De fleste kender nissen som den røde spilopmager fra diverse julekalendere, eller som den adrætte todimensionelle papfigur, der legesygt hænger ned over billedrammer og lampeskærme i juletiden. Men før nisserne var julemandens billige arbejdskraft, eller hovedpersonerne i en 24-episoders TV-fortælling fra statsradiofonien, var de mytiske sagnvæsener, som man rent faktisk troede på.

Nationalmuseets nisseskole giver elever fra 0-3. klasse mulighed for at lære om nissens udvikling op gennem tiden, og hvordan nisserne på mange måder er en markør for de forskellige historiske perioder.

"Der er mange forskellige nissetyper", fortæller Mette Byriel-Thygesen, der er etnolog, museumsinspektør og leder af udstillingen. "Der er stor forskel på kirkenisserne og gårdnisserne fra 1700-tallet til arkivnisserne, som vi kender fra Pyrus. Rent fysisk er nissen for eksempel gået fra at være i menneskestørrelse, til at blive en meget lille figur".

Rollespil gør religionsstrid lyslevende

Gamle dræbernisser

Hvor den moderne julenisse i dag mest lever i børnenes fantasi, var man i gamle dage ganske overbevist om deres eksistens.

"Man stillede faktisk grød op til nissen i gamle dage. Nissen er et godt eksempel på overnaturlige og mytiske væsner, som skal forklare det umiddelbart uforklarlige", fortæller Mette Byriel-Thygesen. "I tiden før oplysningen levede nissen levede videre gennem fortællinger og sagn, som udviklede sig meget fra generation til generation".

De forskellige nissetyper er dermed tidsbilleder på den tid, hvori de blev opfundet. Den gamle gårdnisse havde eksempelvis ikke meget til fælles med nutidens skæggede drillepinde.

"Gårdnissen var i menneskestørrelse og lignede bondemanden på en prik, med den røde hue og de høje uldsokker. Det var en miniatureversion af en selv, som var ansvarlig for de ting, man ikke kunne forklare", forklarer Mette Byriel-Thygesen.

Sigurd: Min gave til landets historielærere

Gårdnissen indskrænkede sig imidlertid ikke til blot at stjæle pebernødderne, eller krølle ens bedste festskjorte. Den kunne gå så langt som til at slå gårdenes dyr ihjel.

"Det var lidt mere voldsomme drillerier", erkender Mette Byriel-Thygesen. "Nissen var en figur, som både kunne være god og ond og en skabning, som man havde respekt for.

Nissen flytter med

Udstillingen handler derfor også om at fortælle eleverne, hvordan de forskellige nisser var et produkt af deres samtid og omgivelser. Kirkenissen var eksempelvis en mere disciplineret figur, som hjalp mennesket og gjorde rent i kirketårnet, mens skibsnissen var en større krabat, der hjalp til på dækket, kunne tyde vejrvarsler og i det hele taget var fysisk stærk og udholdende.

"Eleverne skal også udmærke sig indenfor de gængse nissediscipliner, som at gå lydløs med træsko og læse vejrsignalerne ligesom skibsnissen", fortæller Mette Byriel-Thygesen.

Til sidst skal eleverne op til den store nisseeksamen, hvor de skal placere de forskellige nisser på en tidslinje og fortælle, hvad der karakteriserer hver nissetype. Til sidst får man overrakt sit nissekørekort.

"Vi gør meget ud af at forklare hvordan fortællingerne om nisserne bliver til", fortæller Mette Byriel-Thygesen. "I dag har vi jo en meget romantiseret forestilling om dem. Den jul vi kender i dag, kommer fra 1800-tallets borgerskab, og når man bor i byerne, og hverken har skib eller landbrug ændrer nissen sig med omstændighederne".

Det er samtidig forklaringen på, at nisserne i mange fortællinger rent geografisk er blevet eksporteret til Julemandens værksted på Grønland.

"Når man ikke har loft eller gård, så må nissemanden flytte et andet sted hen", afslutter Mette Byriel-Thygesen.