Supervision kan være et godt redskab til at øge den enkelte medarbejders kapacitet til at håndtere følelsesmæssige krav i arbejdet og til at bearbejde stærke følelsesmæssige oplevelser, hvilket i sidste ende betyder øget trivsel, bedre samarbejde og kvalitet på arbejdspladsen.

Der er derfor mange årsager til, at man skal indføre kollegial supervision, men det kræver, at man som lærer er klædt ordentligt på til opgaven, da du i kollegial supervision selv er ansvarlig for supervisionsprocessen. Her får du tre tip til, hvordan man sikrer god kollegial supervision.

En struktureret samtaleform: Hvem og hvordan

Kollegial supervision er en struktureret samtale mellem mennesker, der har en fælles arbejdsopgave eller deler et arbejdsfællesskab.

Et af formålene med kollegial supervision kan være at belyse og hjælpe til at bearbejde følelsesmæssigt udfordrende oplevelser og relationer.

Det kan være den enkeltes konkrete oplevelser, der er i fokus for den superviserende samtale, eller det kan være temaer, som flere i gruppen oplever, der tages op.

Supervisionen skal helst foregå i grupper på op til fem personer. Det er vigtigt, at deltagerne i supervisionsgrupperne opbygger et stærkt tillidsforhold til hinanden. I skal derfor overveje, hvordan grupperne bedst sammensættes.

Der er forskellige roller i en supervisionsgruppe, men der er kun én fokusperson ad gangen. Inden supervisionen starter, aftaler man derfor, hvem der er fokusperson, og hvem der er primær interviewer.

Som interviewer skal man forholde sig neutralt og nysgerrigt, sætte den andens fortælling i centrum på en måde, der gør det muligt for fokuspersonen selv at reflektere over fortællingen. Interviewerens holdning til de følelsesmæssige udfordringer er ikke relevant i øvelsen. Det kan være svært, og det kan derfor være en god idé, at deltagerne i supervisionsgrupperne er øvede i at bruge strukturerede samtalemetoder og være konstruktive samtalepartnere, der kan holde egne gode råd og holdninger ude af selve interviewprocessen.

Indholdet af supervisionen: Arbejd med nøgleordene i fortællingen

I arbejdet med følelsesmæssige udfordringer kan det være særligt hjælpsomt at integrere elementer fra den narrative samtalepraksis i supervisionen. I den narrative samtalepraksis ses udfordringer og problemer som noget, der vedligeholdes og udvikles gennem den måde, vi fortæller om dem på. Fortællingen får derfor stor betydning for vores oplevelse af situationen. Den narrative samtale har fokus på, hvordan udfordringerne kan forstås og fortælles, så den enkelte bliver bedre i stand til at håndtere sin situation, sine udfordringer og sine oplevelser. Konkret arbejder man på at skabe alternative fortællinger, der øger fokuspersonens kapacitet til at handle konstruktivt på udfordringerne.

Som hjælp kan intervieweren lave mind- maps over de nøgleord, som fokuspersonen anvender i samtalen, på en flipover. Ved at skrive nøgleordene ned får man et større overblik, og samtidig kan fokuspersonen se sin situation i en anden sammenhæng. Det kan ændre fokuspersonens oplevelse af sine handlemuligheder og af problemets karakter.

For eksempel fortæller fokuspersonen, som er lærer, at hun tre gange er blevet verbalt overfuset af forældre. Hun går meget op i gode relationer til forældrene, og oplevelserne har ramt hende hårdt. Hun sover ikke ordentligt om natten, og hun tvivler på sig selv, samtidig med at hun bekymrer sig over, hvornår det vil ske igen.

Nøgleordene i denne fortælling er »tvivl«, »ønsker gode relationer«, »overfuset« og »hvornår sker det igen?«

Efter at fokuspersonen har udfoldet sin fortælling, kan intervieweren spørge ind til, hvilke af ordene på mindmappen som fylder mest. Det kaldes nøgleordsudforskning. Fokuspersonen udvælger nu ord, der særligt knytter sig til udfordringen - og som man måske endda kan bruge til at navngive udfordringen med. Eksempelvis kunne »overfusningen« være et af de ord, der navngiver problemet.

Samlet set giver den nysgerrige udforskning og den visuelle fremstilling i mindmappen fokuspersonen oplevelsen af at blive set, hørt og forstået - og samtidig er det beskrevne problem blevet navngivet på forskellige måder.

Dermed gør man problemet til en selvstændig aktør. Det gør, at fokuspersonen sammen med supervisionsgruppen kan begynde at arbejde med alternative fortællinger om »overfusningen« og dermed alternative handlemuligheder.

Outcome af supervisionen: Opbygning af alternative fortællinger

Efter selve udforskningen kommer supervisionsgruppen i spil. Resten af gruppen skal bringe fortællinger og refleksioner i spil, der åbner op for nye perspektiver og alternative fortællinger. Gruppen kan for eksempel stille spørgsmål, der får fokuspersonen til at reflektere over egne styrker, værdier og erfaringer, som kan bruges til at håndtere »overfusningen« eller lignende situationer i fremtiden. Det kan være spørgsmål som: »Du fokuserer meget på, at det er en værdi for dig at have gode relationer til dem, du er i kontakt med. Du er måske meget mere optaget af gode relationer end andre. Hvordan kan du bruge den personlige værdi til at håndtere 'overfusningen?'« og »Du har dialog med mange forældre i løbet af en uge. Kunne du fortælle om en svær samtale med en forælder, hvor 'overfusningen' ikke var til stede?«

Med kollegial supervision får du således en mulighed for at opbygge og reflektere over oplevelser og situationer, som har været belastende, og kollegialt får du en mulighed for at gøre den enkelte i stand til at håndtere følelsesmæssige krav og oplevelser i arbejdet som lærer. Men som det også gerne skulle være tydeligt, er det en svær og anderledes måde at arbejde på, så hvis supervisionen skal lykkes, kræver det tillid og fortrolighed. Samt at man i supervisionsgrupperne har fået lært og trænet sine samtalekompetencer.

Lone Christensen er uddannet og autoriseret psykolog og er aktuelt erhvervs-ph.d.-studerende og chefkonsulent i Rambøll Management.

Morten Kerrn-Jespersen, cand.soc.PKL, arbejder med arbejdsmiljø, organisationudvikling og ledelse hos enorganisation.dk