Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
DLF har via Lærernes Centralorganisation anlagt sagen mod KL, fordi de efter sidste års overenskomstaftale blev uenige om, hvad det betyder, at skolelederne skal drøfte det forventede tidsforbrug til forberedelse med lærerne. Uenigheden handler om punkt 3 i et arbejdstidsbilag med 15 punkter.
Da KL's og DLF/LC's advokater indkaldte vidner blev det meget tydeligt, at borgmester i Høje-Taastrup og formand for KL's løn- og personalepolitiske udvalg Michael Ziegler og lærernes formand Anders Bondo har to meget forskellige udlægninger af baggrunden for det omstridte punkt.
"Drøftede I, hvad der lå i tidsforbrug?" spurgte LC's advokat Peter Breum Anders Bondo.
"Det var her, der var en problemstilling. Man skulle sørge for, at forberedelsestiden ikke bare var det, der var tilbage", svarede Anders Bondo. Han forklarede også, at lærernes forhandlere understregede, at der er tale om et forventet tidsforbrug, og der ikke er tale om, at lærer og skoleleder indgår en aftale om forberedelsestiden. "Derfor er vi enige i, at der ikke er afsat tid", siger Anders Bondo.
Arbejdsretten: Har KL brudt loyalitetspligten?
Ziegler: Bondo gav mig ret i, at der ikke skulle timer på
I sagen indgik en mail, som Michael Ziegler har sendt til kontorchef i KL Nanna Abildstrøm. Her gør han rede for, at han ikke forstår, DLF har en anden holdning til tolkningen af punkt 3 end KL:
"Punkt 3 var lige præcis et af de punkter, jeg hæftede mig ved - og jeg kan tydeligt huske, at jeg under forhandlingerne fredag aften (efter mødet i formandsskabet) rejste det over for Anders og sagde til ham, at jeg opfattede det som en drøftelse af opgaverne under ét, hvor man kunne diskutere, om der var den fornødne tid til forberedelse med de givne opgaver, og det fint kunne være en drøftelse, hvor man ikke kvantificerede tiden til forberedelse, og det var han enig med mig i", skriver Michael Ziegler i mailen.
Peter Breum spurgte Anders Bondo, om det er rigtigt, at han har givet Michael Ziegler ret i, at punkt 3 kan forstås som en drøftelse, hvor man ikke kvantificerer tiden til forberedelse.
"Nej - det kunne jeg ikke drømme om. Men jeg vil gerne medgive, at man ikke skal gøre det specifikt op for det enkelte fag, men for den samlede opgave", svarede Anders Bondo.
Arbejdsretten: OK15-forhandlinger gennemgås grundigt
KL ønsker fokus på opgaver - ikke tid
Da Michael Ziegler satte sig i den sorte stol i midten af lokalet, begyndte han med at forklare, at KL's ønske længe har været, at der bliver fokus på opgaven i stedet for tiden.
KL's advokat Jørgen Vinding spurgte, hvilket paradigmeskifte, der skete med lovindgrebet i 2013.
"Der sker i høj grad det paradigmeskifte, som vi ønsker. Man går væk fra, at der er en matematisk sammenhæng mellem undervisningstid og forberedelse og får skabt nytænkning ved, at der er fokus på opgaven frem for tid", siger Michael Ziegler.
Michael Ziegler forklarer, at han netop derfor var betænkelig over for punkt 3, der i hans optik kan forstås på flere måder, og at han derfor havde brug for, at Anders Bondo bekræftede, at punktet ikke betyder, at der skal tal på timerne til forberedelse.
"Hvordan foregår det møde?", spurgte Jørgen Vinding.
"Jeg taler med Anders i et mødelokale. Jeg er til stede - Anders er til stede, Sine Sunesen (KL's daværende direktør red.) er til stede - jeg kan ikke huske, hvem der ellers er til stede. Jeg kan huske, at jeg dér lige præcis siger til ham, at det er vigtigt for mig, at det her ikke har den betydning, at der skal kvantificeres timer til forberedelse på enkelt-timeniveau eller samlet set, og det var han enig i".
Lærernes advokat Peter Breum undrede sig over, at ordet tidsforbrug så er med i det endelige arbejdstidsbilag.
"Hvorfor blev teksten ikke ændret?", spurgte han.
"Jeg synes sådan set, at teksten passer til forståelsen af det. Man kan godt have diskussion af det forventede tidsforbrug uden at kvantificere det. En diskussion af, om der er tid nok. Jeg vil snarere omvendt sige, at hvis der skal stå det, som LC ønsker at udlægge det til, så skulle der stå noget om timetal".
To forskellige forståelser
KL nævner i sit svarskrift i sagen, at Anders Bondo sendte en mail til Michael Ziegler, da han så KL's pjece om overenskomstresultatet. I mailen gjorde han det klart, at han ikke mener, at pjecen yder resultatet tilstrækkelig retfærdighed. I mailen er også en passage om punkt 3. Blandt andet skrev Anders Bondo, at skoleledere forud for skoleårets start skal redegøre for lærerens samlede tid til forberedelse. Michael Ziegler kontaktede Anders Bondo på telefon og mente derefter, at sagen var lukket.
LC's advokat spurgte derfor i retten i går, om Anders Bondo har haft en telefonsamtale med Michael Ziegler, hvor han har givet udtryk for, at drøftelsen kunne ske uden at sætte tid på opgaverne.
"Nej, det har jeg ikke. Det har hele vejen igennem været hjerteblod for os. Derfor har vi selvfølgelig ikke på noget tidspunkt accepteret at 'drøfte det nødvendige tidsforbrug til forberedelsen kunne betyde, at man ikke kunne få det forventede tidsforbrug oplyst. Det har aldrig været på tale".