Frederiksberg Lærerforening var med til priden sidste år - i år er Danmarks Lærerforening også med.

Danmarks Lærerforening på gaden i Pride-parade

Danmarks Lærerforening deltager i år i Copenhagen Pride-paraden. Ifølge næstformand Dorte Lange er det helt naturligt, at DLF støtter lærerne i en fejring af mangfoldigheden, mens et medlem fra Hobro mener, at det ikke vedrører en fagforening at støtte den slags.

Offentliggjort

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Når karavanen ruller, og mange festglade mennesker senere på måneden i spraglede og farverige udklædninger fejrer seksuel og kønslig mangfoldighed ved Copenhagen Pride Parade, er det første gang Danmarks Lærerforening er med til paraden.

Ifølge næstformand Dorte Lange er det helt naturligt at støtte op om Copenhagen Pride. Det handler nemlig om mangfoldighed, når Lærerforeningen cementerer deres støtte til paraden ved at deltage i den 3,3 kilometer lange rute fra Frederiksberg Rådhus til Rådhuspladsen lørdag den 17. august.

"Det er en positiv måde at markere, at vi er imod diskrimination. Det er ikke en demonstration rettet diskrimination imod forskellige mindretal, men det er en glædelig markering af mangfoldigheden."

"Som fagforening er vi imod alle former for diskrimination, og vi vil gerne støtte op om en fejring af forskelligheden". 

Folkeskolens usynlige sexliv

Ikke længere københavnerbegivenhed

Københavns og Frederiksbergs Lærerforening og deres medlemmer har tidligere deltaget i paraden, og det er da også de to kredse, der igen i år står for arrangere medlemmernes deltagelse, og første gang er også Danmarks Lærerforening med:

"Vi imødekommer en ansøgning fra to af vores kredse (København og Frederiksberg, red.), som gerne vil give deres medlemmer mulighed for at deltage. Tidligere har vi ikke givet tilskuddet, fordi vi har tænkt, at det var en københavnerbegivenhed. Nu kan vi se, at der er en begivenhed, hvor der kommer medlemmer fra hele landet", siger Dorte Lange.

Debat: Er Copenhagen Pride et sted for lærerne? 

Lærer forstår ikke prioriteringen

Det er ikke alle medlemmer af DLF, der ser lige så lyserødt på deltagelsen. Ifølge lærer på Rosendalskolen i Hobro  Dorthe Tandrup Sørensen, har fagforeningen vigtigere ting at tage sig til:

"Det er ikke en fagforenings opgave at deltage i holdningsprægede parader. For mig som lærer er det vigtigt, at min fagforening prioriterer at sikre ordentlige arbejds- og lønvilkår i stedet for at bruge midler og energi på at deltage i en parade", siger hun.

Hvis man spørger næstformand i DLF, Dorte Lange, går deltagelsen af priden dog ikke ud over fagforeningens andre kerneopgaver:

"Hvis man sætter det her op over for andre ting, vi laver og siger, at vi ikke kan lave sådan en slags arrangement, kan vi ikke lave andre ting, ville det selvfølgelig være forkert at gøre det, hvis du kan følge mig. Men det er jo ikke sådan at deltagelsen udelukker, at vi kan gøre andre ting, vi også gør".

Blog: Hvorfor er det vigtigt, at LL er med til Prideparader? 

"Det er ikke, fordi vi nu gør mindre af de vigtige ting, som vi er engagerede i."

Danmarks Lærerforening sætter 15.000 kroner af, mens Frederiksberg og Københavns kreds betaler de samme beløb hver især. Midlerne fra DLF går blandt andet til merchandise, T-shirts og et DJ-honorar.

Paraden slog sidste år rekord med 40.000 deltagende.