»Jeg har dårlig samvittighed over ikke længere at yde en indsats for samfundet«, siger Lise Arendal. Hun er 62 år og gik 1. august i år på efterløn. Men selvom hun brugte langt over 37 timer om ugen på sit arbejde som lærer og samtidig lider af narkolepsi, der betyder, at hun dagligt sover mellem 10 og 12 timer, er det med en smudset samvittighed.

»Der er ikke en nyhedsudsendelse i fjernsynet, uden at den handler om efterløn, og at alle skal blive på arbejdsmarkedet«, siger hun. Lise Arendal ville gerne have fortsat i fleksjob, men blev kun tilbudt halv tid, og det var ikke nok. Hvis hun skulle have dansk som hovedfag, krævede det mere tid end den, hun blev tilbudt. I stedet trak hun sig fra arbejdsmarkedet.

47 år med arbejde

»Jeg har været på arbejdsmarkedet i 47 år, så jeg synes da, at jeg har fortjent min efterløn. Grunden til den dårlige samvittighed skyldes nok, at jeg stadig føler, der er noget tilbage i mig, og så kan jeg rigtig godt lide den elevgruppe, som 10. klasse udgør«.

Her finder hun elever, som har mødt modgang og haft det svært i deres liv.

»Men min livskvalitet er ikke blevet bedre, efter jeg stoppede, for jeg kunne godt lide mit arbejde, og jeg følte, at jeg udfyldte en post. Der var nogle unge mennesker, som havde godt af at være sammen med mig«.

Ikke plads blandt de unge

Det var voldsomt at være lærer i 10. klasse, fortæller Lise Arendal.

»10.-klasse-elever er ret belastende både tidsmæssigt og socialt. Siden jeg forlod arbejdsmarkedet, har jeg fundet ud af, at jeg brugte utrolig mange kræfter på det. Jeg havde stor succes og var glad for mit arbejde, men kan nu se, at det tog for hårdt på mig«.

Blandt de unge kolleger oplevede Lise Arendal, at pladsen var trang. Det var også med til at trække hende i retning af efterlønnen.

»Der var ikke plads til mig. Jeg synes, rummeligheden mangler over for lærere, der er oppe i årene, for de føler sig klemt og bliver ikke accepteret på lige fod med deres yngre kolleger. De bliver ikke set som en ligeværdig resurse«.

Nu er der god tid til morgenmaden

Det første, Lise Arendal gjorde, efter at hun gik på efterløn, var at tage sig god tid til morgenmaden.

»Så når jeg har spist, sætter jeg mig ved computeren. Jeg overvejer at skrive en bog, men jeg står lidt i et vadested«, fortæller hun.

Indtil videre er bogen langt fra trykken, men når hun ikke bruger tid med sin familie, arbejder hun med billedkunst.

»Jeg har i hvert fald ikke valgt at gå på efterløn for at spille golf eller rejse, for jeg savner virkelig mit fag«.

cde@dlf.org