Hvis de danske uddannelser var tegnet som et kort i en af de utallige vejrudsendelser, ville kortet være bestrøet med gule pletter efter lynnedslag fra denne bogs klummer, anmeldelser og kronikker. Forfatteren bruger sin pen som Thor sin Mjølner, når han tordner hen over uddannelseshimlen og ser, hvordan åndløse politikere som Antorini og Corydon med deres reformer tømmer uddannelserne og meningen med lærergerningen for indhold. Bogen bæres af en vrede, som er til at holde ud og af, fordi den hviler på en rodfæstet tro på undervisningens og den gode lærers afgørende betydning for en værdifuld påvirkning af eleverne/de studerende.

"Carpe diem" er delt op i tre dele: en stribe klummer og korte boganmeldelser, en række polemiserende kronikker og en novelle samt et par håndfulde essays. Teksterne har i en eller anden form været bragt tidligere i dagblade og tidsskrifter, og i bogens første to dele bliver de bragt i kronologisk rækkefølge. Derved bliver det muligt at fornemme, at forfatterens vrede ikke blot bliver mere intens, men også mere universel. Kampen starter omkring uddannelsesreformerne, men breder sig efterhånden ud til at omfatte konkurrencestatstænkningen som sådan.

Igennem novellen og de otte essays i bogens sidste afsnit får læseren et godt indblik i forfatterens personlige tilgang til verden og til undervisning, både som en ironisk iagttager og som et empatisk og fint registrerende menneske. Jeg vil anbefale, at man læser afsnit tre først, så man kender tordenguden, inden han lyner. Det giver faktisk nedslagene endnu bedre mening.

I klummer og kronikker går han til angreb på det anvendte nysprog og den tømning af uddannelserne for fagligt indhold, som så mange andre kritikere i reformernes slipstrøm gør. Af og til kan man godt synke ned i en åh nej nu igen-følelse. Men man løftes elegant op igen af forfatterens flydende sprog og originale iagttagelser og sammenstillinger.

Han finder for eksempel lighedspunkter mellem den tidlige og morsomt anarkistiske Glistrups forslag om afvikling af den offentlige sektor og nutidens politikeres omdannelse af denne sektor til et "(in)effektivt målstyringshelvede".

Han associerer til det legendariske propagandamagasin "DDR-Revy", når han ser udformning og indhold i den publikation fra Danmarks Evalueringsinstitut, der præsenterer den helt overvejende positive evaluering af gymnasiereformen (DDR - Østtyskland).

Han grubler over, hvordan en af de tunge drenge i uddannelsesbranchen, Stefan Hermann, erklærer "eneren" for død for i næste åndedrag at dedikere sin bog om dannelse til sin gamle dansklærer på Skive Gymnasium.

Han spotter, hvordan den radikale Sofie Carsten Nielsen i en Clement-debat om at "gøre det smartere" lød "som en kommunal mellemleder, der var i færd med at gennemføre en medarbejderudviklingssamtale".

Og han jubler over en udtalelse, som Knud Romer kommer med efter et besøg på gymnasiereformens idealgymnasium i Ørestad: "Det eneste, jeg har set i dag, er rod. I sidder med overtøjet på i klasserne, folk kommer for sent og har ikke fokus på, hvad der foregår. Er I fuldkommen sindssyge? Det er uforskammet".

Det, der gør læsningen så vederkvægende, er, at forfatteren er sig selv; en undervisningskonservativ og dannelsesprogressiv person, der råber på et oprør, som kræver meningen med undervisning tilbage. Han beklager de negative eftervirkninger af 68-generationens opgør med "den sorte skole", og han skammer de politikere, der med de seneste ti-femten års reformer har udhulet undervisningens og underviserens betydning. Blandt andet betjener forfatteren sig af et citat fra Peter Bastians "Mesterlære - En livsfortælling" til belysning af sit ærinde: "Hvis det naturlige hierarki ikke er til stede i en lærer-elev-relation, kan læreren af indlysende grunde ikke være lærer. Hvis det naturlige hierarki ignoreres i en lærer-elev-relation, er undervisningen per definition uautentisk, fordi den benægter en fundamental kendsgerning".  

Ud over at det kan være berigende at læse en kritik, der er båret af faglig indsigt og personligt engagement, så er det ekstra velgørende, når tankerne udgår fra et menneske, der øser generøst af en livserfaring både som sprog- og mediefagslærer i gymnasiet i mange år, som forælder til børn i grundskolen og som kender af Tyskland, især Berlin - både da byen var delt og nu.

Her er torden og lynild. Men hvis det ikke skal være tom buldren, må oprøret komme. Spørgsmålet er hvornår og hvordan? For der kan ikke være tvivl om hvorfor!