Et eller andet sted på internettet så jeg i sommerferiens sidste uge, en joke der gik nogenlunde sådan her. "Forældre holder ikke sommerferie, de er bare på forlænget babysitting". Hvis 6 ugers samvær med den gennemsnitlige børneflok er kilde til udmattelse, så send en tanke til lærerne, der for 2 uger siden bliver budt velkommen i heldagsskolen. Deres nye arbejdsforhold kommer med et twist som jeg tvivler på at hverken reformister, skoleledere eller selv lærerene i tilstrækkelig grad har blik for.

Lærernes nye arbejdsmiljø er ikke forberedt til den restitution, som intens samvær og formning af ungdom kræver. Med min kendskab til belastning af opmærksomhed og kognitiv kapacitet, har jeg stor ydmyghed over lærerens domptørarbejde, med 20-30 elever der kun har respekt for den autoritet læreren selv kan mønstre i kraft af karakter og sympati. En lektion må være som at komme ud fra julereceptionen på det nye arbejde, hvor man ikke alene skulle efterlade et godt indtryk, men også få forsamlingen til at begribe π uden alle nødvendigvis er interesseret. Jeg er bange for at det vil komme som en overraskelse at lærernes opmærksomhedsevne bliver slidt ganske hurtigt, når omgivelserne på skolerne ikke er indrettet til ro, koncentration og kollegial sparring i adskilte og effektive rammer.

Er vi klar over at den nok mest eksistentielle forandring ved skolereformen, er en radikal udskiftning af arbejdsmiljø. Fra noget så intimt som hjemmet, til noget så uforberedt som skolebygningen? Al den stund skolebygningen ikke tidligere har været så bred ramme om lærernes arbejdsgange, som i dette eksperiment med en hel faggruppe.

Og omkostninger er til at føle på. Til sammenligning har vidensarbejderer i mange år kæmpet med kontormiljøers indflydelse på udbrændthed og koncentrationsbesvær. Selv i de relativt gammelkendte storrumskontorer er mange organisationer begyndt at investerer i nye måder at tilrettelægge arbejdsmiljø der understøtter den mentale kapacitet. Hvis man ud fra disse erfaringer hos den "almindelige" kontorarbejder (de fleste af os, som mærker hvordan støj, distraktion, uhensigtsmæssige arbejdsgange, rod og uinspirerende omgivelser, i større elle mindre grad skyder op som forhindringer i vores egentlige mål med at være på arbejde). Hvis man i dette perspektiv tilføjer aspekterne fra klasseværelset. Så beskuer vi en temmelig potent trusselscocktail mod den mentale kapacitet .

Jeg har ikke noget konservativt forhold til lærernes hjem som det eneste rigtige miljø for forberedelse. Tværtimod tror jeg at integrationen mellem lærere, pædagoger, forberedelse og vidensdeling under samme tag, har et interessant perspektiv. Men jeg tvivler på at alle de ambitioner kan rummes på et lærereværelse. Eller det vil sige, det kan det måske godt, men ikke i form af en aflagt frokoststue. Hvilken form så? Jeg ved det ikke. Det kan kun designes efter dybden af indsigt i skolens særlige forhold, og de kan have meget anderledes potentialer end nogen indtil nu har afdækket. Jeg tør dog næsten garantere at hvis man tager det alvorligt, kan et restituerende og struktureret arbejdsmiljøet være en bidragende faktor der oplader underviseren til at kunne se alle sine elever i øjnene. I tilstrækkelig lang tid af gangen.