Foto: Thomas Arnbo
Ny DLF-formand er klar til udfordringen: "Jeg er meget ydmyg"
Et flertal i DLF’s hovedstyrelse havde peget på Morten Refskov som ny formand for Lærerforeningen, og kun 16 stemmer adskilte Gordon Ørskov Madsen fra modkandidaten i den endelige afstemning. Den nye formands fokus er på at samle DLF.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Hvordan føles det at være helt nyvalgt formand for DLF?
"Det føles rigtig godt. Det er rart at komme på den anden side af en valgkamp som selvfølgelig sætter tingene på spidsen. Men jeg synes også, at vi har haft en rigtig god valgkamp, der også viser, at vi godt kan tåle at være uenige. Vi kan godt klare at have forskellige opfattelser af, hvad vi skal fremadrettet. Jeg tror, der er rigtig gode muligheder for, at vi kan komme videre i fællesskab, selv om valgresultatet var meget, meget tæt. Jeg er fortrøstningsfuld. Jeg er spændt. Jeg er meget ydmyg. Men jeg er også fyldt med energi til at komme i gang med at være formand".
Hvad vil du gøre for, at I kommer videre sammen?
"Min personlighed og min facon er at invitere ind. Det er min opgave som formand. Samtale fremmer forståelsen. Vi skal nå til en fælles forståelse af, hvordan vi kommer videre. Det gør vi ved at have en respektfuld dialog med hinanden. Men jeg bemærker, at vi vil meget af det samme. Der kan være stilforskelle. Der kan være forskel på, hvordan vi vil gribe tingene ad. Men grundlæggende er der ikke stor forskel på, hvad vi gerne vil med Danmarks Lærerforening".
Gordon Ørskov ny formand for lærerne efter tæt valg
Hvad er det første, du skal i gang med?
"Det er at implementere en ny arbejdstidsaftale. Det er at skabe større begejstring for skolen - både igennem arbejdstidsaftalen, men også på andre måder. Vi skal skabe bedre vilkår i skolen og større fokus på den gode undervisning, skabe større frihed til lederne, lærerne og skolerne, så man har frihed til at lave skole på den måde, som man professionelt vurderer, er den bedste måde at gøre det på. Det er det første, jeg vil tage fat på. Arbejdstidsaftalen er et helt oplagt greb, vi skal have fat i".
Nu skal du ikke selv være formand for overenskomstudvalget, og der bliver dermed en plads ledig i forretningsudvalget i DLF. Hvem kunne du forestille dig skal overtage den plads? Kunne det være Morten Refskov?
"Det må vi tage, når det kommer dertil. Jeg ved ikke, hvem der vil byde ind på det, så det vil jeg vente med at udtale mig om. Vi skal have lavet en omkonstituering. Der skal en ny formand for overenskomstudvalget. Der skal en ny formand for Lærernes A-kasse. Jeg kan ikke blive ved med alt det"
Hvad adskiller dig fra Anders Bondo?
"Det er der mange, der spørger mig om. Jeg er en helt anderledes person end Anders. Han er fantastisk analytisk og skarp. Han er en formand, der kan det hele selv. Jeg er mere en formand, der vil gøre færre ting selv. Jeg vil i højere grad bruge sekretariatet og inddrage flere".
Hvad kommer formandsskabet til at betyde for dit liv?
"Jeg synes, jeg er meget væk i forvejen. Min familie bor i Aarhus, så det vil nok komme til at betyde, at jeg er mere væk end hidtil. Men jeg kender mit arbejde. Jeg har virkelig været engageret i mange år. Jeg har brugt meget tid på arbejdet. Men det at være den, der har det øverste ansvar i organisationen er nyt. Alle kigger på formanden, når spørgsmål bliver rejst. Tidligere har jeg nogle gange kunne trække mig lidt, og så har formanden taget sig af udfordringer. Så jeg vil blive udfordret".
Hvad er din allerførste opgave?
"Det første jeg skal er, at jeg skal til møde i Forhandlingsfællesskabet i morgen tidlig. Det var meget pudsigt at bemærke, at lige så snart valghandlingen var afgjort, så begyndte der at tikke mødeaftaler ind i min kalender. Det er klart, at jeg overtager en hel masse ting. I Forhandlingsfællesskabet er der lige nu en tilspidset situation omkring det at skabe fællesskab og samling. Det skal jeg bestræbe mig på at være med til at gøre".