Dorte Lange valgt til DLF’s forretningsudvalg

Det nye forretningsudvalg blev valgt uden afstemning. Valgene skal vurderes igen om to år

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Den 9. januar holdt Danmarks Lærerforenings nyvalgte hovedstyrelse sit første møde, og ud over overenskomstforhandlingerne var det vigtigste punkt valget af tre medlemmer til hovedstyrelsens forretningsudvalg - og dermed også valg af formænd for de tre faste udvalg. Valgene foregik uden modkandidater og uden afstemning.

Formanden for Rudersdalkredsen, Dorte Lange, bliver formand for skole- og uddannelsespolitisk udvalg, som med et lidt andet kommissorium tidligere hed pædagogisk udvalg. Dorte Lange er nyvalgt til hovedstyrelsen, men har fungeret som suppleant for Tina Taarsted, der havde barselsorlov to gange. Dorte Lange var medlem i 2005 og i sidste halvdel af 2007. I begge perioder sad hun i pædagogisk udvalg, hvor John Illum har været konstitueret som formand det sidste halve år på grund af Tina Taarsteds orlov.

»Dorte har vist sin kapacitet på mange måder og ikke mindst på det pædagogiske område, hvor hun ihærdigt arbejder med at indarbejde professionstankegangen«, sagde Anders Bondo Christensen og fremhævede den positive måde, Dorte Lange har varetaget en række eksterne repræsentationer for foreningen på.

Lotte Lange blev genvalgt til forretningsudvalget og som formand for udvalget for overenskomstforhold, der tidligere hed fagligt udvalg. På samme måde blev Astrid Schjødt Pedersen genvalgt til forretningsudvalget og til formandsposten for organisations- og arbejdsmiljøudvalget, det tidligere organisationsudvalg.

Sammen med formandskabet, Anders Bondo Christensen og Stig Andersen, udgør de tre hovedstyrelsens forretningsudvalg.

Evaluering om to år

Diskussionen drejede sig ikke om de tre kandidater - som der blev bakket kraftigt op bag - men om et forslag til ændring af forretningsordenen, som blev stillet af formandskabet. Begrundelsen var, at det var relevant at genoverveje konstitueringen i forhold til den ændrede arbejdsform i hovedstyrelsen, og at det er vigtigt at tænke langsigtet i forhold til muligheden for kontinuitet i ledelsen. Derfor foreslog Anders Bondo og Stig Andersen, at hovedstyrelsen i slutningen af 2009 igen skal tage stilling til konstitueringen - hvem der er valgt til hvilke poster. Og dermed altså også til, hvem der er medlem af forretningsudvalget. Hvis valgene gælder uændret i fire år, er der stor sandsynlighed for, at tre eller flere medlemmer til den tid samtidig træder ud af hovedstyrelsen, og det vil give problemer med kontinuiteten i ledelsen.

Vivi Hansen var meget utilfreds med, at forslaget blev stillet på selve mødet, og ønskede en afstemning. Flere andre var også ærgerlige over, at det ikke havde været med i tidligere drøftelser. Men de støttede indholdet.

Alder var oppe at vende

»Nu siger jeg det ligeud«, begyndte Per Sand Pedersen. »Jeg pegede på Stigs alder, da kongressen skulle vælge næstformand, og jeg synes ærlig talt, at Lotte og Astrid er lidt gamle, så det er fint, hvis vi om to år kan se på konstitueringen igen«, sagde han.

Henrik Billehøj appellerede til, at man tog diskussionen og afgørelsen »uden elementer af aldersfascisme«, og Per Sand svarede, at »det handler om, at det er vigtigt, at medlemmerne kan spejle sig selv i hovedstyrelses- og udvalgssammensætning hvad angår både køn og alder«.

Vivi Hansen mindede om, at alle er valgt af medlemmerne.

»Og månedsmagasinet Undervisere har sørget for, at de vidste, hvor gamle vi er«, sagde hun og tilføjede, at også »folk i bedstemoralderen« skal kunne stille op til poster i DLF.

Til Per Sand sagde Astrid Schjødt, at hun fandt det utroligt, at der skulle tales om alder.

»På masser af kurser for unge og studerende har jeg fået at vide, at det er spændende og vigtigt, det vi foretager os. Og jeg har aldrig - aldrig nogensinde - oplevet, at det har handlet om alder. Det handler derimod om energi og engagement. Det handler om, hvad vi foretager os«, sagde hun.

Anders Bondo understregede, at han overhovedet ikke havde nævnt alder som et problem.

»Hovedstyrelsen er enig om at ændre på struktur og arbejdsform. Vi har også pligt til at forsøge at sikre kontinuiteten i foreningens ledelse. Derfor skal der tænkes langsigtet, og vi synes, at det vil være naturligt at tage det hele op igen, når vi er halvvejs gennem valgperioden«, sagde han.

Formandskabets forslag til ændring i forretningsordenen fik 22 stemmer, mens tre stemte imod.

De øvrige udvalgsposter blev fastlagt på hovedstyrelsens møde den 15. januar.

(Se sammensætningen under »Ekstra« på folkeskolen.dk eller på dlf.org)