Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Henrik Hansen, formand for Lolland-Falsters Lærerforening, har efter 42 års virke valgt at gå på pension 1. april 2018. Henrik Hansen er læreruddannet fra Det Nødvendige Seminarium sommeren 1976. Efter fire år på skoler i henholdsvis Helsingør og Aarhus vendte han i 1980 hjem til fødeegnen på Nordfalster. Her blev han ansat på Horbelev Skole på Østfalster, hvor han fra starten engagerede sig i fagpolitisk arbejde. Han blev således valgt som både talsmand og sikkerhedsrepræsentant.
Henrik Hansen blev første gang valgt ind i kredsstyrelsen i Falsters Lærerforening april 2000. Da de tre kredse på Lolland-Falster fusionerede til Lolland-Falsters Lærerforening 1. april 2006, blev han desuden valgt som kongresdelegeret og som kredsens arbejdsmiljøansvarlige.
Arbejdsmiljøet har altid ligget Henrik Hansen stærkt på sinde. I sin tid som arbejdsmiljøansvarlig kæmpede han for bedre vilkår for arbejds-miljørepræsentanterne, og han har været med til at sætte Lolland-Falster på Danmarkskortet, når det gjaldt arbejdsmiljø.
April 2008 blev Henrik Hansen næstformand for Lolland-Falsters Lærerforening, og april 2010 overtog han formandsposten, som han nu trækker sig tilbage fra. På kongresserne har Henrik Hansen været en aktiv medspiller med relevante og velformulerede indlæg i debatterne.
Gennem hele sit virke, lokalt og i Danmarks Lærerforening, har Henrik Hansen opbygget et stort og alsidigt netværk med mange kontaktflader og gode relationer. Det har aftvunget stor anerkendelse og respekt fra alle parter og placeret Henrik Hansen og Lolland-Falsters Lærerforening som en seriøs medspiller og en god og nødvendig del af aftaler og løsninger for alle medlemmer, alle arbejdspladser og folkeskolen på Lolland-Falster.