Vort samfund er ude på et skråplan, og ingen gør noget - i hvert fald ikke det rigtige, er forfatterens letforståelige budskab. Regeringens mål om, at 95 procent af alle unge skal have en ungdomsuddannelse, er dømt til at mislykkes. For en sjettedel af alle børn og unge lever under vilkår, der giver dem særdeles dårlige odds for at komme nogen vegne i uddannelsessystemet. Får vi ikke fat i dem, kommer vi aldrig op i nærheden af måltallet.

Det vil mange gøre noget ved, men de fleste tiltag virker ikke. Det skyldes ikke bare forkert politik, men også at vidensamfundets sociale elite - også kendt som "den kreative klasse" - er blinde over for karakteren af uligheden, mener forfatteren. De har det med at fokusere på marginalgrupper som hjemløse, tiggere eller misbrugere, og det giver "en indsnævret debat, der er ganske bekvem for de politikere, som vil signalere social medfølelse uden for alvor at tage fat om nældens rod".

Fattige folks børn har ikke lige så gode chancer for at få en uddannelse som de mere velståendes, og det har de aldrig haft. Det nye - eller nyere - siger Lars Olsen, er, at karakteren af henholdsvis velstand og fattigdom har ændret sig. Fem sjettedele af befolkningen har i dag deres på det tørre, og deres børn klarer sig i almindelighed godt. Men den sidste sjettedel har mange odds imod sig. For fattigdom i dag betyder andet end fravær af penge, den sociale fattigdom med skilsmisser, dårlig uddannelse og misbrugsproblemer sætter et større stempel på de unges uddannelsesmuligheder end i industrisamfundets tid, hvor fattigdom ikke udelukkede stolthed.

Han bygger sin argumentation på undersøgelser, der viser en markant sammenhæng mellem unges familiebaggrund og sandsynligheden for, at de tager i det mindste en ungdomsuddannelse.

Meget tyder på, at han desværre har ret, men det er nu ikke så nyt. Erik Jørgen Hansens forløbsundersøgelser konkluderede såmænd det samme, kun indvandrergrupperne var ikke med dengang. "Den nye ulighed" er ikke spor ny, det er stadig den ufaglærte enlige mors børn, der rammes hårdest.

Lars Olsen peger på fem punkter, hvor kampen mod "den nye ulighed" skal stå, fra fordelings- og boligpolitik, målrettet nytænkning af arbejdsmarkedspolitikken til stærkere fokus på udvikling og læring i daginstitutionerne. Og så skal skolen indrette sine rammer mere efter unge fra ikke-boglige miljøer samt gøre op med den fremherskende individualisering og akademisering til fordel for en ny uddannelseskultur, der bygger på fællesskab, praksis og konkrete projekter.

Forfatteren udsendte i 2005 bogen "Det delte Danmark", hvor han pegede på markante svagheder i ikke mindst det københavnske skolesystem. Det fik skoleborgmesteren til at inddrage ham i arbejdet med at rette op på miseren. Her i den nye bog fortæller han om dette arbejde, men ejendommeligt nok uden ledsagelse af den dokumentation, der har ligget bag de foregående kapitler. Dette afsnit kommer derved til at fremstå som arbejdspapirer for udvalgsarbejdet. Interessant nok, men altså i form af udokumenterede påstande.

Lars Olsen beskylder i bogen Danmarks Lærerforening for at være "totalt passiv i debatten om den negative sociale arv og først og fremmest forsvare de dårlige lærere imod enhver form for rammer og tjek". Det er direkte forkert, og en telefonopringning ville formentlig kunne have oplyst om DLF's initiativer og politik. Men det ville selvfølgelig have gjort det vanskeligere for forfatteren at fremstå som ensom korsridder mod elendigheden.

Trods indvendingerne er bogen et fortrinligt debatoplæg. Men nyheden er til at overse.