi får hjælpen og resurserne til det«, som en 61-årig lærer, der har arbejdet 24 år i folkeskolen, siger i masteropgaven.

Også selvstyrende team, hvor lærerne selv skal stå for skemalægning og vikardækning, giver mange frustrationer.

»Vi havde visionen om, at vi kunne udnytte det her til noget positivt. Vi har oplevet, at det har været en hæmsko, mere end det har været en hjælp. At man diskuterede alt for meget timer og optællingsteknik og regneark«, siger en ung mandlig lærer, der har arbejdet fem år i folkeskolen.

»Professionsidealerne og professionsstrategien kan være med til at understøtte privatiseringen af lærerlivet. På samme måde som Per Fibæk i bogen 'Den autentiske lærer' beskriver, hvordan det er op til den enkelte lærer at bestemme sig til at blive en god lærer. Det er den enkelte lærer, der skal leve op til nogle idealer, som man så selv har ansvaret for at tilegne sig«, siger Laila Jensen.

»DLF har haft ønsket om, at lærerne skulle have mulighed for at bestemme mere selv, men der er omkostninger ved selv at bestemme. Det kan vi se allerede nu i rådgivningen, og det kommer vi til at se meget mere til«.

Fælles ansvar for problemer

»Der er risiko for en eliteorientering. Det sker allerede på seminariet. Hvis man tager den unge lærer, så er hun så præget af at nå sit mål, at hun arbejder fuld tid, selv om hun kun får løn for en deltidsstilling. Enten brænder sådan en lærer ud, eller også flygter hun til et andet arbejde. Lærerne vil gerne, men manglen på resurser kan føre til arbejdsbetinget stress«.

Laila Jensen er i gang med at tænke sin egen arbejdsopgave i DLF anderledes. Hun mener, at man i rådgivningen af lærere må gøre op med den defensive tilgang til lærernes problemer og i stedet tænke meget mere offensivt.

»Vi har været med til at privatisere problemerne, og det skal vi ikke fortryde, for vi har nogle billeder af, hvilke problemer lærerne slås med. Men nu er opgaven, at problemerne i højere grad skal løses som et fælles anliggende på arbejdspladsen. Når de enkelte medlemmer henvender sig, skal der være mulighed for at kontakte arbejdsgiver og tillidsrepræsentant for at skabe et fælles ansvar. Vi skal have lærerne til at snakke om konsekvenserne af mangel på resurser, både for dem selv og for eleverne. Problemerne skal simpelthen afprivatiseres«.

Hvis lærernes problemer skal afprivatiseres, skal man til at følge nogle offensive strategier for at gøre forskel. Her er nogle af Laila Jensens bud på løsningen:

- Synliggøre lærernes arbejdspres

- Synliggøre mangel på resurser

- Synliggøre konsekvenserne for eleverne - for den enkelte elev

- Stoppe med at individualisere problemerne i organisationen - sende sagen til arbejdsgiver.