Hanne Sax Holm arbejder meget med, at eleverne skal forstå positionssystemet »helt inde på rygmarven«. Så er fundamentet i matematik lagt.Foto: Palle Peter Skov
Der findes regler, krav, elever og kolleger, der har indflydelsepå lærerens undervisning. Nogle gange er indflydelsen positiv.Andre gange irriterende. Men lige meget hvad sker der noget godt engang imellem. Vi spørger lærere, hvornår de sidste gang gik ud adskoleporten med løftet pande og smil på læben.
Hanne Sax Holm er uddannet lærer ogmatematikvejleder på Andst Børne- og Skole-center i Vejen Kommune.Hun er desuden lokalkredsformand for DanmarksMatematiklærer-forening Sydvestjylland. Hun er dybt fascineret afat få eleverne til at mærke matematikken - bogstavelig talt.
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
»Æskerne med alle de konkrete materialer til brug i matematikundervisningen er en stor del af mit undervisningslokale. Fordi det konkrete og visuelle er så vigtigt i undervisningen. Når børnene har materialer som perler, centicubes eller tal på papirstykker i hånden, så er det, som om de leger. Og det gør de jo også, men det er en struktureret leg. Alt det visuelle og konkrete understøtter matematikken og får dem til at forstå den.
Annonce:
Det rykker virkelig for mig, når det rykker for børnene, og når jeg kan understøtte de voksne, jeg også underviser, i arbejdet med talforståelse. Det er så vigtigt at sammenkæde repræsentationerne. At det kan gøres så konkret og håndgribeligt, gør mig glad. Jeg kan se, at de oplever matematikken med deres hænder og i deres krop. Det er vildt fascinerende at få eleverne til at folde sig ud på dette område.
Min undervisning bygger meget på positionssystemet/10-talssystemet og på tallinjen. Eleverne skal hele tiden vide, om noget er én mindre end noget andet eller syv større. De skal vide, at hvis vi ser på tallet 130, så er der 100 plus 30 og ingen enere. Det skal de forstå, for ellers får de svært ved matematikken senere. De skal have den totalforståelse af tallene, så de bare ved det. Efter min mening er det her, man skal bruge tiden som lærer. Vi oplever elever, der ikke har forstået det. De kan finde på til afgangsprøven at skrive, at 8.012 divideret med 4 er lig med 23. Det ville de jo aldrig mene, hvis de havde forstået positionssystemet. Indimellem hører jeg elever fortælle andre, at 'så sker der noget magisk'. Og så har de jo ikke forstået sammenhængen. For der sker sgu ikke noget magisk i matematik, og det er ikke godt nok, at resultatet bliver rigtigt hver fjerde gang - ved et tilfælde.
Vi arbejder med knuste tal i indskolingen. Tal, der er gået i stykker og skal samles. Hvis der i en skål ligger en seddel med 10, en med 1, tre enkroner og tre centicubes - i alt er der 17 - hvor meget mangler de så, hvis de skal bruge 20? Eleverne skal kunne danne broer og se forbindelserne. Kunne sige: 'Aha, det her har jeg set et andet sted også. At 11 er det samme som 10 plus 1'.
Det er ligesom vores sprog om matematik., og det er altså ikke let. Det tager tid at lære nye begreber, og det nytter ikke, at man bare siger plus et par gange. Man skal forstå addition - 'at lægge til' - ligesom man skal forstå 'er lig med'. Det skal man arbejde med, før det bliver ens eget. Men så bliver det dybt fascinerende«.
