I skrivende stund sidder partierne bag folkeskoleloven i intense forhandlinger om en ny folkeskolereform. Det er som bekendt den tredje højtprofilerede folkeskolereform siden 2003, og i en periode på syv år op gennem nullerne blev folkeskoleloven ændret ikke mindre end 28 gange. Statsministeren proklamerede da også i Folketingets afslutningsdebat: »Nu skal der være ro om folkeskolen!« (Det fik vi også at vide i 2003 og i 2006, men nu skal det altså være!)

Får vi så den afgørende reform, der er funderet i den nyeste viden fra den pædagogiske forskning og funderet på den viden, der hele tiden genereres i lærernes praksis ude i skolerne, eller får vi et kludetæppe af politiske kompromiser, hvor det vigtigste er, at alle partier over for medierne kan dokumentere, at de sandelig også havde indflydelse? Ja, bedøm selv!

Der er næppe tvivl om, at der sammen med reformen bliver afsat penge til mere efteruddannelse. Det er entydigt godt, at efteruddannelsesmulighederne styrkes. Vi vil formentlig igen og igen høre, at der er blevet afsat en milliard til mere efteruddannelse. En milliard er jo frygteligt mange penge, men når der er tale om det samlede beløb frem til 2020, og beløbet skal dække såvel lærere, ledere som pædagoger, ja, så betyder det altså, at der i gennemsnit vil være syv-otte ekstra efteruddannelsestimer per lærer per år. Dermed vil efteruddannelsesmulighederne være bragt tilbage på det niveau, de lå på for tre-fire år siden. På det tidspunkt dokumenterede en OECD-undersøgelse, at Danmark lå helt i bund, når det gjaldt efteruddannelse af lærere. Husker partierne at fortælle det, når de præsenterer deres reform?

Eleverne får flere timer. Det er der bred enighed om. Flere undervisningstimer er godt, hvis der er tale om timer med høj kvalitet, ellers har det ikke betydning for elevernes faglige niveau. Ministeren vil formentlig undgå at komme for meget ind på, hvordan disse ekstra timer skal finansieres. Hidtil har regeringen givet udtryk for, at det var lærernes arbejdstidsregler, der skulle løse det lille problem, og det vil den formentlig hævde, at det har den sikret gennem sit lovindgreb L215 i vores overenskomstforhandlinger, men det er jo noget vrøvl. Lovindgrebet giver jo ikke i sig selv mere undervisning til eleverne. Det sker kun, hvis kommunerne systematisk bruger L215 til at skrue op for undervisningen på bekostning af forberedelsen, skoleudviklingen, teamarbejdet, den faglige sparring og de andre ting, der er helt afgørende for kvaliteten i den undervisning, som eleverne får. Husker partierne at fortælle det, når de præsenterer deres reform?

En folkeskolereform skal tilrettelægges og gennemføres i tæt samarbejde med skolens parter - ikke mindst de lærere, der skal sikre udviklingen i elevernes undervisning. Vi skal tage ved lære af udlandet og indse, at udviklingen af folkeskolen skal være et langsigtet systematisk projekt, der bygger på den viden, vi har fra forskningen og praksiserfaringen fra skolerne. Når det sker, vil vi for alvor i fællesskab kunne løfte folkeskolen.