I uge 47 er der et særligt fokus på løntjek, fordi fagbevægelsen er gået sammen om at have et særligt fokus på opgaven i den uge.
Foto: fullempty
Lærerne fik mere end 1 million kroner tilbage i efterårets løntjek
Coronanedlukninger giver det årlige løntjek mindre synlighed på skolerne. Det kan være en grund til, at antallet af fundne fejl på lærernes lønsedler igen i år er blevet mindre, mener formand for DLF’s overenskomstudvalg Morten Refskov.
VIL DU SELV TJEKKE DINLØNSEDDEL?
Du kan hente hjælp på erduok.dk, hvis du selv vil tjekke dinlønseddel. Her ligger der et eksempel på en tænkt lønseddel, dervirtuelt gennemgår de fem vigtigste punkter på lønsedlen, som duskal være opmærksom på. Hvis du vil vide mere om, hvordan din løn er sammensat, og hvaddu som minimum skal have i løn, så kan du læse mere om det på DLF'sside om løn. Du kan som medlem altid henvende dig til sin kreds ellertillidsrepræsentant for at få tjekket sin lønseddel Kilde: DLF
|
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
En lille fejl på lønsedlen kan løbe op i større beløb, hvis de ikke bliver opdaget.
Derfor sætter Danmarks Lærerforenings lokale kredse som en del af den nationale "Er du OK"-kampagne hvert år et særligt fokus på lærernes lønsedler i uge 47.
I efteråret 2021 hentede Danmarks Lærerforening (DLF) i alt 1.091.682 kroner til medlemmerne, efter kredsene har gennemgået lønsedlerne for fejl.
Løntjekket betyder samtidig, at alle de medlemmer, som havde fejl på lønsedlen, tilsammen får udbetalt 268.257 kroner ekstra hver måned fremover.
Corona udfordrer løntjek
Beløbet er mindre end det har været de sidste par år. I 2019 fandt DLF fejl for godt 2,8 millioner kroner, mens der i 2020 blev fundet fejl for 1,8 millioner.
Få lønsedlen tjekket: Mange DLF-medlemmer har penge til gode
Formand for lærerforeningens overenskomstudvalg Morten Refskov tror dog ikke nødvendigvis, at man heraf kan konkludere, at arbejdsgiverne er blevet bedre til at udbetale korrekt løn.
Han peger på, at corona har gjort det årlige løntjek mindre synligt på skolerne de sidste par år.
"Der er ikke skyggen af tvivl om, at den måde det har været organiseret på i kredsene er, at de er taget ud på skolen og været synlige. Det har man ikke kunnet prioritere på samme måde, fordi der har været mange begrænsninger på grund af corona. Man kan ikke ud fra tallene vurdere noget om, hvorvidt der er flere eller færre fejl, men blot sige, at løntjekket er foregået lidt anderledes", siger Morten Refskov til folkeskolen.dk.
Lærere kan have store beløb til gode
Han er glad for, at der alligevel er mange lærere, der har valgt at få tjekket lønsedlen.
"Der kan være mange årsager til, at man ikke får den løn, man har krav på. Derfor glæder det mig også, at mange medlemmer har valgt at få tjekket deres lønseddel, så de nu får den rigtige løn. Det er i alles interesse, at man får udbetalt den løn, man har krav på," siger han.
I uge 47 er der et særligt fokus på løntjek, fordi fagbevægelsen er gået sammen om at have et særligt fokus på opgaven i den uge.
Men man kan få tjekket sin lønseddel hele året, understreger Morten Refskov.
"Vi ser hvert år, at mange medlemmer har fejl på lønsedlen, som nemt kan opdages ved et løntjek. For nogle er der tale om betydelige beløb, så jeg vil opfordre til, at man går forbi kredsen og får set sin lønseddel igennem. Og man behøver sådan set ikke vente til efteråret".