To færre i hoved­styrelsen

Debat om besparelser.

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

DLF's hovedstyrelse har vedtaget at indstille til kongressen, at antallet af hovedstyrelsesmedlemmer i fremtiden skal være 23 i stedet for 25. De to færre pladser kræver en vedtægtsændring, som skal vedtages på kongressen.

Udgangspunktet er en sparerunde, som blandt andet fører til besparelser i sekretariatet i DLF og på bladet Folkeskolen. Målet er, at driften igen kommer til at hvile i sig selv.

Siden 2008 er kontingentet ikke steget i kroner og øre, og sådan skal det også være til næste år, mener hovedstyrelsen.

Hovedstyrelsen vedtog også at foreslå den nye hovedstyrelse, at størrelsen af frikøb nedsættes. Alt i alt vil de to ændringer spare foreningen for 1,7 millioner kroner. DLF's formue er på omkring 198 millioner kroner.

Der var en del debat om forslagene fra forretningsudvalget.

Lotte Lange, som var en af kritikerne af forslaget om færre hovedstyrelsesmedlemmer, havde regnet sig frem til, at der kunne opnås balance i driften uden denne besparelse.

Lotte Lange frygter, at færre hovedstyrelsesmedlemmer kan medføre en dårligere geografisk repræsentation, og savner en generel debat om hovedstyrelsens opgaver og størrelse.

Men besparelserne i hovedstyrelsen handler blandt andet om solidaritet, forklarede fortalerne for forslaget:

»Det er et vigtigt signal at sende, at vi viser, at det ikke kun er alle andre, som skal holde for, når der skal spares«, sagde Gordon Ørskov Madsen som repræsentant for forretningsudvalget. Flertallet fulgte indstillingen med 12 for og otte imod at nedsætte antallet af hovedstyrelsesmedlemmer.

14 stemte for at anbefale den nye hovedstyrelse at nedsætte frikøbet, mens fem stemte imod.

hbj@dlf.org