Alle husker en lærer fra deres skoletid - for det gode eller det onde. Det gør også historikeren Keld Grinder-Hansen - blandt andet sin lærermor og skolelederfar.

Men da han som voksen blev leder af Skolemuseet i København, undrede han sig over, hvordan agtelsen for læreren i samfundet var dalet voldsomt siden hans egen barndom. Og hans forundring blev ikke mindre efter en periode som skolechef i Dragør.

Den undren er der kommet en bog ud af: »Den gode, den onde og den engagerede«. I bogen analyserer han lærerens roller gennem 1.000 års danmarkshistorie - helt frem til og med forårets konflikt, indgreb og reform-forhandlinger.

»Det er et voldsomt statustab, lærerne har lidt siden 60'erne, hvor de stadig var respekterede som vidende borgere. Det var det, der satte mig i gang. Lærerne har kæmpet en kamp og gør det fortsat, hvilket man tydeligt så af forårets lockout, for at genvinde deres status og anerkendelse i samfundet«.

Læreren bærer selv en del af ansvaret

Læreren har ikke altid været respekteret, fortæller Keld Grinder-Hansen. Går man helt tilbage, til dengang det var degnen, der havde lærergerningen som en lidet populær nebengesjæft, var læreren en noget forhutlet figur. Men fra slutningen af 1800-tallet kom folkelæreren til. Han trådte i karakter og fik - specielt på landet - en position som den dannede og respekterede borger, som vidste mere end resten af befolkningen, fortæller Keld Grinder-Hansen. Men i 1970 dalede lærernes stjerne.

»Det er en kombination af flere ting. Dels er der det omgivende samfunds ændrede holdning til lærerne, dels er der et generelt oprør mod autoriteterne i 60'erne, som rammer lærerrollen«, forklarer Keld Grinder-Hansen.

»Højrefløjen kaster sig i løbet af 70'erne over lærerne og beskylder dem for at indoktrinere børnene med socialisme, hvilket tvinger lærerne i flyverskjul. Og samtidig tager en gruppe af de unge lærere afstand fra autoritet og optræder langhårede og langskæggede med lilla bleer og en ligefrem tilgang til eleverne. Det forvirrer befolkningen«.

Han mener, at de unge lærere forveksler autoritær med autoritet og giver køb på rollen som autoriteten i klassen og dermed svækker omgivelsernes respekt.

Oveni starter en voldsom kamp om arbejdstid med, at en socialdemokratisk minister går ud på tv og siger, at lærerne sagtens kan arbejde noget mere. Regeringen sætter lektionslængden ned fra 50 til 45 minutter og vil samtidig have lærerne til at undervise mere. Det får vreden til at blusse hos de ellers pæne, borgerlige, tjenestemandsansatte lærere, og de går på barrikaderne.

Anmeldelse: Get a life - a teacher's life

Hækkerup provokerede

»Arbejdstidsreglerne blev en slagmark. Økonomiminister Per Hækkerup sagde direkte, at det var smart, at børnene kunne gå mindre i skole, og lærerne kunne arbejde noget mere. Lærerne havde fået nok og strejkede, selv om de faktisk som tjenestemænd ikke måtte. Men strejken var kun med til at øge utilfredsheden med lærerne i befolkningen. De almindelige borgere mente godt, at lærerne kunne arbejde noget mere, og de havde svært ved at forstå de nye antiautoritære lærere. Og der var heller ikke nogen støtte at hente fra arbejdersiden, som lærerne ellers sympatiserede med«.

De følgende årtier kæmpede man om arbejdstiden, og det kulminerede med arbejdstidsaftalen fra 1993, hvor alle timer skal tælles op af lærerne. Og selv om både lærersiden og arbejdsgiversiden mente, at der var fordele ved aftalen dengang, så ser Keld Grinder-Hansen det som en katastrofe for lærerne.

»Lærerne gik væk fra kaldstanken og så sig selv som lønarbejdere. De var presset fra alle sider, og reaktionen blev at være usynlige, passe jobbet ude i klasserne og ikke lave mere, end der var sat timer af til«.

Han mener, at dette er absurd, fordi lærerjobbet ikke er et lønarbejderjob. »Læreren mistede sin selvrespekt, turde ikke vise autoritet og være personlig, og det er noget af det allervigtigste i faget og det, som skaber respekten. Det er der, hvor derouten for alvor tager fart, de unge lærere tog afstand fra den gamle sorte lærer, men kunne ikke finde ud af, hvad de skulle sætte i stedet«, siger han.

Den professionelle lærer har lidt af det hele

Ifølge Keld Grinder-Hansen har lærerne kæmpet en brav kamp for at genvinde befolkningens respekt gennem de seneste år. Lærerforeningens arbejde med professionsidealer har været den rigtige vej at gå, og han glæder sig over, at man igen i dag hører folk omtale lærerfaget som et kald. Nutidens lærer kalder han den professionelle lærer. Om det er den lærer, der efterspørges i politikernes reform, er dog svært at sige.

»Det er spørgsmålet, om politikerne faktisk ved, hvad det er, de efterspørger. Men hvis du spørger mig, hvad der er behov for i dag, så er det den professionelle lærer, der indtænker det bedste fra nogle af de tidligere lærerroller. Folkelærerens selvsikkerhed og mod til at træde i karakter, faglærerens faglighed og forsøgslærerens ønske om at udvikle pædagogikken og didaktikken skal forenes, samtidig med at der skal være en stor grad af fleksibilitet i forhold til opgaveløsning. Det er bestemt ikke blevet mindre krævende at være lærer i dag«.

Han ser mange gode ting i den nye folkeskolereform og også spændende muligheder for lærerne, hvis de går ind i arbejdet med reformen. Men han er langtfra imponeret over den måde, arbejdsgivere og regering gjorde op med arbejdstidsaftalen på samtidig med indførelsen af reformen.

»Jeg er stærkt kritisk over for måden, det blev gjort på. Det var helt tydeligt, at man fra regeringens og arbejdsgivernes side ville have et opgør med arbejdstiden, og det kørte efter en drejebog, så lærerne blev kørt over med en damptromle. Det var meget uheldigt. For forudsætningen for den nye folkeskolereform er, at man har lærerne engageret i den. Og lige nu er der mange lærere, der stadig helt berettiget føler sig forurettede«.

Han mener, at politikerne tager grueligt fejl, hvis de tror, at reformen kan rulle ud i færdig tilstand fra næste skoleår.

»Det må blive en version ét, og så må man gå videre, når lærerne er kommet sig, og skolelederne er blevet uddannet til opgaven. At tvinge det hele igennem, før man har lærerne med som engagerede deltagere, det vil ende som en fiasko«.