»Da økonomien var i orden, kunne jeg ikke se grund til andet end at gå på efterløn«, fortæller Bodil Westergaard Laursen.

For et år siden gik hun på efterløn efter 37 år som lærer. Var hun fortsat med at arbejde, tror Bodil Laursen, at hun var bukket under. Men ikke fordi hun var ked af at undervise. Hun var ked af alt det andet, der følger med.

»Arbejdspresset var slemt. Jeg havde aldrig fri. Der var altid noget, der hang. Lektier. Møder. Der var simpelthen en mangel på frihed. Lærerjobbet er ret belastende, for du kan aldrig rigtig lægge det fra dig«.

Bodil Laursen var gennem de sidste arbejdsår langtidssygemeldt et par gange med depressioner på grund af stress. Lægen foreslog fleksjob, men det kunne hun ikke få.

»Det ville jeg elleras rigtig gerne have haft, for så havde jeg jo nok ikke været nødt til at køre mig selv så langt ned fysisk. Jeg havde brug for luft, og de sidste år gik hen og blev et spørgsmål om overlevelse«.

Gennem sine sidste tre år på arbejdsmarkedet var hun nødsaget til at tage antidepressivmedicin for at kunne hænge sammen. For ni måneder siden lagde hun pillerne fra sig, og det er hun fuldt ud tilfreds med.

Når alarmklokkerne ringer

I dag kan Bodil Laursen stadig mærke i sin krop, at der ikke skal meget til, før alarmklokkerne begynder at ringe.

»Så sørger jeg for at motionere eller sløjfer en aftale og trækker stikket ud. Jeg kan sagtens mærke, at jeg er blevet mere forsigtig i forhold til, hvad jeg siger ja til«, siger hun.

Når Bodil Laursen tænker tilbage på sit arbejdsliv, ser hun en kalender, der hiver efter vejret. Luften mangler.

»Der var ikke andet i min tilværelse end arbejde. Der var intet overskud«.

Det førte blandt andet til dårlig nattesøvn, men også på familielivet satte det sit præg. Bodil Laursen fik en kort lunte, og hun kunne ikke selv se det.

Arbejdstiden gjorde ting ved hende, som hun ikke brød sig om.

»Selvom du måske har fri klokken to, kan du risikere at skulle af sted igen klokken fire. Jeg var hele tiden i alarmberedskab. Jeg skulle jo til samtaler og møder. Under halvdelen af min arbejdstid var undervisning i de sidste år. Resten var jo alt muligt andet«, siger hun.

Hvad vil jeg lave i dag?

Da hun gik på efterløn, oplevede hun en helt ny verden. Frihedens.

»I de første måneder spurgte jeg mig selv om morgenen: Hvad har du lyst til i dag? Og så gjorde jeg lige præcis det. Det føles fantastisk at kunne stå op og stille sig selv det spørgsmål. Det har jeg aldrig prøvet før«.

Det kunne eksempelvis være at sætte sig og læse en bog. Eller dyrke motion. I dag går hun til både fransk og tango med sin mand.

»Jeg har overhovedet ikke savnet mit arbejde et eneste øjeblik. Jeg var mentalt forberedt på, at nu skulle det være slut. Jeg havde det fint med elever og forældre, men det handler jo også om at gå med værdigheden i behold«.

»Vi betaler selv vores efterløn«

Hun synes, det er synd, at efterlønnere bliver beskrevet som samfundssnyltere, for de har jo selv planlagt og sparet op til den.

»Gennem vores arbejdsliv har vi jo lidt nogle afsavn, fordi vi har sparet op og været medlemmer af arbejdsløshedskassen. Derfor er retten til at disponere over de midler vel også vores«, siger hun.

cde@dlf.org