»Vi ved fra forskningen, at 70 procent af alle projekter mislykkes. Det skal man vide, når man sætter projekter i verden. Men det ved politikerne ikke«. Konstateringen kommer fra skoleledernes formand, Claus Hjortdal, og stammer fra en undersøgelse af en Harvard-professor fra 1996. Ved sin side har han lærernes formand, Anders Bondo Christensen. Folkeskolen har inviteret de to skoleformænd til en snak om den projektitis og de mål, som kommuner lægger oven i skolehverdagen foruden Christiansborg-politikernes stærkt omtalte folkeskolereform.

»Når så mange procent af projekterne ikke lykkes, skal man passe på, at man ikke får sat noget i gang, som hiver energien ud af systemet. Vi har nået et mætningspunkt på mange skoler. Når kommunerne jagter det ene projekt efter det andet, bliver skolerne udviklingsresistente«, følger Anders Bondo op.

Skolerne drukner i projekter

Politikerne har noget at skulle bevise

Claus Hjortdal frygter, at projekterne tager til i omfang i den nærmeste fremtid med et forestående kommunalvalg i november.

»Politikerne har travlt i nogle kommuner. Vi ser desværre samme tendens som landspolitisk. Man er valgt fire år ad gangen, og inden for den periode skal man kunne bevise, at man har opnået noget. Vi så det med folkeskolereformen, og på samme måde ser vi i kommunerne, at der er nogle, som har travlt med også at manifestere sig«.

Otte ud af ti lokale lærerkredse, som repræsenterer lærerne ude i kommunerne, svarer, at kommunen trækker projekter ned over hovedet på dem, uden at lærerkredsen bliver taget med på råd. For skolelederne er det lige over halvdelen, som bliver taget med i beslutningsprocessen.

Lærerne ser sort, når de holdes udenfor

Det har blandt andet fået Anders Bondo Christensen til at erklære, at kommunerne helt burde droppe projekter, der er obligatoriske for alle kommunens skoler. Claus Hjortdal er ikke overrasket over, at lærerkredsene ikke bliver hørt.

»I mange kommuner er der siden OK 13 (overenskomstaftale i 2013, redaktionen) sket en ændring, hvor lærerkredsene inddrages i mindre omfang. Det gør også, at lærerkredsene ser mindre positivt på projekterne. For er man ikke inddraget, ser man efter fejlene. Det gør skolelederne også«.

Anders Bondo Christensen mener, at inddragelse er alfa og omega. For er man med til at indføre projekter, føler man også et medansvar for dem: »Det er derfor, skolelederne ser mere positivt på projekterne. For de er i højere grad en del af faste mødefora med forvaltningerne. Så de står mere på mål for projekterne, og derfor er de forpligtet til at være positive«.

Skoleleder mellem to negle

Opgør med kængurupædagogik

Det er ikke kun kommunerne, som sætter projekter i søen med hjælp fra puljepenge. Regeringen med statsminister Lars Løkke Rasmussen (Venstre) i front har udlovet en pulje på 500 millioner til 121 skoler, hvis de over de næste tre år kan løfte de svageste elever i dansk og matematik fagligt.

»Jeg er kæmpe modstander af setuppet med de 500 millioner og puljepenge generelt. Vi ved, at om præcis tre år går indsatserne i stå, fordi der så er nye ting. En ny dagsorden, en ny statsminister, der har nye puljepenge. Vi skal væk fra kængurupædagogik, hvor vi hele tiden hopper fra indsats til indsats«, siger Claus Hjortdal.

Projekterne må derfor ændre kurs, mener Anders Bondo: »Vi har siden 2004 sagt, at de mange projekter bør erstattes af en koordineret national indsats om et fokuspunkt ad gangen, som skolerne så kan koncentrere sig om«.

Anders Bondo Christensen undrer sig over, at mange kommuner eksempelvis har valgt at købe det store databårede projekt Program for Læringsledelse, hvor ledere, lærere, elever og forældre blandt andet har svaret på en lang række spørgsmål. Ifølge ham er projektet nemlig nogenlunde det samme som LP-modellen, som blev introduceret tilbage i 2007. Det mener han er et eksempel på, at kommunerne vælger projekter ukritisk.

»KL husker tit kommunerne på at tage ansvar som skoleejere. Kommunalpolitikere og forvaltningerne føler sig enormt pressede til at have mindst lige så mange projekter, som de har på nabokommunens skoler«, lyder det fra lærerformanden.

Claus Hjortdal tilføjer: »Og så skal man huske på, at mange konsulenter i forvaltningen er ansat på tidsbegrænsede kontrakter. De skal levere, imens de er ansat, så de kan få noget på cv'et«.

Politikerne har fået flere styringshåndtag

Skoleledernes formand er ikke i tvivl om, at folkeskolen er mere styret end tidligere.

»Politikerne har fået nogle håndtag, som er langt mere nede i praksis, og som politikerne både på Christiansborg og ude i kommunerne er tossede med, fordi de kan gå ud i medierne og sige, at nu har de drejet på nogle knapper, så nu sker der noget«, siger Claus Hjortdal og nævner eksempler som fraværsprocedure, sund mad, bevægelse, eller hvor mange gange på et år en skole skal være i kontakt med en virksomhed.

»Jo flere mål vi laver, desto mere kan man følge op på. Og det genererer igen flere mål. Det er en ond spiral, som vi skal have vendt rundt«, siger han.

Folkeskolens undersøgelse viser, at tæt på halvdelen af kommunerne har indført egne mål for deres folkeskoler, og departementschef i Undervisningsministeriet Jesper Fisker har tidligere udtalt, at han kender til en kommune, som har indført hele 21 mål.

»Det giver ikke nogen mening, at vi har kommuner i Danmark, som fra politisk side har indført 21 indsatsområder oven i reformen. Når man indfører 21 mål, som man skal måles og vejes på, så giver det ikke mening. Det er hele det system, som vi er voldsomt uenige i. Det virker simpelthen ikke«, siger Claus Hjortdal.

Lær af friskolernes selvstyre

»Vi skal have vendt hele styringskæden på hovedet, og her kan vi lære noget af friskolerne. De klarer sig jo rimelig godt, må man sige. Og det er uden, at der er al mulig kontrol og styring ovenfra. I stedet er der en ledelse, medarbejdere og en bestyrelse, som tager ansvar«.

Har I som faglige organisationer været gode nok til at sige, at det er os, der skal bestemme?

Claus Hjortdal byder efter lidt betænkningstid først ind: »Det er ikke helt i vores interesse at sige det så bastant. Vi har respekt for, at der er et politisk niveau og et forvaltningsniveau, som kan have interesser. Men det er hele systemet med, at der fra hvert led bliver lagt mere og mere på, som vi er voldsomt imod«.

Anders Bondo tager over: »Jeg synes, at svaret på spørgsmålet er nej. Det har vi ikke været gode nok til. Det har været en turbulent tid, hvor det dag for dag lidt har været en kamp om at få det til at fungere. Jeg tror, at der ligger en enorm styrke i, at vi lokalt i lærerkredsene og lederforeningerne får dyrket denne her diskussion«.

»Jeg er enig i det, som Anders siger. Men der er altid et men, fordi det her er komplekst. Der er også en enorm styrke i, hvis man i en kommune bliver enige om et indsatsområde. Så kan man tildele resurser eller foretage organisationsændringer. Ting, som den enkelte skole ikke kan«, siger Claus Hjortdal.