”Der er ikke brug for en ny, stor reform af folkeskolen, hvor alt bliver kastet op i luften. Der er brug for, at vi løser de problemer, der er, stille og roligt og grundigt.” Med disse ord indledte undervisningsministeren initiativet "sammen om skolen," hvor folkeskolens parter drøfter dens udfordringer. Det er selvfølgelig en oplagt mulighed for at genskabe tillid gennem betydningsfulde forandringer i skolen, som kan mærkes hele vejen ned igennem styringskæden. Det giver dog svedige håndflader at følge med fra sidelinjen. Tilliden til ministeren er, blandt lærere, nok ikke særlig stor, men når de øvrige parter, deriblandt repræsentanter fra Danmarks Lærerforening, ser perspektiver i det nye partnerskab, så spidser vi alligevel ører.

På den ene side håber vi måske, at frugten af samarbejdet vil få tågerne til at lette. At der er et spinkelt håb om, at skoledagen vil blive afkortet i forlængelse af den smalle postcoronafrihed, og at der vil blive taget halsgreb på den forfejlede inklusion. Samtidig er vi nok mange, der frygter, at det hele er en lygtemand, der er ved at lokke os alle ud i mosen, hvor vi vil omkomme af frustration. Derfor er det så afgørende, at initiativet bringer store overraskende forbedringer til skolens hverdag, så det ikke blot bliver endnu et spadestik til den afgrundsdybe mistillid mellem top og bund.

Der er stadig dagligt børn og voksne, der udsættes for vold og trusler, udvikler stress og angst, falder i søvn hen over bordene og generelt færdes i et højt niveau af både larm, uro og konflikter. Hver eneste uændrede dag er en for meget. Det er derfor med stor bekymring, at jeg ser på disse parters flettede hjerter udefra, fordi de på nuværende tidspunkt synes at rette kanonerne mod dels folkeskolens gråspurve og dels dens ånd.

Der bliver talt om et nyt evaluerings- og bedømmelsessystem. Ingen ved endnu hvordan det ender, men måske udskiftes uddannelsesparathedsvurderingerne med en flidskarakter. Elevplaner kan muligvis blive fortid, og nationale test får nok en ny og mere pædagogisk form. Jeg frygter, at der stadig vil blive testet i de små klasser, at testen fortsat vil være et benchmark-redskab, og at det nye system ikke nødvendigvis vil frigive forberedelsestid til andre formål, men i værste fald mere arbejde til den enkelte lærer.

Derudover ryster jeg af skræk over det spor, som sidestiller fagrækken med ubalancen mellem teori og praktisk udfoldelse og ovenikøbet trækker subtile tråde til erhvervslivet. Hvis man ønsker, at skolen skal have ro, så skal man i hvert fald holde snitterne fra fagrækken. Men det er selvfølgelig også stadig rene spekulationer, hvad der kommer ud af samarbejdet. Min tillid er, ikke ubegrundet, helt i bund, men jeg håber at blive gjort til skamme. Den endelige lakmusprøve kommer til at stå blandt alle dem, som har deres daglige gang på skolerne. Jeg kan næsten ikke overskue konsekvenserne, hvis partnerskabet får lovet mere, end det kan holde, men indtil videre vil jeg drømme om, at miraklernes tid ikke er forbi og minde om, at selvom vi er mange, der får ondt i maven ved tanken om, hvad det hele kan ende med, så står vi altid klar på gulvet i klasseværelserne, hvis ideerne lige skal afprøves.