Der er bygget en mur, der udelukker skolerne fra det 21. århundrede. Vi er tilbage til industrisamfundet, hvor lønmodtageren stempler ind kl. dit og ud kl dat. Det hører da næppe til i samfundets aktuelle globaliserede tidsalder, hvor alle lande deltager i en kappestrid om at udvikle den mest kreative befolkning. Den befolkning der kan overleve i den globale konkurrence om at producere lige det, der efterspørges af den globale forbruger. Den forbruger, der køber sine varer der, hvor pris og kvalitet følger med tiden. Ikke dér, hvor befokningen ikke er uddannet til at følge med tiden og skabe de rette produkter.

Regeringen har med skolereformens administrative helvedesild og tidstyranni sendt skolerne tilbage til en tidsalder, som alle andre lande...

(undtagen nogle få ulande, hvis levevilkår vi næppe har lyst til at skulle sammenligne os med i fremtidige komparative undersøgelser - hvis der ellers bruges tid på at sammenligne sådanne lande)

... forlængst har forladt med henblik på at flest mulige borgere kan placeres i den kreative klasse (læs fx Richard Floridas velkendte bog omkring den kreative klasse! Bogen kom allerede i 2004!).

Den kreative klasse er netop kendt for ikke at skelne skarpt mellem arbejdstid og fritid, kendt for ikke at ønske sådan en (arbejdstids-)MUR, der adskiller en fra at placere sin arbejdstid dér, hvor man er bedst til at udvikle nyt, til at anvende sin kreativitet. Sådan en mur er især uønsket fordi det er ret svært at være kreativ og finde kreative idéer på kommando og måske på kun 20 min. af gangen. 

Og det sidste er netop hvad skolereformens såkaldt normaliserede arbejdstid for lærerne lægger op til. At forberede sig i små bidder (ofte på kun 20 min. af gangen)  er virkeligheden i mange læreres forberedelsesarbejde.

Som lærer har man måske 45 min. forberedelse en bestemt ugedag. 45 min. som er placeret som en undervisningsfri lektion nr. 4 blandt 8-10 lektioner. I frikvartererne er der vagter, der skal passes eller også skal der lige følges op på vigtige aftaler med elever og kolleger.

De 45 min. forberedelsestid (som ofte reelt kun bliver 20 min. jf. herunder), hvor man som lærer måske skal nå: (listen er ikke nødvendigvis udtømmende for alle forberedelser)

(1) at forberede to eller tre lektioner, herunder måske nå at sætte sig ind i nyt undervisningsmateriale;

(2) finde den bedste formidlingsform og strukturering af undervisningen;

(3) formulere de konkrete læringsmål på alle klassens elevers forskellige niveauer;

(4) og måske også klargøre materialerne, som oftere og oftere også kræver kopiering af udskrifter fra Internet, fordi lærebogssystemer bliver forældede samtidigt med at skoler har færre penge til opdaterede materialer (og alt kan endnu ikke fås og bruges digitalt med iPads og Smartboards).

(5) Og det er oftest reelt slet ikke 45 min. man samlet har til forberedelsen, når man har en "mellemtime" på 45 min.

Man befinder sig nemlig ikke i sit forberedelseslokale, når klokken ringer efter den 3. lektion er slut, hvorefter man så har "undervisningsfri" i den 4. letktion.

Nej, da befinder man sig muligvis i den ene ende af skolen, hvorfra man så må bevæge sig hen til forberedelseslokalet med ens "arbejdsplads" i den anden ende. Det kan være noget af et forhindringsløb at komme tilstrækkeligt hurtigt derhen. Et løb, hvor man nogle gange kunne ønske sig forklædt som et uhyre, som alle springer til siden for og bestemt ikke ønsker at tale en helt masse med. Alle samtaler undervejs vil jo frarøve en den sparsomme forberedelsestid.

Den disciplin, der kræves for at slippe af med tidsrøverne og nå at få den nødvendige forberedelsestid, passer slet ikke med den "åbne" rolle, som egentligt burde være mere ønskelig hos lærere, der færdes på skolen blandt kolleger og elever, dvs. blandt andre mennesker, der kan have mange og ofte særdeles presserende behov for at komme i kontakt med en for at få løst her og nu opgaver (udfordringer). Som menneske kan man jo ikke bare lave sig om til et uhyre, men hjælper naturligt med her og nu opgaverne, hvorefter man udsætter sin forberedelse.

Derfor er det normalt ikke 45 min. man har. Der skal realistisk fratrækkes mindst 10-15 min. til transport fra klasseværelset / undervisningen hen til forberedelsesstedet med samtidigt tidsforbrug til at samtale med elever el. kolleger undervejs. Derudover er det også normalt for lærere at få behov for toiletbesøg i løbet af en arbejdsdag. 

Så 45 min. bliver desværre nemt til kun 20 min. Man skal nemlig også møde til tiden i den anden ende af skolen til den næste lektion. Og det tager også tid at gå derhen (Vi kan endnu ikke beame os derhen, selv om det kunne være ønskeligt).

Og på de 20 min. skal man så forsøge at være kreativ på kommando, altså forberede ens undervisning på en måde, så stoffet tilpasses den tidsalder som eleverne vokser op i uden for skolen, selv om materialerne desværre ofte stadig passer bedst med en tid, som vores bedsteforældre nogle gange nostalgisk mindes, hvis de ikke helt har glemt den. Og rammerne med stemple ud og ind er nu også bombet tilbage til en eller anden støvet tidsalder, der sikkert bedst passer med et eller andet museum, som kun besøges én gang i livet af nogle få nørder.

Indrøm dog at de arbejdstidsbestemmelser overhovedet ikke er nogen normalisering af lærernes arbejdstid. Ikke kun på grund af dens indhold omkring tilstedeværelse, men også af andre årsager.

Den er fx ikke en normalisering fordi der først ville kunne være tale om en normalisering, hvis den muliggjorde det, at lærerne - ligesom rigtig mange og måske endda de fleste "normale" lønmodtagere aktuelt kan - også kunne søge om og realistisk få ferie udenfor skoleferierne. Nej, lærerne har nu oftest fået placeret deres 5 årlige ferieuger i bestemte uger, så deres ferieplacering passer præcist med skoleferierne. Det kan man bestemt ikke kalde en normalisering af arbejdstiderne. 

Hvis Regeringen skal gøre bare en god gerning, som kan måle sig bare en ille bitte smule med alle de gode gerninger som alle skolebørnene aktuelt er godt igang med, så skal Regeringen bestille en kæmpe nedrivningskugle, som der skal den allerstørste kran til at løfte. Med kuglen skal kranen smadre den mur, Antorini selv har været med til at bygge op.

Så kan vi lærere måske få tid til at bringe skolen tilbage til den tidsalder, som resten af klodens førende samfund befinder sig i. Men gør det lige inden det er for sent. Gør det lige inden vi skal til at sammenligne os med lande, der er mindst lige så fattige som os på naturresurser. Vi har modsat mange af dem stadig vores viden at kæmpe med (udover lidt svin og smør). Men får denne tids skolebørn ikke den skolegang, der er nødvendig for at følge med i det globale samfund, men istedet en skoletid, der passer bedre med industrialderens, så går den viden tabt og velfærdssamfundet kommer til at mangle velfærd.