Søger forældre til SSP-arbejde allerede i 1. klasse
I Esbjerg efterlyser SSP nu 'helt almindelige' forældre med børn i alderen seks til otte år. Det sker for at rekruttere frivillige, som skal holde debatmøder med forældrene til kommunens 1. klasser - for måske kan forældrene lære af hinanden.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Helt almindelige forældre;
"Jamen det vil sige forældre, som ikke har nogen form for socialpædagogisk baggrund", forklarer Jesper Schwartz, der er konsulent i SSP og Forebyggelse Esbjerg.
"Det kan godt virke lidt modsat, at vi søger forældre uden nogen indsigt, men det er i virkeligheden et spørgsmål om, at ligesindede og ligestillede leger bedst".
Esbjerg Kommune søger 10 frivillige forældre, såkaldte forældreback-up'er, med børn mellem seks og otte år. De frivillige forældre får til opgave at lede fem-ti forældremøder per skoleår i kommunens 1. klasser. På møderne er dialog og meningsudveksling på programmet.
"Erfaringer i Esbjerg viser tydeligt, at forældre har nemmere ved at kontakte og bruge hinanden, når de har udvekslet meninger og holdninger. De tøver ikke så meget med at kontakte hinanden, hvis der er noget, der bekymrer eller undrer i forhold til unges og/eller andre voksnes gøren og laden", skriver kommunen.
Info om alkohol i 1. klasse
Det startede som et pilotprojekt på Vestervangsskolen for tre år siden, da en SSP-konsulent arrangerede et møde med forældrene til skolens elever i 1.klasse. Nu skal det så bredes ud.
"Jeg blev meget positivt overrasket, da jeg fandt ud af, at vi ikke skulle sidde og snakke om alkohol, men helt ned på jorden og tale om de ting, der rører sig nu og måske lidt senere. Formålet var at sikre det sociale liv i klassen, så vores børn ikke roder sig ud i noget på længere sigt, så vi lod ligesom paraderne falde og fik nogle gode snakke", siger Mark West. Han er formand for skolebestyrelsen på Vestervangskolen og havde selv en datter i 1. klasse, da pilotprojektet lettede.
Slut med fagenes fest
Mark Wests egen datter blev i starten af sin skoletid mobbet, og efter at have deltaget i det første netværksmøde, fik han sat ansigt på forældrene til den elev, der mobbede.
"Så greb jeg telefonen, og vi fik nogle rigtig gode samtaler, for nu kendte jeg jo forældrene lidt, og vi havde debatteret vores værdier og holdninger". Han skulle selvfølgelig hive godt med luft, inden han ringede op, men det viste sig, at forældrene blev rigtig glade for at få det at vide, for børnene kommer jo ikke selv hjem og fortæller, at nu har de mobbet et andet barn i dag, forklarer Mark West.
På Vestervangskolen har Mark West været med til at arbejde målrettet for at få drejet forældremøderne væk fra at være fagenes fest, hvor de forskellige lærere præsenterer, hvad eleverne eksempelvis skal lære i matematik, til i stedet at være en diskussion. Planen for selve undervisningen kan så i stedet ses på intranettet, oplyser han.